Gør klar til at politianmelde Nordic Waste - kan føre til flere års fængsel

23. januar kl. 11:5423
Nordic Waste og Ølst
Jordskreddet på Nordic Waste truer med at begrave Ølst By i fem meter jord, hvis det ikke holdes under kontrol, vurderer ingeniørrådgivningsvirksomheden Cowi. Illustration: Ingeniøren / Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur.
Randers Kommune planlægger at følge advokatfirmas opfordring om at politianmelde Nordic Waste, oplyser kommunaldirektør til Ingeniøren.
Artiklen er ældre end 30 dage

Jordskreddet på Ølst Bakker syd for Randers er så alvorligt, at Randers Kommune i udgangspunktet er forpligtet til at anmelde Nordic Waste til politiet, så der kan foretages en efterforskning af, om ledelsen har svigtet deres ansvar og kan idømmes flere år lange fængselsstraffe.

Sådan lyder det fra advokatfirmaet Codex til Randers Kommune i et notat fra 22. december 2023, som Ingeniøren har fået indsigt i. Randers Kommune har bestilt notatet for at finde ud af, hvad der er af muligheder for at stille Nordic Waste til ansvar for jordskreddet, der truer med at forurene Alling Å og begrave Ølst By med et fem meter tykt lag jord.

»Det er vores vurdering, at sagen har en sådan alvorlig karakter, at Randers Kommune som udgangspunkt er forpligtet til at foretage anmeldelse til politiet med henblik på politiets efterforskning af, hvorvidt der er grundlag for at rejse tiltale mod NW (Nordic Waste, red.) samt en eller flere fysiske personer, idet politiet bør afklare, om en overordnet har handlet forsætligt eller groft uagtsomt,« fremgår det af notatet.


Codex vurderer, at »der som minimum er en klar formodning« om, at vilkårene i Nordic Wastes miljøgodkendelse er tilsidesat, og at der er »en klar overtrædelse« af miljøbeskyttelsesloven, der »kun bragt i anvendelse to gange siden ikrafttræden den 1. juli 2008«. Miljøbeskyttelsesloven kan bruges til at idømme flere år lange fængselsstraffe, noteres det.

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Straffen kan efter miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 2, nr. 1 og 2, stige til fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelsen er begået ved grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er: 1) voldt skade på miljøet eller fremkaldt fare derfor eller 2) opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelser.«

Notatet fortsætter:

»Under særligt skærpende omstændigheder kan straffen stige til op til 6 års fængsel, hvis der er sker forurening af luft, vand, jord eller undergrund med den følge, at der sker betydelig skade på miljøet eller fremkaldes nærliggende fare derfor, jf. straffelovens § 196, stk. 1, nr. 1.«

Randers Kommune vil politianmelde

Randers Kommune oplyser over for Ingeniøren, at man endnu ikke har politianmeldt Nordic Waste.

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Men det er åbenlyst for alle, at de har overtrådt deres miljøtilladelse. De har ingen miljøtilladelse til at opbevare jord uden for deres grund,« siger Jesper Kaas Schmidt, der er kommunaldirektør i Randers Kommune, til Ingeniøren.

Randers Kommune mangler fortsat at afgøre, præcis hvad der skal inddrages i politianmeldelsen, fortæller han og gentager vurderingen fra eksperter fra GEUS om, at det kolossale jordskred på omkring seks millioner tons jord ikke er udløst af massiv regn eller andre vejrforhold, men bunder i driften af Nordic Waste.

Det står i skarp kontrast til, hvad Nordic Wastes advokater fra Gorrissen Federspiel vurderer i en mail fra 23. december.

»Endvidere bemærkes, at det ikke er Nordic Wastes generelle indretning og drift, der er årsag til det nuværende jordskred, men derimod de ekstraordinære vejrforhold,« fremgår det af mailen, som Ingeniøren har fået indsigt i.

Illustration: Gorrisen Federspiel / Randers Kommune.

Dette står igen i skarp kontrast til vurderingen fra advokatfirmaet Codex.

De vurderer, at der »næppe er tvivl om, at Nordic Waste har handlet »ansvarspådragende«, at det »klart« vurderes, at virksomheden, der har deponeret flere millioner tons jord på en bakkeskråning, er omfattet af miljøerstatningsloven. 

Randers Kommune kan dermed bruge loven til at indkræve i hvert fald en del af de cirka 100 millioner kroner, som er taget fra kommunekassen for at undgå en miljøkatastrofe.

Det indebærer desuden ifølge Codex, »at Randers Kommune ikke skal løfte bevisbyrden for, at NW har handlet ansvarspådragende«, mens det også vurderes, at der fortsat er muligheder, selvom Nordic Waste erklæres konkurs, hvilket skete ved skifteretten mandag 22. januar 2024.

»Såfremt NW ikke har de fornødne midler til at dække de tab, som er forvoldt, kan det give anledning til overvejelse, om der kan gøres et personligt ledelsesansvar gældende overfor direktionen og bestyrelsen i selskabet,« fremgår det af notatet, der slutter:

»Det følger af Miljøstyrelsens håndhævelsesvejledning, at der ved grov tilsidesættelse af lovbundne pligter eller grove vilkårsovertrædelser som hovedregel bør indgives politianmeldelse.«

23 kommentarer.  Hop til debatten

Tophistorier

Debatten
Vær med til at skabe en god debat ved at følge vores debatregler.

For at deltage i debatten skal du have en profil med adgang til at læse artiklen. eller opret en bruger.
settingsDebatvisning
23
31. januar kl. 09:54
Mon ikke begge parter burde

Mon ikke begge parter burde politianmeldes i denne spegede sag.

Det lader til, at begge parter har rod i dokumenterne. 
Som jeg ser det har begge parter et kæmpeproblem.

22
23. januar kl. 21:34
Re: Hvor var kommunen?

Jeg tror, det var Vladimir Iljitj Lenin, der sagde "Tillid er godt, kontrol er bedre".

Regler og krav samt kontrol. Det er i praksis meget, meget nemmere at løsne noget, der er stramt end at stramme noget, der er løst. Kære politiker, start aldrig med elastik i metermål, for du taber med garanti!
 

21
23. januar kl. 19:42
svarede Lone Bech [5]
Re: spændende - også i betragtning af geoteknisk undersøgelse 20

Hej Lone,
Jeg har kigget dit link www.randers.dk/media anno 2018

s 226 - Billede af forventet færdig-profil (overhøjning x2,5)

Denne profil står i nogen kontrast til GEUS' 2023 profil fig 4B på

https://www.geus.dk/Media/638415078120413183/GEUS%20RAPPORT%202024%206.pdf

Hvis der er noget godkendt på anno 2018, så ser det ud til at være et stykke over realistiske forventninger.

.............

Man får et indtryk af de kryptiske geotekniske beregninger på Randers.www s 252-253. (jeg er ikke skolet i her)

Her får man osse et indtryk af en mulig årsag: Der snakkes om kvældning - her om optagelse og afgivelse af vand fra leret under tryk-belastning. Når leret belastes kan der blive klemt vand ud af det (siver mod laveste hydrauliske tryk - opad og ud af leret?) og lægge sig i skel mellem ler og overjord, altså hvor vi forventer glidefladen mellem de to medier. 
Det er ikke noget jeg har læst mig til, men kender praktisk til processen i behandling af meget magert porcelæns-ler. For det fede danske lers vedkommende har jeg ikke kunnet bruge teknikken fordi det kræver meget større tryk. Det kan samtidig være en årsag til, at det ligger fjernt at forestille sig vand klemt ud af blåler for de teknikere der regner på det?

... altså oven i at deponiet ligger på en skrå ler-flade, og almindelig nedbør.

 

20
23. januar kl. 19:07
Re: En retssag mod ?

Hvem kan tjene penge på en sådan retssag, ADVOKATFURMAET, hvem taber penge Randers kommune. Det er jo helt tåbeligt!!

Hvordan kan Randers Kommune miste penge ved at melde NW til politiet? Det er jo ikke Randers Kommune der skal føre sagen eller bevise noget...

19
23. januar kl. 17:49
Re: Det er vist både røget og speget

Det fremgår af jordforureningsloven par. 66 at regionerne har tilsynspligt med opfyldning af råstofgrave. Randers kommuner er således umiddelbart kun første instans. Den oprindelige opfyldningstilladelse var også udstedt af amtet!  Man bemærker at amtet i 2003 gav tilladelse til max 15.000 m3 opfyld om året. Derudover er jeg ikke et eneste sted stødt på krav til opfyldets styrke/komprimering/vandindhold.

Nå, dette for blot give Lars ret i at myndighederne er dybt indblandet i denne sag. 

17
23. januar kl. 16:46
Jeg giver kage, hvis denne

Jeg giver kage, hvis denne sag ender med en eneste ubetinget fængselsdom på mere end 3 måneder...

16
23. januar kl. 16:28
Det er vist både røget og speget

"idet politiet bør afklare, om en overordnet har handlet forsætligt eller groft uagtsomt".

Jo tak, men er påstanden at nogen med vilje har gjort noget man vidste ville føre til et skred (forsæt), eller der er sket noget der bare er så uansvarligt at man burde have forudset det kunne give problemer? 

På bagkant virker det jo uansvarligt at hælde så meget jord på en skrånende lerbanke, men når man har diverse myndigheders billigelse må man vel være lovligt undskyldt? Eller er påstanden at man ikke skal regne med at myndighederne ved hvor forsvarligt de ting de giver tilladelse til er, og at man selv bør tage alle mulige ting i betragtning?

Uanset hvad virker det noget malplaceret at pudse politiet på nogen i den nuværende situation. Uanset paragraffer og juristeri burde alle kræfter samles om at få stoppet ulykken og få lavet en plan for hvordan man får ryddet op, og her kunne NW vel sagtens bidrage, da de jo efter sigende ved en del om at rense jord, også selvom de så ikke var så gode til at håndtere det forsvarligt. Og så virker det da underligt at en på papiret ansvarlig myndighed som Randers Kommune anmelder dem til politiet, især når de selv påtog sig ansvar for håndtering og oprydningen 19. december. Hvem skal nu rense jorden, skal der genetableres noget på matriklen eller hele bunken køres andre steder hen?

15
23. januar kl. 16:26
Det var genopretning

"Af efterbehandlingsplanen fremgår, at bakken, der delvist er bortgravet, skal genskabes dvs. påfyldningen skal trækkes op mod bakketoppen - se side 3 og 4 i efterbehandlingsplanen.

Jens Peter Hansen"

Måske den plan har skygget for de kritiske øjne på stabiliteten af opfyldet. Eller de har tænkt at det må firmaet vide.

14
23. januar kl. 16:24
En retssag mod ?

Det er jo helt tåbeligt, retssag mod medarbejdere? Mod NW som ikke kan betale efter konkurs.

Hvem kan tjene penge på en sådan retssag, ADVOKATFURMAET, hvem taber penge Randers kommune. Det er jo helt tåbeligt!!

13
23. januar kl. 16:16
Re: Hvor var kommunen?

Hej Paul, over til regionerne, så slippes der for lokal lobbyisme.

Tro, håb og, det flytter jo ikke noget, selv staten med Chinova, kunne ikke få staten til at tage ansvar trods mia. indtægt ved salg af Chinova!!

12
23. januar kl. 15:45
Re: placering kommuner/regioner/stat?

miljøsager i dag er så komplekse, at de enkelte kommuner ikke kan overskue dem. Det bør være en naturlig opgave for regionerne. Så slipper vi også for lokal lobbyisme.

(nb: uden at være helt ajour på feltet: )

jeg tror ikke, at regionerne har haft med egentlige virksomhedsgodkendelser jf. miljøbeskyttelseslovene at gøre. Det nærmeste er tilladelse til deponering af  let forurenet jord i råstofgrave. Og tilladelse til råstofgravning, der hører under særskilt lovgivning. Og så undersøger og oprydder regionerne  efter fortidens synder (jordforureninger uden påbudsmuligheder) samt har et og andet med klima at gøre. Det vil blive en stejl læringskurve, skulle de til også til at opdyrke virksomhedsgodkendelser fra  bunden af. 

Både kommuner og stat er derimod inde over virksomhedsgodkendelser jf. mbl. Skulle hele virksomhedsområdet flyttes, så ville staten nok være mest relevant. Men umiddelbart vil jeg selv pege på regionerne som forebyggende høringspart, som de også er på flere andre sager, hvor en evt. efterladt forurening som regel vil  lande på deres bord. De er jo også kortlægningsmyndighed, altså de registrerer alle kraftigere punktkildeforureninger., og de er inden over klimatilpasninger.  Det vil give god mening. 

Mht. lobbyisme, så følger sådan nok pengestrømmene. Regionerne får vist en reklame eller to fra fx jordrensningsfirmaer og miljørådgivere. Og mon  dog der ikke er en anelse lobbyisme inden for det medicinske område, hospitaler og sådan(?). Det sker også, at regionerne får henvendelser fra it-firmaer..

11
23. januar kl. 15:44
Re: Hvor var kommunen?

Kloge ord. Ekspertiserne blev jo netop nedlagt og medarbejderne flyttet over til kommunerne, hvor de, der blev, fik bredere og ikke så dybtgående arbejdsområder.

Sådan er det: Man kan spare sig ihjel.

Jeg tror, det var Vladimir Iljitj Lenin, der sagde "Tillid er godt, kontrol er bedre".

10
23. januar kl. 15:12
Re: Hvor var kommunen?

I 2021 var GEUS i færd med at udarbejde en database over de ca. 3.000 områder med risiko for jordskred i Danmark. Det var geolog Kristian Svennevig involveret i. Databasen skulle være en hjælp til myndighederne. Mener, det var også omtalt i Ingeniøren.

En miljøvirksomhed er ikke mere privat end at miljøgodkendelsen er offentlig og at det derfor også må være i samfundets interesse, at den tilladelsesgivende myndighed foretager også uanmeldte besøg. På mange andre brancheområder udføres uanmeldte kontrolbesøg.

Jeg er enig med dig i, at miljøsager i dag er så komplekse, at de enkelte kommuner ikke kan overskue dem. Det bør være en naturlig opgave for regionerne. Så slipper vi også for lokal lobbyisme.

9
23. januar kl. 14:45
Re: spændende - også i betragtning af geoteknisk undersøgelse 20

Mit gæt er at "risiko for skred" ikke i sigselv er et problem, da jeg går ud fra at skred kan forbygges... hvilket Nordic Waste så ikke har gjort, og derved ikke taget "risiko for skred" seriøst

 

 

8
23. januar kl. 14:34
svarede Lone Bech [5]
Re: spændende - også i betragtning af geoteknisk undersøgelse 20

Hvad vidste NW så selv inden handlen?

Og hvorfor bliver Randers kommune ved med at tillade deponering, hvis der foreligger rapport i 2018 om risiko for skred? Er der også beskrevet hvad man bør gøre for at undgå skred? Har Randers kommune bare ikke forstået rapporterne siden de nu politianmelder en konkursramt virksomhed for noget, der er en logisk konsekvens af hvad de selv var vidende om kunne ske i 2018?

Det er jo til at blive konspirationsteoretiker af. ØV. 😳

7
23. januar kl. 13:57
Re: spændende - også i betragtning af geoteknisk und. 2018

jeg vil foreslå, at du lægger link til mødereferat  på jeres hjemmeside, når I engang er kommet så langt. Burde være omfattet af miljøoplysningsloven, og ingen legal grund til at putte med det. NB: det kan jo også være, at det ligger blandt de bjerge af sagsakter, som kommunen allerede har lagt på deres hjemmeside. Materialet er  meget omfangsrigt og ret uoverskueligt med mange gengangere. (Hvilket jeg i sig selv ikke vil klandre kommunen for, ud fra egne erfaringer med at give aktiindsigt i store sager). 

Denne sag bliver altså underligere og underligere.

6
Journalist -
23. januar kl. 13:52
Journalist
svarede Lone Bech [5]
Re: spændende - også i betragtning af geoteknisk undersøgelse 20

Jeg sidder netop nu og kigger på det her. Kontakt mig gerne fmh@ing.dk med telefonnummer, så vil jeg gerne ringe dig op. Mvh journalisten

5
23. januar kl. 13:48
spændende - også i betragtning af geoteknisk undersøgelse 2018:

4AP Geoteknik: jordbundsundersøgelser, stilet til  DGE. 22-01-2018, s 245 https://www.randers.dk/media/47369/090200-p19-4-17_del-1_komprimeret-was.pdf 

Der fremgik det ret klart at der var skred risici i jorddepotet. Undersøgelsen var stilet til det rådgivende firma DGE, som AP geoteknik så vel har været underleverandør for(?)

Og der stod en række anbefalinger. Bjerge af dokumenter på Randers Kommunes hjemmeside om DGE's undersøgelsesoplæg forinden mv. er påtrykt "møde 11-07-2017". Både kommune, region og tidligere ejere samt Region Midt  må have deltaget. Sidstnævnte spørger flere gange til formålet med undersøgelsen. Selve mødereferatet har jeg ikke lige kunnet hitte. Link dertil modtages gerne :-)

Diverse godkendelser, både fra kommune og region er givet efter AP Geotekniks undersøgelser forelå og efter det forudgående nævnte møde, der bla. omhandlede aftalen om netop de geotekniske undersøgelser af selve jorddepotet. 

Men kunne få det indtryk, at både myndigheder, rådgivere og tidl. ejere havde en geoteknisk dokumenteret viden om, at der var skredrisiko  inden videre-salget til Nordic Waste. Hvad vidste NW så selv inden handlen?

4
23. januar kl. 13:44
Re: Hvor var kommunen?

Der er jo to forskellige forhold:

  • forurening - hvilke stoffer indeholder den modtagne og deponerede jord, og for den sags skyld den cement-lignende stof som er brugt senest
  • stabilitet - hvilke åbenbare tegn på udskridning er ignoreret
    Specielt GEUS-oplysningerne er ugunstige her.
3
23. januar kl. 13:37
Re: Hvor var kommunen?

Undskyld, men det er altså virksomhedens eget ansvar at driftet foregår på en betryggende vis. 

Man kan i bagklogskabens lys godt klandrer kommunen for ikke at gribe ind, men at jorden f.eks. rykker sig inden på privat område, er ikke noget kommunen har forudsætninger for at kunne bedømme.  Og da de ikke har sanktionsmuligheder for sådan en type hændelser på privat område, så ville selv spørgsmål til virksomheden på et tidligere tidspunkt ikke have gjort en forskel.

Som flere har nævnt, så er det forkert en model, at samtlige 98 kommuner skal have ekspertise til at godkende og tilse miljøanlæg i denne størrelsesorden, hvorfor dette ansvar bør flyttes op på regions- eller landsplan.

2
23. januar kl. 13:22
Hvor var kommunen?

#»Men det er åbenlyst for alle, at de har overtrådt deres miljøtilladelse. De har ingen miljøtilladelse til at opbevare jord uden for deres grund,« siger Jesper Kaas Schmidt, der er kommunaldirektør i Randers Kommune, til Ingeniøren.#

Det er vel kommunen, der er den tilsynsførende myndighed og da man næppe kan påstå, at NW har arbejdet i det skjulte, må kommunen i det mindste have røde øren.

1
23. januar kl. 13:10
Klart nok

"De har ingen miljøtilladelse til at opbevare jord uden for deres grund"

De har vel overhovedet ingen ret til at bruge andre arealer til deres jord, godkendelser eller ej.