Når virksomheder antager en størrelse, hvor byer eller lande er helt eller delvist afhængige af deres succes og fortsatte drift, kan der opstå tvivl om, hvorvidt myndighederne altid varetager borgernes og flertallets interesser. Den tanke er ikke uvedkommende i forhold til medicinalkæmpen Novo Nordisk eller affaldsbehandlingsfirmaer som RGS Nordic eller Nordic Waste. Med skandalen om sidstnævnte er en diskussion opstået om, hvorvidt kommunerne er for små til at godkende og føre tilsyn med de specialiserede og tonstunge processer, som virksomheder af den art håndterer.
En række sager de senere år understøtter, at det kan være både fagligt og juridisk udfordrende for kommunerne at skulle holde øje med landets største virksomheder, som arbejder med omfangsrige eller komplekse miljøteknologiske processer.
For godt et år siden fortalte vi, at ikke alene omgik virksomheden RGS Nordic et forbud mod import af miljøfarligt affald – i form af millioner af liter forurenet olieholdigt spildevand, der blev delvist renset på selskabets renseanlæg syd for Skælskør. RGS Nordic havde i årevis med tilladelse fra Slagelse Kommune udledt spildevandet til Agersø Sund, hvilket ifølge forskere var ulovligt, fordi belastningen med en række stoffer i farvandet i forvejen lå over grænseværdierne.
Ministeren greb ind, men sagen blotlagde ifølge forskere, at afgørelser af så store og komplicerede miljøsager – altså om udledningen var i strid med EU-retten – ikke burde ligge hos en kommunal sagsbehandler, men hos Miljøstyrelsen.
Også det enorme vandforbrug hos Novo Nordisk til produktionen i Kalundborg har været i kikkerten. DTU Aqua konkluderede i 2019 i en vurdering af vandindvinding på 5 millioner kubikmeter årligt fra den vestsjællandske sø Tissø, at de naturlige fiskebestande i de åer, der løber fra søen til Storebælt, var »dårlige«.
Kalundborg Kommune afviste, at der var et problem – og gav ydermere tilladelse til at øge omfanget af vandindvinding. I efteråret afgjorde Miljø- og Fødevarenævnet dog, at kommunen skal genbesøge tilladelsen til vandindvinding, fordi den lider af væsentlige retlige mangler og er i strid med EU’s vandrammedirektiv. Blandt andet havde kommunen ikke udarbejdet en miljøkonsekvensrapport, hvilket er et krav.
Miljøgodkendelserne har også været i søgelyset i forbindelse med den omstridte sag om affaldsvirksomheden Nordic Waste. Ellen Margrethe Basse, der er professor emerita ved Aarhus Universitet og ekspert i miljøret, har i Dagbladet Information kaldt det en »klokkeklar fejl« og »fuldstændig grotesk«, at Randers Kommune ikke havde sat et loft over, hvor meget jord Nordic Waste måtte køre ind på matriklen.
Kommunen har blankt erkendt, at tilsynet med Nordic Waste ikke var godt nok. Konkret skulle der have været mere kontrol med, om jordbjerget var blevet for stejlt. Netop en af hovedårsagerne til, at det resulterede i et jordskred.
Allerede nu lyder et forslag, at Miljøstyrelsen skal overtage tilsynet med flere af landets store virksomheder. I disse politiske overvejelser bør medtages det forhold, at Miljøstyrelsen også flere gange har fået kritik for en for svag faglig indsats. I efteråret gav Rigsrevisionen og statsrevisorerne kras kritik af styrelsens manglende tilsyn med udledere af spildevand. Konsekvensen er, at »vandmiljøet, jorden og grundvandet kan være belastet unødigt«. Styrelsen er på vej med en række tiltag til effektivisering af spildevandstilsynet.
Kritikken er ikke enestående. Rigsrevisionen kritiserede i foråret 2023 Miljøministeriets og -styrelsens tilsyn med PFAS for at være sjusket og mangelfuldt, hvilket gik ud over drikkevand, overfladevand og spildevand.
Mellem 2013 og 2020 gav Miljøstyrelsen 12 ulovlige dispensationer til en række vandværker, der betød, at de måtte sende drikkevand med for høje koncentrationer af sprøjtegift ud i danskernes vandhaner. Miljøstyrelsen har endda undladt at reagere på gentagne udmeldinger fra EU-Kommissionen.
Siden 2019 har Miljøstyrelsen uddelt dispensationer til hele 17 ulovlige sprøjtegifte. Og tilbage i 2022 kritiserede statsrevisorerne ministeriet og styrelsen for manglende sikring af grundvandet mod pesticider.
Såfremt styrelsen skal overtage store og komplekse virksomheder fra medicinalbranchen eller affaldsvirksomheder, som håndterer de mest miljøkritiske fraktioner, er der altså brug for at sikre en opgradering af styrelsens faglige kapaciteter. Men måske vigtigere er der brug for at sikre kontrol og tilsyn, der ikke er underlagt politisk kontrol.
Danmark har ikke – som eksempelvis Sverige – en stærk tradition for reelt uafhængige og autonome tilsynsorganer, men efterhånden som klima- og miljøpolitik er blevet hyperpolitiseret, taler meget for, at vi skal overveje en indretning, hvor tilsyn hverken kan blive offer for kommunale særhensyn eller enhver siddende regerings sympatier eller mangel på samme. Tilsyn må aldrig være et spørgsmål om, hvorvidt Nordic Waste eller Landbrug & Fødevarer er i den anden ende af telefonrøret. hm/pbn
Illustration: Ingeniøren.
