Ukraine blev nærmest simultant med Ruslands angreb i februar 2022 udråbt til det ultimative laboratorium for moderne krigsteknologi. Her lidt over to år efter krigens udbrud har vi da også set, hvordan Himars-missilsystemer, droner og cyberkrigsførelse har haft afgørende effekt på slagmarken, men det store lys i mørket er den eksplosion af billig forbrugerelektronik, der med få tweaks forvandles til dødbringende våben.
Det har vist sig afgørende, at ukrainerne kan bygge enorme mængder droner og artilleri for små penge. En sværm af droner kan i visse sammenhænge være bedre end et gammelt F-16 på dansk efterbevilling, så at sige.
I Danmark har vi gang i en historisk og rettidig milliardinvestering i Forsvaret, og de store prestigeindkøb fylder meget i den fortælling. Det er værd at overveje, om den kurs skal korrigeres. Vi har eksempelvis bestemt, at amerikanske F-35 skal være hjertet i fremtidens luftvåben. Ud over dets evne til at gå under radaren er F-35 en supercomputer på vinger pakket med sensorer og radarsystemer med evne til at tale sammen med avancerede våbensystemer og eksempelvis fregatter. Lige nu flyver vores håndfuld F-35 dog rundt med gamle våbentyper, vi kender fra F-16.
De danske politikere har nemlig – modsat nabolande som Norge og Finland – besluttet ikke at købe nye angrebsmissiler og bomber til de nye fly. Dermed kan F-35 ikke udnytte sit fulde potentiale og gøre Danmark i stand til at leve op til Natos styrkemål. Flyene kunne i en fart udstyres med langtrækkende krydsermissiler som JASSM fra Lockheed Martin eller multifunktionsmissilet Joint Strike fra norske Kongsberg.
For at føje spot til skade, er produktionen af F-35 i øjeblikket sat på pause, da Lockheed Martin arbejder på en række opdateringer. Leveringen af nye fly forventes først genoptaget i tredje kvartal af 2024.
En lignende fadæse foregår på danske fregatter, hvor man enten ikke har bevæbnet dem med de rette missiler, eller hvor planlagte indkøb af langtrækkende missiler trækker ud i det uendelige. Spørgsmålet er, om vi i Danmark i højere grad bør foretage en række lynindkøb, der kan styrke det umiddelbare forsvar af især Østersøen i en situation, hvor vi frygter russisk aggression mod især de baltiske lande og måske endda Bornholm?
Nu er der nok ingen, der forestiller sig, at Danmark skal forsvares med hacket forbrugerelektronik, men især droner er i tiltagende grad en billigere og effektiv måde at forsvare og angribe på i luftrummet og til havs. Ukraine har stor succes med ubemandede både i Sortehavet, f.eks. Magura V5 eller Sea Baby. Dem kunne Danmark med fordel enten købe eller videreudvikle med kort aftræk i stedet for at vente på de nye patruljeskibe i Østersøen, der først leveres på den anden side af 2030.
Redaktøren af netmediet Olfi, Peter Ernstved Rasmussen, kunne forleden i en analyse konstatere, at »det vildeste, vi har at skyde med mod noget, der kommer fra luften, er håndvåben«. Karsten Marrup fra Forsvarsakademiet, chef for Center for Luftoperationer, måtte desværre give Ernstved ret. Det må siges at være lidet tilfredsstillende, al den stund at Danmark vil udgøre en afgørende Natofront ved et angreb fra øst.
Et lille land med lange kyststrækninger og en stor arktisk tilstedeværelse må og skal drage fordel af, at teknologiske landvindinger og virkelige erfaringer fra Ukraine viser, at man er nødt til at have et bredt klaviatur at spille på for at drille den russiske krigsmaskine. Danmark kan med fordel overveje, om ikke netop et droneforsvar af kritisk infrastruktur, lufthavne og særlige institutioner kombineret med strategisk placeret antiluftskyts er vejen at gå – tiden er ikke vores ven i dette krigsklima./pbn
Illustration: Ingeniøren.
