Mens debatten om universiteternes rolle i klimakrisen langt fra er afgjort, vil vi i dette korte indlæg fokusere vores opmærksomhed på de universiteter, der har en mere teknisk orientering. Ofte bliver tekniske universiteter betragtet som mere instrumentelle steder for vidensproduktion - måske de fjerneste fra de Humboldtske idealer om dannelse, da de søger at skabe en uddannelsesmæssig niche, hvor relevansen og forbindelsen til arbejdsmarkedet er helt klar.
Men som to akademikere placeret på et teknisk universitet, er vores klare opfattelse, at vores studerende, samfundets kommende ledere, skabere, reparatører og problemløsere, selv befinder sig milevidt fra den instrumentale forestilling, der ofte følger med deres karriereveje og med forventningerne til dem.
Tag for eksempel en nylig klimaundersøgelse blandt studerende udarbejdet af RESET -magasinet ved IT-Universitetet i København. Når de studerende i undersøgelsen blev spurgt til teknologiens rolle i fremmelsen af den grønne omstilling, gav kun en lille minoritet af respondenterne udtryk for den opfattelse, at teknologiske løsninger er tilstrækkelige til at afværge de værste konsekvenser af klimakrisen.
Brug for politiske indgreb
Denne lille indsigt er værd at dvæle ved. Det er både bemærkelsesværdigt og håbefuldt, at et tilsyneladende flertal af de studenterende på et teknisk universitet anerkender behovet for strukturelle-politiske indgreb, på trods af den retorik om teknologisk løsningsorientering, der præger både universitetet og det politiske
landskab. For os er dette et klart tegn på, at universitetssektoren har en af nøglerne til at realisere vores håb for fremtiden, da universitetet netop er med til at forme den næste generation af omsorgsfulde borgere.
Klimakrisen er altså uadskillelig fra universitetslivet. Det gælder ikke kun universiteternes produktion af fremragende klimaforskning. Lige så vigtig er den rolle, universiteter påtager sig som uddannelsesinstitutioner og ledere. Den ovennævnte undersøgelse på ITU viste også, at 90 procent af de studerende ønsker mere klimarelateret indhold på pensum. På ITU har vi udviklet ministerielt pålagte ‘grønne kompetencer’ eller 'klimafærdigheder', som de studerende udvikler i løbet af deres uddannelse.
Men at udvikle reelt ambitiøse, banebrydende kurser designet til at hjælpe den næste generation med at løse de multidimensionelle, komplekse problemer, vi har efterladt dem, kræver mere end de formelle grønne kompetenceprofiler. Det kræver bl.a. et seriøst engagement i tværfaglige uddannelsesformater på bachelor- og kandidatniveau.
Mere handling
En tredje indsigt fra undersøgelsen vedrører universitetsledelsens rolle som klimaledere. De ITU-studerende råber utvetydigt på mere og tydeligere organisatorisk ledelse. Selv om mange universiteter har fastsat ambitiøse mål for emissionsreduktioner og er i gang med implementeringen deraf, sakker vores institution bagud. Hvad angår de faktiske årsager til dette, kan vi kun spekulere.
En faktor kan være en mere generel blind vinkel på tekniske institutioner. Deres selvforståelse som 'problemløsere' gør dem mindre opmærksomme på,
hvordan de aktivt bidrager som samfundsaktører. IT-branchen hævder, at data, maskinlæring og kunstig intelligens har potentiale til at revolutionere klimaindsatsen, og det på en måde der vil være skånsom for samfundet. Eller med andre ord: vi vil kunne fortsætte som hidtil.
Dette løsningsorienterede narrativ kommer, på samme måde som det er tilfældet for den nuværende regering, til at stå i vejen for mere ambitiøs klimahandling. Og det gælder også universitetet: der er en tydelig blind vinkel, når det kommer til at tage ansvar for universitetets egne klimapåvirkninger – hvad enten det angår fraværet af politikker på specifikke områder, såsom rejser, eller handleplaner og mål for f.eks. bygningsdriftens udledninger.
Radikal forandring
Der er små strategiske rystelser i visse retninger. Men processerne er domineret af fodslæben og træghed. Som klimaforskningen indikerer, er 'klima-udskydelse' blevet en veludviklet kunstform (se f.eks. Lamb et al. 2020). Det er ikke, fordi lederne er uenige i behovet for klimastrategier, -mål og -handling, men uanset hvilke institutionelle former der overvejes for at gennemføre disse handlinger, drukner de i en hvirvelvind af bureaukratiske instrumenter, der i alt væsentligt fortsætter med at udskyde det hårde arbejde ud i fremtiden.
Universiteterne bærer en enorm ansvarsbyrde for vores fremtid. Som centrale samfundsinstitutioner fungerer de som en slags gateway, hvor studerende forvandles til morgendagens arbejdstagere, ledere og omsorgspersoner. Dette er afgørende for os: en forståelse af universitetet som et sted for (radikal) forandring, på trods af dets neoliberale tendenser. I en mere klassisk forstand er universitetet et sted for dannelse eller kultivering: ikke blot et sted, hvor undervisning og læring finder sted, men et sted, hvor helstøbte borgere formes.
Vi har brug for studerende, der kan designe, lede, optimere, handle og ja, måske endda løse klimakrisen. Men klimakrisen er et vildt problem, sammensat af svært
gennemskuelige effekter og sammenfiltret med hele vores socioøkonomiske system. At producere studerende som redskaber for en teknisk løsningsorientering er simpelthen ikke tilstrækkeligt. Vi har brug for studerende med en dybere forståelse for problemstillingen, og vi har brug for en ledelse, der tør se sine studerende og medarbejdere i øjnene og påtage sig et samfundsansvar.
Vil du bidrage til debatten med et synspunkt? Så skriv til vores debatredaktion på debat@ing.dk
