Jorden har kurs mod en temperaturstigning på knap tre grader, vi er på vej til at sætte rekord i år med udledningen af klimagasser – dog med mulighed for, at det vil falde i årene fremover – produktionen af kul stiger frem til 2030, mens olie og gasproduktionen stiger helt frem til 2050. 41 ud af 42 sektorer er langtfra at nå FN’s 2030-klimamål om at begrænse den globale opvarmning med 1,5 grader. Kun i forhold til salget af elbiler og ellastbiler er vi på rette kurs. Med andre ord: Vi er på afveje. Vores politiske ledere afholder COP28 med begravelsesmusik som underlægning.
I 2023 har vi oplevet voldsomme vejrfænomener kloden rundt med storm, tørke og oversvømmelse, som alle naturvidenskabeligt kan relateres til klimaforandringer. Bagtæppet bag årets COP i Dubai står tydeligere end nogensinde: Menneskehedens belastning af kloden, især med vores forbrug af kul, olie og gas, men også et voksende kødforbrug, hænger ikke sammen med klimamålene og skal sænkes markant. Det fossile forbrug skal helt elimineres.
Alligevel er der foreløbig ikke de helt store resultater af årets COP, som fortsætter ind i uge 50. USA, Sverige, Storbritannien og 19 andre lande har underskrevet en erklæring om at tredoble produktionen af atomkraft inden 2050. Verdens lande er også blevet enige om rammen for en tab- og skadefond, som skal hjælpe fattige lande, der rammes af klimaforandringerne, med kompensation. USA lover at ville arbejde på at nedlægge alle kulkraftværker senest i 2035, og 117 lande har indgået en aftale om at tredoble den globale kapacitet af vedvarende energi inden 2030.
Det hører til sjældenhederne, at verdens politiske ledere bliver enige om et slutdokument på klimatopmøderne, der for alvor sikrer en udvikling mod en bæredygtig klode. Parisaftalen står som en af de stærkeste aftaler, men også Riodeklarationen fra 1992 og Kyotoprotokollen fra 1997, der fastlagde et mål for CO2-udledning fra de industrialiserede lande, huskes af mange.
Det forhold fører naturligt til diskussioner om, hvorvidt vi skal fortsætte COP-møderne, som huser knap 100.000 deltagere. Det er åbenlyst, at industrien og den fossile branche er stærkt repræsenteret på topmødet. 2.400 mennesker, som i en eller anden form repræsenterer kul-, olie- og gasindustrien, er registreret som deltagere på COP28. En stærk stigning siden COP26 i Glasgow, hvor 500 kom fra den fossile sektor.
Men COP’erne er mere og andet end at aftale målsætninger. Det er også her, man bl.a. aftaler, hvordan udviklingen skal måles, og mødes om måleresultater af udviklingen på forskellige klimaindikatorer. Og ser man på de globale aftaler, der er mulighed for at lande, er det svært at forestille sig at få så mange klimaskeptiske lande med, hvis der ikke var et internationalt forum.
Det ændrer ikke på, at det i høj grad er uden for COP-regi, at der sker fremdrift i klimaindsatsen. Men ofte med COP som afsæt. På internationalt plan kan nævnes World Economic Forum. Og endelig er samarbejdet mellem det private erhvervsliv og institutionelle investorer et lyspunkt i det fossile mørke. Selv om det for nylig kom frem, at 16 danske pensionskasser har investeret næsten 25 milliarder kroner i fossile selskaber, så meldte nordiske og britiske pensionskasser for to år siden, at man ville investere 130 milliarder dollars – cirka 835 milliarder kroner – i den grønne omstilling frem mod 2030.
Det store åbne spørgsmål er, hvor verdens ledere skulle mødes for at diskutere, investere og samarbejde om klimaindsatsen, hvis ikke vi havde COP-møderne. Man kunne i den grad ønske sig en supranational konstruktion med mere vægt og tyngde til at flytte de tunge spillere som Kina, Indien og USA.
Præsident Biden har under hjemlige himmelstrøg vist, at politik stadig batter, når det gælder at rykke klimaindsats, industri og kritisk infrastruktur med klimaoven Inflation Reduction Act. Det er i høj grad sket med gulerodsmetoden. Hvis COP-topmøderne ikke i længden skal spille sig af banen, så kræver det, at især bindende mekanismer for de enkelte landes CO2-nedbringelser kommer på bordet – stok eller gulerod – hvad end der nu virker. Også selvom Danmarks globale klimaminister Dan Jørgensen (S) ikke kan huske et klimatopmøde, »der er startet så positivt«./pbn/hm
Illustration: Ingeniøren.
