Denne blog er skrevet på vej til Dubai, hvor jeg de næste to uger deltager i FN’s årlige klimakonference, COP28. Det handler om de måske to vigtigste emner om langt større CO2 reduktioner og øget klimafinansiering til de fattige lande. Det særlige denne gang er, at COP28 skal gøre status på den globale klimaindsats, som den ser ud nu, otte år efter Parisaftalen og halvvejs mod år 2030 - det såkaldte Global Stocktake.
På otte år er det lykkedes at få udledningerne ned med blot to procent. Det viser FN’s Emission Gap Report. For at verden holder temperaturstigningen siden industrialiseringen under 1.5°C, skal udledningerne reduceres med yderligere 42 procent inden 2030, udover de vedtagne klimaplaner i verdens lande.
Hans Peter Dejgaard deltog i COP15 i 2009, og har siden COP21 i 2015 i Paris deltaget i de årlige COPs. COP er forkortelsen for ’Conference of the Parties’, som er det øverste beslutningsorgan og blev etableret med klimakonventionen i 1992. Han er medforfatter og har forestået mange af beregningerne til denne Oxfam International-rapport: ”Climate Finance Shadow Report 2023: Assessing the delivery of the $100 billion commitment (juni 2023)
IDA Global Development arrangerer den 19. december kl. 17.00 et møde, hvor hjemvendte fra COP28 fortæller om forhandlingerne. Tilmelding HER.
Temperaturstigningen skyldes som bekendt det højere atmosfæriske indhold af CO2. Før industrialiseringen, i år 1850, var CO2-koncentrationen i atmosfæren 280 ppm (parts per million), og koncentrationen var i 2022 steget til 417 ppm. Prognoserne fra FN’s miljøorganisation, UNEP, peger lige nu mod en temperaturstigning på mellem 2,5 og 2,9 grader i slutningen af dette århundrede - vel at mærke under forudsætning af at alle landene opfylder nationale reduktionsmål i deres klimaplaner. I FN-forhandlingerne kaldes det NDC for Nationally Determinated Contributions, som f.eks. Danmarks 70% mål.
Det haster at reducere olie og gas
Det allervigtigste først: Skal de fossile brændsler ud eller blive? På COP26 i Glasgow lykkedes det endelig at få skrevet ind i den endelige tekst, at kul skal »nedtrappes«. Denne gang vil det være en sejr, hvis COP28 vedtager at nedtrappe brugen af olie og gas. Tænk sig, at den vedtagelse aldrig er blevet indgået tidligere. I Dubai kæmper EU – herunder Danmark – for at alle fossile brændsler helt skal »udfases,« og at brugen af dem skal toppe i dette årti.
Det er de Forenede Arabiske Emirater, der er værter for COP28, og formanden for COP28, emiratiske Dr. Sultan Al Jaber, har bedt vores minister for global klimapolitik, Dan Jørgensen, om sammen med hans sydafrikanske ministerkollega, Barbara Creecy, at facilitere COP28’s vigtigste forhandlingsspor med det Globale Stocktake. Vi kan være stolte over, at Danmark har fået den rolle, og man kan roligt gå ud fra, at embedsmændene omkring Dan Jørgensen får travlt.
Hvem tager regningen: Tab og Skader-fonden
For udviklingslandene bliver finansiering en topprioritet, som kan opdeles i henholdsvis en klimatilpasningsdel og i ’Tab og Skader’-fonden (The Loss and Damage fund på engelsk). Først om det sidste.
For næsten et år siden vedtog COP27 i Ægypten at oprette en fond til at svare på behovet for at kompensere for tab og skader fra klimaforandringernes hærgen i ’særligt sårbare udviklingslande’. Siden har Danmark siddet med i en forberedende komite, som fremlægger et konkret forslag om fondens struktur til COP28 i Dubai. På det sidste møde gav udviklingslandene sig, så fondens første fire år bliver under Verdensbankens vinger som ønsket af EU og USA.
Det er svært at se, hvordan denne fond kan fyldes op med tilstrækkelige midler til de mange erstatninger. Denne gang går det ikke, at de snuppes fra ulandsbistanden, som det primært er sket for at nå løftet fra COP15 i København i 2009 om at afsætte 100 milliarder dollars årligt. Der må andre kilder til den nye ’Tab og Skader’-fond.
Midlerne kan rejses gennem eksempelvis afgifter på flyrejser og skibstransport, og fra at beskatte firmaer indenfor det fossile (kul, olie og gas). Det er en topprioritet hos de ca. 1.900 NGOer (civilsamfundsorganisationer), der er organiseret i Climate Action Network (CAN), hvor der blandt de meget aktive kan nævnes Folkekirkens Nødhjælp, CARE og Oxfam Danmark.
Det bliver spændende, hvad de fattige lande får med hjem denne gang. De har næsten ikke bidraget til de historiske udslip, men rammes i højeste grad af konsekvenserne. Derudover er de ikke som Danmark forsikret, hvor senest Naturskaderådet er i gang med at udbetale over en milliard kr. i erstatning for skader forårsaget af oversvømmelserne fornylig.
Klimatilpasning i fattige lande
En ny rapport fra OECD viser et samlet overslag på 89 mia. dollars i 2021 i samlet klimabistand, hvilket vil sige, at der mangler 11 mia. i at nå løftet fra Bella Centret om 100 milliarder dollars årligt fra år 2020. Som det ses af figuren nedenfor, har stigningstakten været faldende de senere år.
Illustration: OECD.
De rige lande fandt endog store beløb til Covid19 og Ukraine-krigen. Hvor stor er villigheden til at gøre det samme for klimatilpasning og ’Tab og Skader’-fonden? Det vil jeg sidde på de bageste stolerækker og høre nøje efter i de store air-conditionerede mødesale i Dubai. Nu ser jeg frem til to ugers konference i Dubai. I de kommende blogs skriver mine kollegaer fra IDA, som også deltager.
