LEDER Nogen må stoppe uddannelsesministeren, inden hun dræber flere ingeniøruddannelser
Danmark halter efter, når det gælder om at automatisere arbejdet i vores fremstillingsindustri. Selv om robotter styrker både produktivitet og vækst i virksomhederne, afslører en ny rapport fra Det Økonomiske Råd, at vores ellers så stolte robotnation lander på en 12. plads - bag både Sverige og Slovenien - når man ser på forholdet mellem industrirobotter og beskæftigede i sektoren. Og modsat andre lande er stigningen i investeringer i robotter gået i stå her til lands.
Den sjette rapport fra FN’s Klimapanel er netop landet med endnu en klar advarsel: Hvis ikke der handles nu, ender vi med en meget dyr klimakrise. Samtidig melder både danske virksomheder og universiteter om mangel på de hoveder, der skal udvikle og producere de teknologiske løsninger, som en stor del af den danske klimaindsats hviler på.
Dygtige teknologikompetencer er også hvad både virksomheder og offentlige institutioner mangler for at følge med i den digitale transformation, hvor Danmark har store ambitioner om at være med i forreste felt.
Med det bagtæppe skulle man tro, at uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) fandt champagneflaskerne frem, når Danmarks største producent af teknologi-kompetencer, DTU, beder om lov til at åbne en ny uddannelse. Endog inden for computer engineering med plads til i første omgang 30 studerende årligt, der specialiseres i at designe de cutting edge-computerchip, som er en helt uundværligt ingrediens i elektrificeringen af vores samfund og ikke mindst i udviklingen af kunstig intelligens til blandt andet at sikre sammenhæng i vores energisystem.
Men ministeren lader ikke champagnepropperne springe. For en ny uddannelse i Kongens København går jo helt imod ånden i den beslutning, et politiske flertal to år siden tog om, at der skal flyttes uddannelser til provinsen. Så i stedet finder hun kuglerammen frem og svarer DTU, at hvis de har ønske om at uddanne en ny type ingeniører, som både virksomheder og samfund har stærkt brug for på Campus i Lyngby, ja så må DTU lukke nogle andre ingeniøruddannelser på samme sted.
Og når nu ministeren har DTUs opmærksomhed, stiller hun da lige en ekstra betingelse: Den plan, som DTU allerede har fremlagt til opfyldelse af den politisk besluttede uddannelsesplan med krav om nedlukning af 10 procent af uddannelser placeret i hovedstaden, skal nu fremrykkes, så målet nås før 2030, hvor DTU ellers har planer om at stå klar med en række uddannelser i Roskilde og flere andre provinsbyer til at samle op på de tvangslukkede pladser.
Resultatet er nu, at DTU - for at gøre ministeren og hendes embedsmænd tilfredse - varsler lukning af 180 studiepladser i Lyngby allerede i 2025. Lukningen rammer diplomingeniøruddannelser i byggeri og infrastruktur, elektroteknologi og produktion - uddannelser, som er essentielle for hhv. den grønne omstilling og danske virksomheders konkurrenceevne. Og der er tale diplomingeniøruddannelser, der ellers læner sig op af regeringens planer om at få flere kort-varige uddannelser på universiteterne, så kandidaterne kommer hurtigere i spil i erhvervslivet.
Ministerens kuglerammemetode resulterer nu i, at Danmark om fem år nok er blevet 30 færdiguddannede kandidater i computer engineering rigere, men til gengæld er vi blevet 180 ingeniørkandidater med ekspertise i byggeri, produktion og elektroteknologi fattigere - og ser vi frem mod 2030, ville de tvangslukkede 3½-årige diplomingeniøruddannelser have fået flere hold igennem, hvormed det er flere hundrede potentielle ingeniører, der nu ikke udklækkes.
DTU kommer til at skrue op for antallet af uddannelser uden for København fra 2030, hvor de bliver klar i Roskilde og flere andre provinsbyer, og hvis vi er heldige, så vil de studerende følge med, så hullet kan lukkes på sigt. Men det er her og nu og i de kommende år, vi får ekstra travlt med at indhente det forsømte i den grønne omstilling hvis vores 2030-klimamål skal nås. Og med den hast den teknologiske udvikling har, har danske virksomheder ikke råd til at tabe yderligere terræn i produktionen.
At uddannelsesministeren er villig til at sætte både grøn omstilling og Danmarks konkurrenceevne på spil for at speede en i forvejen tudetosset politisk tvangslukning af både nødvendige og søgte uddannelser i Hovedstaden op, før et tilsvarende antal uddannelsespladser er sikret i provinsen, må enten bero på manglende evner med kuglerammen, misforstået opgaveløsning eller foragt fra regeringens egen erklærede prioritering af den grønne omstilling.
Uanset hvad ministerens vildfarelse skyldes, bør nogen fra regeringstoppen hjælpe hende med at få prioriteterne på plads. trb/hm
