Statsministeren beder om vores tillid, men vil se os alle efter i kortene
Grunden til at demokrati er så forbandet god en idé er, at magtens tre grundsøjler skal holde hinanden i skak. Og til at hjælpe disse med at gennemlyse magtudøvelsen agerer pressen kritisk voyeur til fordel for borgerne. Ultimativt set skal alt dette forhindre magtmisbrug og despoti. Men en ting er teori, noget andet er skinbarlig virkelighed.
SVM-regeringen har blottet sine tanker om kontrol og magt. EU-kommissionens såkaldte chatkontrol-forslag, også kendt som CSAM, fik i sidste uge støtte fra Mette Frederiksen & Co. Kort fortalt går forslaget ud på at pålægge teleudbydere, sociale medier og beskedapps at scanne alle beskeder, emails, opkald og billeder på brugernes devices og telefoner for at tjekke for børnemisbrugsmateriale og dermed fange flere bagmænd. Et yderst sympatisk mål med et meget stort udemokratisk MEN.
Cybereksperter og kryptografer siger enstemmigt, at man ikke kan scanne lokalt på brugernes enheder for dette materiale, medmindre man bryder krypteringen og samtidig skaber et sikkerhedshul, hvor alt på telefonen er tilgængeligt for konstant overvågning. Og dermed siger vi helt farvel til privatlivet, lyder det fra fagkundskaben.
Kommissionen og regeringen foreslår altså at overvåge al vores digitale kommunikation for “en sikkerheds skyld”. Argumentet bliver, at fordi en promille af borgerne har kriminelle og ubehagelige tilbøjeligheder, så er vi nødt til at kigge alle efter i kortene hele tiden. Det er definitionen på masseovervågning og at skyde gråspurve med kanoner.
Det er svært at lytte til især statsministerens besyngelser af »dejlige, lille Danmark« uden hun altid fremhæver tillid som et helt særligt dansk grundstof. I sin afslutningstale i Folketinget på kanten af sommerferien sagde Frederiksen blandt andet, at Big Techs »kyniske forretningsmodeller« er designet til indfange »ungdommen ind i en grænseløs verden af hurtige videoer, billeder og klik«.
Unge bliver ifølge statsministeren påvirket »af algoritmer, som ingen af os kan gennemskue. Tech-giganterne tager jeres tid. De tager jeres data«. Signalet var klart: Vi kan ikke have tillid til Big Tech.
Nu vil regeringen så pålægge de selvsamme tech-virksomheder og teleudbydere at forestå netop overvågning af borgernes samlede digitale kommunikation. Ja, vi taler en form for udliciteret efterretningsvirksomhed. Hvordan hænger det sammen? Det ligner mere en de facto lovliggørelse og kynisk udnyttelse af netop de overvågningskapaciteter, som regeringen kritiserer Big Tech for at kapitalisere på. Og da justitsministeren var til møde i Europa-udvalget forleden, var han nærmest ude i en tilståelsessag: »Hovedpointen her er jo, at de her udbydere, hvor en række ordførere sidder og er meget fortørnede over, at de følger med og at det er et indgreb i meddelelseshemmeligheden. Jeg er ked af at afsløre det, men det gør de i forvejen. De følger jo med i alt hvad der bliver skrevet og ikke mindst SAGT, når man har de her platforme.«
Regeringens nye bandepakke sender heller ikke noget signal om tillid. Men til gengæld samme signal som skiftende regeringer har sendt gennem godt 20 år. Mere “tough-on-crime” retorik og flere grænseoverskridende teknologiske og privatlivsinvaderende midler til politiet. Pakken rummer flere hemmelige ransagninger, mere hemmelig aflytning, mere dekryptering af private beskedtjenester og udlevering af fortrolige oplysninger om myndige borgere til nære relationer.
Når politiet har en mistanke om, at en specifik borger deler børnemisbrugsmateriale er der allerede adskillige muligheder for at bryde ind i borgeres digitale devices, og politiet kan også beslaglægge smartphones og computere med det formål at dekryptere enhederne.
Går vi videre til vores efterretningstjenester, så foreligger der allerede en lang række stærkt indgribende internationale spionsamarbejder og muligheder for at få udleveret data fra techselskaber, som burde give politiet og de særlige tjenester gode muligheder for at fange kriminelle i snart sagt alle kategorier.
Tillid er noget, som regeringen kræver fra danskerne. Det var tilfældet i en svært underbelyst FE-skandale. Det er tilfældet i Samsam-sagen. Og det var tilfældet i den såkaldte minksag, hvor Mette Frederiksens sms’er var blevet slettet. »Jeg er landets statsminister, og jeg har ikke brug for at dække over noget. Stol på mig«, sagde Frederiksen dengang.
Men tillid er ikke nok, når det handler om borgerne, og derfor aner man også at chatkontrol-forslaget handler om andet og mere end blot børnemisbrug og deling af billeder på nettet. Det handler om mangel på politisk fantasi og forståelse for de grundpiller, som demokratiet står på. Det handler om en regering, der ikke interesserer sig for årsagerne til kriminalitet eller forstår, at uden privatliv eksisterer frihed ikke.
Regeringen interesserer sig for hurtige likes og hårde one-liners, og justitsminister Peter Hummelgaard (S) fik da lige tilføjet, at regeringen skam støtter, at chatkontrol-forslaget skal respektere EU’s charter for grundlæggende rettigheder, mens Ministerrådets jurister for længst advaret, at CSAM-forslaget er i direkte konflikt med selvsamme rettigheder, fordi du ikke kan lave den ønskede scanning uden at få adgang til alt privat.
Tillid er godt, men kontrol er bedre, ikke sandt? Vi må håbe, at CSAM-forslaget bliver stoppet af mere demokratisk-sindede politikere i Europa, hvilket der heldigvis er gode muligheder for. Regeringens frihedskompas er grundforvirret./pbn
Lyt Transformator i denne uge, hvor vi går i dybden med CSAM-problematikken.
Illustration: Ingeniøren.
