Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Motorbloggen mødte to elbiler fra Toyota, der var på besøg i Danmark

6. marts kl. 12:3829
Toyota elbil
Illustration: Bjørn Godske.
Artiklen er ældre end 30 dage

Under store lagner havde Toyota gemt to elbiler. Eller rettere sagt, så havde selskabet gemt mockups af, hvordan to kommende Toyota-elbiler kunne komme til at se ud.

De to modeller var blevet fragtet til Søborg, uden for København, og den samlede danske bilpresse fik mulighed for at se dem tæt på.

Men der var nix-pille og ingen mulighed for at sætte sig ind bag rattet. Det havde nok ikke betydet det store, for der var sandsynligvis ikke noget rat, sæder eller instrumenter installeret.

Så hvorfor er det en nyhed, som Motorbloggen bevæger sig ud til? Jo, kort fortalt har vi gennem årene været kritiske over for Toyota og brokket os over, at en så stor bilproducent ikke kom ind i kampen, når det gjaldt elbiler.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den eneste regulære elbil til almindelige mennesker hedder BZ4X og er en halvstor SUV. Bilen har fået fin omtale blandt biljournalister med hensyn til komfort og køreegenskaber, men virkelig ringe omtale for en rækkevidde, der er langt under normalen for biler i den størrelse og prisklasse.

Her skal det bemærkes, at Toyota selv kalder alle deres biler med en indbygget elmotor for ‘elektrificeret’ - det gælder både hybrid, pluginhybrid og rene elbiler. Derfor fik vi også at vide, at Toyotas salg i Danmark sidste år bestod af 66 procent ‘elektrificerede biler’.

På samme måde kørte selskabet for nogle år siden en intensiv international kampagne, hvor deres hybridbiler blev kaldt ‘selvopladende’ og med slagord som 'løber aldrig tør for strøm' og 'ubegrænset rækkevidde'.

Toyota er også flere steder i verden blevet beskyldt for at lobbye mod strammere klimalovgivning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hver gang jeg har skrevet om Toyota og deres mangel på elbiler, har jeg fået en venlig mail fra den danske pressechef Anders Tystrup, som i et klart og tydeligt sprog fortæller, at Toyota følger en ‘multiteknologisk strategi, som handler om, at der skal et samspil af flere forskellige teknologier til for at reducere CO2 hurtigst muligt på mest optimal vis.’

Direktør: Elbiler vil være i mindretal

Mere kontant lyder det fra bestyrelsesformand og tidligere administrerende direktør Akio Toyoda, der mener, at elbiler på verdensplan kun vil komme til at udgøre 30 procent af den samlede bilpark. Resten vil være hybridbiler, brintbrændselscellebiler og traditionelle biler med forbrændingsmotor.

Akio Toyodas argument er, at en milliard mennesker i verden lever uden elektricitet, og derfor er de begrænsede i deres valg. I det hele taget mener han, at beslutningen om hvilke biler der skal sælges, burde være styret af kunder snarere end lovgivningsmæssige eller politiske overvejelser.

Det skal her understreges, at Toyota langt fra er den eneste bilproducent, som har argumenteret og lobbyet mod en omstilling af bilproduktionen fra fossile brændsler til alternativer.

Den tyske bilindustri, med Daimler og BMW i spidsen, har brugt store summer på lobbyarbejde i EU for at stoppe og forhale tiltag, der skulle begrænse bilers klimapåvirkning.

Men så står vi alligevel her i Toyotas danske hovedkvarter og kigger på to kommende elbiler fra Toyota. Bilerne er en del af strategien om, at der i 2025 skal rulle 600.000 elektriske Toyotaer ud fra forhandlerne og 3,5 millioner i 2030.

Derfor skal der nu bygges elbils- og batterifabrikker, blandt andet i USA og udvikles nye batterityper.

Der var ikke teknikere til stede ved arrangementet i Søborg, som kunne gå i detaljer med batteriteknologien, men forventningen er, at Toyota i 2026 har et nyt batteri klar, som kan klare 800 kilometer på en opladning, oplade 10-80 procent på 20 minutter og med en prisreduktion på 20 procent sammenlignet med i dag.

I 2027 skulle der så komme et nyt, mere ‘folkeligt’ LFP-batteri med en ‘bipolær’ struktur, der vil være 40 procent billigere end i dag, men stadig give 20 procent længere rækkevidde.

Det tredje batteri kommer i 2027-2028 og er ekstra højtydende, hvilket kan give en rækkevidde på 1.000 kilometer.

2027-2028 bliver også året, hvor de første solid-state-batterier vil se dagens lys fra Toyota. Det bliver dog først i små serier. I 2030 skal der være masseproduktion.

Toyota er også i gang med at tage nye produktionsteknologier i brug, blandt andet deres egenudviklede gigacast til produktion af store strukturelle elementer.

Udviklet med kinesiske BYD

Men nu til de nye elbiler fra Toyota, der endelig fik trukket lagnet af (de nysgerrige har måske allerede gættet, at det var de samme biler, som Toyota præsenterede internationalt i december måned).

Den første hedder Sport Crossover Concept og er både lav og strømlinet. Bilen er udviklet sammen med kinesiske BYD.

Sport Crossover Concept kommer sandsynligvis på markedet i Europa i 2025. 
Illustration: Bjørn Godske.

Der er virkelig gjort noget ud af det ydre design, og hvis pladsen indvendigt er så rummelig, som Toyota påstår, så er det meget positivt. Jeg er vild med designet.

Bilen skulle blive næsten, som vi så den i Søborg, når den går i produktion og sættes til salg i Europa i 2025.

Anden model hedder Urban SUV Concept og er en kompakt SUV.

Den lidt mindre Urban SUV Concept skal være klar i 2026 og ser ud til at passe godt ind i de europæiske købers tørst efter små SUV'er.
Illustration: Bjørn Godske.

Hov, tænker man straks, er det ikke en Suzuki EVX? Alle mål passer og bortset fra lygterne, så ligner den på en prik.

Nå, men Toyota siger, at det er den mest populære bilklasse i Europa, og derfor skal selskabet være til stede med en elektrisk version i 2026. Den vil både kunne fås med forhjuls- og firehjulstræk og med to forskellige batteristørrelser.

Jeg synes, at begge biler ser godt ud, og hvis de bliver bare nogenlunde i den produktionsklare version, og hvis prisen ser fornuftig ud, så bliver det en sællert.

Mit umiddelbare bud er, at det bliver Urban SUV’en, som kommer til at trække de store salgstal. Men prisen skal ned under 300.000 kroner - ellers bliver det kineserne, som løber med omsætningen.

Samtidig er det positivt, at Toyota langt om længe har indset, at rene elbiler er vejen frem, og at Europa er et vigtigt marked.

29 kommentarer.  Hop til debatten

Tophistorier

Debatten
Vær med til at skabe en god debat ved at følge vores debatregler.

For at deltage i debatten skal du have en profil med adgang til at læse artiklen. eller opret en bruger.
settingsDebatvisning
29
11. marts kl. 15:47
Re: Det er faktuelt forkert at Toyota ikke har elbiler...

Godt at vide at der er en særlig dansk definition af EV'er. 

Spændende at Honda's PFCEV så dermed bliver en EV.

28
11. marts kl. 04:08
Re: Det er faktuelt forkert at Toyota ikke har elbiler...

Bilindustrien og stort set alle andre definerer det som "et køretøj som fremdrives af en eller flere elektriske motorer, som kan forsynes fra et eksternt system, batterier eller el produceret i/på køretøjet af en generator eller brændselscelle" og inkluderer dermed BEV, FCEV, xHEV.

Det lyder som en oversættelse af den første linje af den engelske wikipedia artikel om elektriske køretøjer. Hvis du i stedet tjekker artiklen om elektriske biler (på dansk elbil) så lyder den sådan her:

An electric car or electric vehicle (EV) is a passenger automobile that is propelled by an electric traction motor, using only energy stored in on-board batteries.

... The term "electric car" normally refers to plug-in electric vehicle, typically a battery electric vehicle (BEV), but broadly may also include plug-in hybrid electric vehicle (PHEV), range-extended electric vehicle (REEV) and fuel cell electric vehicle (FCEV).

https://en.wikipedia.org/wiki/Electric_car

På dansk er betegnelsen "elbil" altid lig med en bil der benytter batterier og kan ikke forveksles med hverken hybridbil eller brintbil. Betegnelsen "elektrisk køretøj" benyttes dog nogle gange i en bredere kontekst, eksempelvis i lovgivningen om ladestandere, hvor det inkluder plugin hybridbiler men ikke brintbiler.

Citat fra ladestanderbekendtgørelsen:

§2 5) Elektrisk køretøj: Et motorkøretøj, der er udstyret med et drivaggregat, der indeholder mindst én elektrisk maskine som energiomformer med et elektrisk genopladeligt energilagringssystem, der kan genoplades eksternt.

27
10. marts kl. 16:53
Re: Det er faktuelt forkert at Toyota ikke har elbiler...

@ Henrik Hansen Lev du videre med din egen definition af hvad en EV er.
Bilindustrien og stort set alle andre definerer det som "et køretøj som fremdrives af en eller flere elektriske motorer, som kan forsynes fra et eksternt system, batterier eller el produceret i/på køretøjet af en generator eller brændselscelle" og inkluderer dermed BEV, FCEV, xHEV.
 

26
8. marts kl. 14:38
Re: Det er faktuelt forkert at Toyota ikke har elbiler...

Uanset hvad du hælder på af gas så indgår der ikke et eneste gram af den til fremdrift. En brintbil er en elbil med en strømproducerende brændselscelle der bruger brint, strømmen går enten til motoren eller til et batteri. 

25
8. marts kl. 11:02
Re: Det er faktuelt forkert at Toyota ikke har elbiler...

...en bil med brændselscelle er teknisk set en elbil.

Nej, det er den ikke mere, end en hybrid-bil med en seriel dieselmotor er en elbil (tip: det er den ikke).

Hvis brændselscellen drives af Brint er det en Brintbil, drives den af "anden gas" er det en "anden gas bil".

Typen af bil defineres efter hvad du stopper på den, ikke hvad type motor der driver hjulene.

24
7. marts kl. 17:21
Re: Toyotas propaganda

vigende elbilsmarked

Skal vi ikke lige være enige om, at "vigende" ikke er det samme som "kraftigt stigende, dog med en årlig vækstrate, der ikke er så høj som tidligere"?

Andelen af elbiler i det globale nybilsalg er gennem mange år steget ret konstant med 50-60% pr. år.

I 2023 aftog denne vækst. Det totale antal solgte nye elbiler steg "kun" med 30%, og da der samtidigt blev solgt flere biler totalt, steg andelen af elbiler i nybilsalget kun med 17%.

Det er sgu ikke "vigende". Elbilerne buldrer fortsat frem, med højere totalt salg og højere markedsandel, år for år.

23
7. marts kl. 16:43
Re: Toyotas propaganda

Det eneste man kan konkludere omkring aktiekurserne på en virksomhed med en hypet aktie, er at aktien er hypet

interessant 'observation'! :)

22
7. marts kl. 16:16
Re: Toyotas propaganda

Globalt steg Toyota's salg 7,2%

Eftersom de globale bilmarked steg med ca 10,8% så har de faktisk mistet markedsandele.

https://think.ing.com/articles/global-car-market-outlook-hitting-speed-bumps/#a1

Dertil så bærer aktie kurser i teknologi udviklende virksomheder ofte præg af pyramide agtig kurs spekulation, fremfor realiserede tal og realistiske mål/forventninger.
Det eneste man kan konkludere omkring aktiekurserne på en virksomhed med en hypet aktie, er at aktien er hypet.
 

21
7. marts kl. 15:44
Re: Det er faktuelt forkert at Toyota ikke har elbiler...

...en bil med brændselscelle er teknisk set en elbil.

Ja det er med el-motor. 

Batteriet er bare indrettet på en anden måde.  ;-)

20
7. marts kl. 15:09
Det er faktuelt forkert at Toyota ikke har elbiler...

...en bil med brændselscelle er teknisk set en elbil.

 

19
7. marts kl. 14:43
Re: Toyotas propaganda

Mærke loyaliteten har aldrig være så lav som nu.  fx i USA kommer en stor andel af de nye tesla ejere fra lige netop Toyota og de lige så navlebeskuende Honda.  

Hvor har du det fra?

Globalt steg Toyota's salg 7,2% og de var for 4. år i træk verdens største bilproducent 

https://economictimes.indiatimes.com/news/international/business/toyota-keeps-crown-as-worlds-top-selling-automaker-in-2023/articleshow/107248489.cms

Alene i USA steg salget med 17% i november i forhold til året før

https://www.reuters.com/business/autos-transportation/toyotas-global-output-surges-record-november-strong-demand-2023-12-27/

Alt imens falder Tesla-aktien i værdi som følge at en vigende elbilsmarked

https://www.reuters.com/business/autos-transportation/tesla-shares-fall-after-morgan-stanley-cuts-price-target-weakening-ev-demand-2024-03-06/

 

18
7. marts kl. 13:04
Re: Toyotas propaganda

Mærke loyaliteten har aldrig være så lav som nu.  fx i USA kommer en stor andel af de nye tesla ejere fra lige netop Toyota og de lige så navlebeskuende Honda.

 

Toyota har formentlig også det ældste købersegment af nye biler, måske bortset fra nogle få luksusmærker.  

Det kan blive en hård tid for japansk motor industri.

 

17
7. marts kl. 08:52
Re: ‘multiteknologisk strategi, som handler om

Ja, det sjove er at alle benzin/diesel bilerne også får den dyre computer der kan alle de smarte ting og LED lygterne der er dyre at skifte.  Så tilbage står batteriet, der sikkert vil dø for tidligt på nogle el-biler, men for de fleste overleve bilen og blive genanvendt som husstands batteri eller nyt batteri i en bil. 

Enig. Nye diesel og benzin biler er også fyldt med unødigt skrammel, konens bil var jeg nødt til at smide 8.000 kr i indkøb for et par LED lygter. :-(

Jeg har instaleret hjemmelader og næste bil bliver en elbil. :-)


Nuværende privatbil en simpel dieselhakker jeg kører rundt med er 16 år og kan serviceres med svensknøgle og skruetrækker, samt eneste styre / printkort er så simpelt, at da det en dag ikke virkede, så kunne jeg lodde et simpelt nyt standard 12V relæ i printet igen. :-)

Bilen kan sagtens blive 20 år gammel med minimal service og et eller andet sted byder det mig imod, at bare smide den væk, især med tanke på at bilen kun kører omkring 10.000 km i snit om året.

El i mit område er ca. 55 % VE resten med dieselgeneratorer på Heavy Fuel og jeg tvivler på om der er nogen miljøgevinst ved at smide dieselbilen væk og skifte til elbil der kun kommer til at køre ca. 10.000 km om året.

Der er vel få steder i verden, hvor der er flere elbiler pr. indbygger end i Norge, så jeg vælger at følge med i hvad der rører sig der og håber jeg, at der kommer styr på til dieselhakkeren skal skiftes om 4 år.

I elbilernes land er det hele lidt af et gedemarked og jeg har tænkt mig lige at stikke fingeren i jorden og se hvordan det udvikler sig.

https://www.nrk.no/dokumentar/xl/hvorfor-lonner-det-seg-a-kaste-bilen_-1.15232892

 

16
7. marts kl. 07:07
Re: ‘multiteknologisk strategi, som handler om

Det lader til at man skal slippe sig af med elbilen inden garantitiden udløber. :-( Advarer: Du kan få ekstreme kostnader når garantien er over (tv2.no)

Ja, det sjove er at alle benzin/diesel bilerne også får den dyre computer der kan alle de smarte ting og LED lygterne der er dyre at skifte. 

Så tilbage står batteriet, der sikkert vil dø for tidligt på nogle el-biler, men for de fleste overleve bilen og blive genanvendt som husstands batteri eller nyt batteri i en bil. 

15
6. marts kl. 20:49
Re: ‘multiteknologisk strategi, som handler om

Men nu består verdens befolkning også af alle dem mellem os i det velhavende europa og ovenstående gruppe. Den gruppe har også brug for nye biler nu og i fremtiden, og ved at tilgodese deres behov og muligheder har bilproducenterne en langt større chance for, at klare sig i længden, end de bilproducenter der idag alene fokuserer på biler i den dyrere ende af prisskalaen.

Elbiler til sub 20.000 Euro og sub 20.000 USD er tal der ofte nævnes som målsætning ude i den store verden og producenterne forventer masse produktion før 2030. 

Elbiler er ikke kun forbeholdt "de rige svin"

MG4 koster allerede i dag kun 200.000 i DK. 
Den pris kan du holde op mod den billigste fabriks nye Toyota du kan købe i DK.
Det er ikke mange km MG4'n skal køre før den totalt set er billigere end den billigste Toyota.

14
6. marts kl. 20:41
30% og de fattige lande

Argumentet om de fattige lande dukker op igen og igen, og det bliver ved med at være noget vrøvl.

For det første er det ikke i de fattige lande, det store nybilsalg foregår

Alene Kina, Europa og USA sidder på 59% af verdens nybilsalg. Altså to store lande og et enkelt kontinent. 

Selv hvis der ikke bliver solgt een eneste elbil i resten af verdens lande (såvel rige som fattige), skal Kina, Europa og USA blot en smule over 50% elbiler i nysalget for at overgå Toyodas forudsigelse.

I 2023 var andelen af rene elbiler (BEV) i nysalget:

  • 25% i Kina (5-doblet på kun 3 år!)
  • 16% i Europa (jeg er ikke helt klar over definitionen på Europa her)
  • 7,6% i USA

Med de årlige vækstrater, vi har set, er det kun et spørgsmål om ganske få år, før disse 3 steder er over 50%.

Danmark var i 2020 på samme niveau som USA var i 2023: 7,1%. Så USA er kun 3 år bagefter. Og i 2024 kommer Danmark over de 50%. Hvordan mon USA ser ud i 2027?

For det andet sker der jo også en del i de fattige / ikke så rige lande

Etiopien har indført forbud mod import af biler med forbrændingsmotor. (Ingen ved dog endnu, hvordan/om det udmønter sig i praksis).

Brasilien havde en elbilandel på blot 0,9% i nybilsalget i 2023, men stigningen er eksplosiv, og alene i december var andelen på 2,5%. Dem skal vi holde øje med i de kommende år.

Kinesiske BYD er ved at rykke ind med deres elbiler  i mange af de fattige eller ikke så rige lande. For eksempel Rwanda og Kenya.

Ghana har lige fjernet importtolden på elbiler. De må jo have en plan om, at de vil have nogle af slagsen.

For det tredje mangler mange fattige lande jo også olie

Man kan jo lidt kækt sige, at hvis de havde egen olie, var de ikke fattige. Den holder dog nok ikke helt.

Men der eksisterer immervæk en del lande, som både mangler el og olie. 

En bilejer, der gerne vil være være selvforsynende med brændstof i et sådan land, kan ikke selv begynde at producere benzin eller diesel. 

Men han kan selv producere el. Han skal blot bruge en stak solceller og en inverter, der kan køre ødrift. Så kan han køre rundt i nærområdet på egenproduceret el, uden at skulle have penge op af lommen til dyr importeret olie.

Det vil undre mig meget, hvis kineserne ikke rykker ind på dette marked. De laver jo ikke kun billige elbiler. De laver også billige solceller.

 

13
6. marts kl. 20:25
Re: ‘multiteknologisk strategi, som handler om

Du hiver en lille gruppe at befolkningen frem, som slet ikke udgør et marked for nogle af bilproducenterne

Nej, Toyota gør, som et figenblad for deres strategi. 

 

Men nu består verdens befolkning også af alle dem mellem os i det velhavende europa og ovenstående gruppe.

Ja og dem har jeg ikke rigtigt skrevet om. Ud over at jeg ikke satser mine sparepenge på Toyota aktier. Det kan du vel ikke være ved over. 

 

Hænger i bremsen. Lidt et sjovt udtryk. Vi er vel enige om at Toyota har gjort og fortsat gør hvad de kan for at holde jordens befolkning fast i biler som kører på kulbrinter. Om det er at hænge i bremsen er nok op til individuel fortolkning. 

 

12
6. marts kl. 20:10
Re: ‘multiteknologisk strategi, som handler om

Du hiver en lille gruppe at befolkningen frem, som slet ikke udgør et marked for nogle af bilproducenterne og konkluderer ud fra det, at producenter som ikke fokuserer på elbiler "hænger i bremsen".

Men nu består verdens befolkning også af alle dem mellem os i det velhavende europa og ovenstående gruppe.

Den gruppe har også brug for nye biler nu og i fremtiden, og ved at tilgodese deres behov og muligheder har bilproducenterne en langt større chance for, at klare sig i længden, end de bilproducenter der idag alene fokuserer på biler i den dyrere ende af prisskalaen.

10
6. marts kl. 19:03
Toyota følger en ‘multiteknologisk strategi, Det

Toyota følger en ‘multiteknologisk strategi,

Det gør de i dén grad:

  1. Lover at de om to år kommet med en betalelig elbil, der kan lade 1.000 km på 5 minutter - det har de gjort hvert år siden 2016.
  2. Fortæller at de har en ny fantatisk batteriteknologi lige på trapperne - år efter år.
  3. Forsøget at overbevise alle om at brint er fremtiden til personbiler (NOT!)
  4. Udøver massivt politisk lobbyarbejde mod elbiler
  5. Laver en elbil med hjul der falder af og en latterlig ringe rækkevidde for at straffe de få loyale Toyota kunder, der kunne driste sig til at tro på elbiler.

Alt sammen for at få kunderne til at tøve og vælge endnu en fossilbil, der så vil forurene vores planet 15 år frem i tiden.

I mine øjne fortjener Toyota den Nokia-død, som de så smukt lægger op til!

9
6. marts kl. 19:03
Re: ‘multiteknologisk strategi, som handler om

og det er der så åbenbart en del andre

Fra samme artikel:
"EV volumes rose 29%, year-on-year"

Og i samme artikel er oplyses det at elbilernes markeds andel Januar23 var 10% samt at elbilernes markeds andel Januar24 var 12%

Fra 10% til 12% markedsandel Jan23 vs Jan24 betegner jeg som vækst i markedsandel.

Hvad var det for et budsked du ville komme med?

8
6. marts kl. 18:45
Re: ‘multiteknologisk strategi, som handler om

Europa er ikke verdens navle og bilproducenter skal som alle andre virksomheder balancerer deres udbud af produkter, så der er nok til alle kundesegmenter.

Uanset drivmiddel:
Fattige mennesker uden stabil strøm og stabile benzin leverancer. køber ikke mange fabriksnye biler.

I takt med vi udskifter vores elbiler vil der i de områder være et enormt marked for klunsede elbils batterier og delvist udtjente elbiler samt solceller.
Følger du lidt med, så vil du se at det marked så småt er begyndt at flytte folk fra oliebrændere til strøm. 
Bevares der er stadigt ret småt, men dog stort nok til at det er synligt for de som gider kigge!


 

7
6. marts kl. 18:38
Re: ‘multiteknologisk strategi, som handler om

Det er ikke bagstræberisk eller at hænge i bremsen, selvom...

og det er der så åbenbart en del andre, der også gør:

Electric vehicles (EVs) accounted for 12% of all new cars registered across Europe, last month, marking a decline in market share to levels not seen for 12 months[...]January's registrations were driven by SUVs, sports cars and compact cars. 543,000 SUVs were registered – accounting for over half (52.8%) of total European registrations...

 

6
6. marts kl. 18:33
Re: Toyotas propaganda

Alt den snak om fantastiske batterier, der kommer engang i fremtiden, har til formål at overbevise køberen om at vente med at købe en elbil.

En klog Toyota fan beholder sin nuværende stabile og ret godt fungerende Toyota, lige indtil Toyota fremkommer med en elbil der opfylder denne Toyota fans transport behov.

Samme gælder for alle andre bilmærke fans.

Er man ikke "religiøst" bundet til et bestemt bilmærke eller produktions land er der masser af potentielle elbiler at vælge mellem. 

Også selv hvis man af politiske årsager fravælger det store udbud af Kinesiske biler. 

Ved IKKE at udskifte sin oliebrænder til en ny oliebrænder, så sender man et klart og tydeligt signal til bilproducenterne: 

- Lav en elbil der passer til mig og min økonomi, ellers køber jeg ikke en bil fra dig!

5
6. marts kl. 18:25
Re: ‘multiteknologisk strategi, som handler om

Hvad er det for noget forsimplet vrøvl, at andre lande kun køber skrotningsmodne biler eller ikke kører over 150 km om dagen. Europa er ikke verdens navle og bilproducenter skal som alle andre virksomheder balancerer deres udbud af produkter, så der er nok til alle kundesegmenter.

Er dit forslag at Toyota skal leve af at sælge biler til de 1 milliard mennesker, der er så fattige, at de ikke har adgang til strøm? Ok, så tror jeg godt vi kan afskrive dem som verdens største bilproducent.

Bortset fra det, så er solceller og elbiler åbenlyst til netop den gruppe.

4
6. marts kl. 18:18
Toyotas propaganda

Det tredje batteri kommer i 2027-2028 og er ekstra højtydende, hvilket kan give en rækkevidde på 1.000 kilometer.

2027-2028 bliver også året, hvor de første solid-state-batterier vil se dagens lys fra Toyota. Det bliver dog først i små serier. I 2030 skal der være masseproduktion.

Alt den snak om fantastiske batterier, der kommer engang i fremtiden, har til formål at overbevise køberen om at vente med at købe en elbil. Lad os nu se om det ikke bliver dem, der allerede er i gang, som også kommer til at forbedre teknologien.

Jeg sætter mine penge på at Toyota ikke har en bil der kører 1000 km på en opladning i mindst 10 år. Ikke en der er til masseproduktion, da enhver naturligvis kan lave en ekstra tung SUV med dobbelt batteripakke.

Mere kontant lyder det fra bestyrelsesformand og tidligere administrerende direktør Akio Toyoda, der mener, at elbiler på verdensplan kun vil komme til at udgøre 30 procent af den samlede bilpark.

I 2023 var 36 procent af nybilsalget i Danmark rene elbiler og i Norge var det 82 procent. Toyota er på røven og deres forudsigelser er allerede overhalet af virkeligheden. Det er klart at det tager nogle år før at det er den samlede bilpark. I Norge er det dog allerede 23% af bilparken der er elbiler.

Det er salget af de nye biler der er relevant for Toyota. I Norge må Toyota således kæmpe om at levere de 18% af bilerne der er tilbage, når de andre har solgt de 82% elbiler. Det må være hårdt for verdens største bilproducent, som er tæt på at være smidt ud af landet. At Toyota ikke er i større krise endnu skyldes kun at andre lande endnu ikke er så langt fremme, men det kommer med 100% sikkerhed.

3
6. marts kl. 17:13
Re: ‘multiteknologisk strategi, som handler om

Så aggressiv...

Læste du hvad der stod? Udsagnet omhandler de (påståede) 12% af verdens befolkning som lever uden elektricitet. Ikke "andre lande".

 

Nu er jeg ikke verdens mest berejste menneske. Så min førstehåndserfaring med områder hvor folk ikke har fast adgang til elektricitet kommer fra Cameroun og Den Centralafrikanske Republik. Og for de områder i de to lande passer mit udsagn.  Især i DCR så vi mange tidligere danske biler, som ikke ville kunne klare et syn. Når man bor så langt ude, at der enten ikke er strøm eller kun strøm når landsbyen tænder den fælles generator, så er vejene i reglen heller ikke asfalteret. Ofte bare den rå jord fritlagt af skovrydningsfolk. Som bliver dårligere år for år. Der drøner man altså ikke afsted flere 100 km på en dag. Benzin handles i dunke og sodavandsflasker. Jeg mener ikke at jeg er fordomsfuld, når jeg siger at folk der lever de steder ikke køber fabriksnye biler idag og heller ikke kommer til det i nogen overskuelig fremtid. Men jeg vil gerne påstå at deres transportliv (og dermed muligvis også deres liv mere generelt) bliver bedre eller lettere med elbiler end det er idag. Og skulle de håbe at brint var løsningen? Næppe.

 

Vis gerne hvor i verden mit udsagn falder igennem.

2
6. marts kl. 16:02
Re: ‘multiteknologisk strategi, som handler om

Mogens, har du flere fordomme du skal af med?

Hvad er det for noget forsimplet vrøvl, at andre lande kun køber skrotningsmodne biler eller ikke kører over 150 km om dagen.

Europa er ikke verdens navle og bilproducenter skal som alle andre virksomheder balancerer deres udbud af produkter, så der er nok til alle kundesegmenter.

Det er ikke bagstræberisk eller at hænge i bremsen, selvom frelste mennesker som BG - mener det modsatte.

1
6. marts kl. 15:04
‘multiteknologisk strategi, som handler om

‘multiteknologisk strategi, som handler om, at der skal et samspil af flere forskellige teknologier til for at reducere CO2 hurtigst muligt på mest optimal vis.’

Det kan de jo muligvis have ret i. Men havde jeg aktier i Toyota, ville jeg godt nok foretrække, at nogle andre sørgede for det samspil.

 

Akio Toyodas argument er, at en milliard mennesker i verden lever uden elektricitet, og derfor er de begrænsede i deres valg.

Joe. Men de mennesker køber heller ikke nye biler, men derimod importerede biler, som vi her i vesten mener, er skrotningsmodne. Samtidigt kører de aldrig nogensinde over 150 km på en dag. Så de vil også i fremtiden kunne sidde bagest i brugtvognsfødekæden. (Hvis ellers producenterne kan afholde sig fra planned obsolescence/kill-switch.) Og imens solceller og batterier ræser nedad i pris, bliver de samtidigt selvforsynende med energi til kørslen. Overgangen til elbiler bliver rent win-win for de mennesker.

 

Jeg er helt på linje med Bjørn om Toyota (og i nogen grad mange af de andre old-auto-firmaer)'s hængen i bremsen.