Gassen ud af Putins ballon
Leder
Odense Kommune har netop besluttet at droppe russisk gas som brændsel i en planlagt omlægning på Fynsværket. Til fordel for kul. En for klimaet smertelig kovending i en smertelig tid, hvor suverænitet og fredelig sameksistens blandt lande på det europæiske kontinent er groft krænket af Ruslands præsident, despoten Vladimir Putins invasion af Ukraine.
Ikke bare i Odense, men flere steder vil der helt sikkert blive fyret op under kulovnene med henblik på at vriste sig fri af den russiske bjørn. Det vil uundgåeligt øge CO2-udledningen i EU, idet kulfyring er dobbelt så klimabelastende pr. produceret kWh sammenlignet med naturgas. Allerede nu har italienske kulkraftværker meldt sig klar til opstart – alene som følge af de høje energipriser er kulfyring blevet en god forretning.
USA har allerede droppet import af al russisk gas, kul og olie, og EU-Kommissionen fremlagde i denne uge en drakonisk plan, hvor der lægges op til at lukke ned for to tredjedele af den russiske gasimport allerede inden nytår. Til det må alle redskaber tages i brug. Kulfyring kan ikke stå alene, men der vil sandsynligvis også blive tyet til hyppigere indsejling af flydende naturgas (LNG), øget import af træpiller og en større biogasproduktion.
Det kommer klimaet til at betale for, i hvert fald på den korte bane. Naturgas skal køles ned til -162 grader for at blive til flydende LNG, derefter sejles i specialbyggede supertankere og endelig omdannes til gasform – alt sammen energikrævende processer. En forøget brug – og dermed import – af træpiller til et energihungrende EU kan, trods nye fælleseuropæiske krav, sætte bæredygtigheden under pres med risiko for øget afskovning i Sydamerika til følge. Også det skader naturligvis klimaet.
I Danmark står biogasbranchen klar til at skrue op for produktionen, gerne baseret på majs, selvom klimaaftrykket heraf i værste fald kan svare til fossil naturgas. Det kan heller ikke ignoreres, at der alt for mange steder sker store læk af stærkt klimapotent metan både fra selve biogasanlæggene og fra de anlæg, der opgraderer biogassen til naturgaskvalitet.
Bundlinjen er altså, at den fuldt forståelige intervention for EU’s frihed og sikkerhed kan trække store veksler på vores i forvejen belastede klimakonto. Hvor stor merudledningen bliver, skal indiskutabelt monitoreres, og vigtigere endnu må det aftales både blandt EU-landene og i Danmark, at merudledning i kølvandet på den aktuelle energikrise skal indhentes igen – og gerne mere til – af en vilje til at skrue op for hastigheden i den grønne omstilling.
I Danmark er der oplagte håndtag at skrue på, men de kræver stor politisk vilje og hurtig handling. Alle planlagte gasprojekter må revurderes. Mest markant er den milliarddyre etablering af en ny gasledning fra Sydsjælland til Lolland Falster med det formål at levere gas til sukkerproduktionen. Et projekt, der – også på denne lederplads – har været stærkt kritiseret, fordi både EUDP-rapport, Klimarådet og flere faglige eksperter har peget på, at processerne kan klares gennem elektrificering, som både er klimamæssigt bedre og billigere end naturgasløsningen. Med energikrisen er der kommet endnu et argument til for at droppe projektet, og med en snarlig VVM-godkendelse er det oplagt at stoppe projektet og i stedet gå foran med forsøg med industrielle varmepumper og damp som erstatning for fossile brændsler i de varmekrævende processer.
Den nødvendige elektrificering – også i industrien – kalder samtidig på, at vi skruer gevaldigt op for farten på udbygningen af vind- og solenergi. Også i Danmark, hvor Dansk Energi påpeger, at vi indtil videre kun har udnyttet 41 procent af potentialet for landmøller og alene 2,7 procent, når vi taler solcelleanlæg. Her må Folketinget hjemtage sagsbehandlingen til staten fra kommunerne, der i dag kæmper med vrede borgergrupper og utidssvarende rigide regler om bla. vetoret for menighedsråd og naturbeskyttelse. Det står i vejen for ellers fornuftige placeringer af møller og solceller. Ingeniørforeningen foreslår, at der én gang for alle udpeges områder til vindmøller og solcelleanlæg, og at kommunernes opgave alene bliver at sikre, at opførelsen tager videst muligt hensyn til borgerne, og at de kompenseres i det omfang, de udsættes for gener.
At vi ikke kommer i mål med den grønne omstilling uden gener for befolkningen, er der intet nyt i. Men indtil videre har det politiske flertal vægret sig mod dette faktum. Nu hvor krig i Europa og afhængighed af Putins Rusland er et lidet tiltalende alternativ, kan man håbe, at det bliver nemmere for dem at bede befolkningen om at ‘leve med’ både udsigten til vindmøller og en periode, hvor vi også må rykke sammen og spare på såvel gulvvarmen som anden energi.
Putins beslutning om invasion af Ukraine og hans trusler mod resten af EU og Nato-landene har gjort det klart, at vi ikke længere kan og vil være afhængige af russisk gas. Det står også klart, at det ikke kan sikres uden øget brug af sort energi. Lige så klart skal det stå, at det løses med en ekstra hurtig spurt mod det fossilfri samfund, som vi under alle omstændigheder skal bevæge os hen imod.hm/trb
