Det har taget adskillige år at få de private fonde, der donerer store beløb til dansk forskning, til at acceptere, at de ud over direkte forskningsbevillinger også skal dække nogle af de afledte omkostninger for universiteterne. Dette såkaldte overhead er ved offentlige forskningsmidler på 44 pct. Københavns Universitet har opgjort de afledte omkostninger til ikke mindre end 70 pct. Det er store beløb, det drejer sig om.
Fondene har strittet imod med den begrundelse, at det aldrig kan være deres opgave at betale for den helt almindelige drift – det må være det offentliges opgave. Universiteterne har til gengæld påpeget, at de har skullet finde mange millioner inden for deres budget for at understøtte den forskning, som fondene satte i gang og finansierede. Med flere og flere bevillinger fra private fonde de senere år er universiteterne blevet fastlåst og skævvredet, da konsekvensen har været, at de forskningsområder, som ikke modtager eksterne bevillinger, har skullet aflevere penge til de områder, der modtog penge.
Nu er de private fonde og universiteterne blevet enige om en aftale, der indebærer, at ud over de direkte bevillinger til konkrete forskningsprojekter betaler fondene et beløb til universitetets fælleskasse til dækning af afledte omkostninger til administration, husleje etc. Beløbet bliver opgjort i forhold til det antal medarbejdere, som betales via forskningsprojektet, og er på 250.000 kr. pr. år pr. medarbejder, når det gælder de såkaldt ‘våde’ områder som naturvidenskab og teknik, mens det er 200.000 kr. inden for de ‘tørre’ områder som humaniora. Samlet set forventes det, at fondene kommer til at betale 700-800 mio. kr. til afledte omkostninger.
Om det er det rette beløb, er svært at afgøre. Aftalen er blevet forhandlet på plads, efter at fondene har fået gennemført en analyse af konsulentvirksomheden Deloitte omkring de afledte omkostninger. Ikke overraskende erklærer alle parter sig udadtil tilfredse med aftalen, men man fornemmer alligevel, at aftalen er det, som fondene har været villige til at strække sig til i denne omgang, og at universiteterne mere eller mindre har måttet acceptere det, de har fået tilbudt. Det er der ikke nødvendigvis noget galt i, for det ville have været langt ringere for universiteterne slet ikke at have indgået en aftale, og at forlange en blankocheck fra fondene ville ikke være rimeligt.
Aftalen må dog ikke blive en sovepude – hverken for universiteterne, de private fonde eller staten. Når universiteterne nu får penge til at dække nogle af deres basisomkostninger, skal det ikke sætte en bremse for nødvendige effektiviseringer. Universiteterne vil nok sige, at det heller ikke kommer til at ske, men de private fonde har haft en pointe i, at det har været meget uigennemsigtigt, hvad følgeomkostningerne egentlig er ved et forskningsprojekt. I takt med at bevillingerne fra de private fonde forventes at øges yderligere de kommende år, må de private fonde også acceptere, at aftalen ikke nødvendigvis er det sidste ord, hvis en fortsat skævvridning skal undgås. Når fondene nu har åbnet for at dække afledte omkostninger, må de også være indforståede med, at størrelsen eventuelt skal justeres med tiden.
Carlsbergfondet, som er med i aftalen, har haft en årlig bevillingsramme på 600 mio. kr. til grundvidenskabelige formål og har meddelt, at man til næste år vil øge de uddelte bevillinger med 85 mio. kr., så der ikke bliver færre penge til de direkte forskningsprojekter. Andre fonde forbeholder sig retten til at mindske beløbet til direkte omkostninger for at opveje beløbet til afledte omkostninger.
Det er der ikke noget forkert i, men ulykken er nok ikke så stor, for de private fonde og ikke mindst den helt store af dem, Novo Nordisk Fonden, forventer kun at øge deres bevillinger de kommende år.
Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) erklærer sig helt som ventet også tilfreds med aftalen. Men heller ikke for hende eller de øvrige politikere må aftalen blive en sovepude. Nok får universiteterne flere penge frigivet til egne dispositioner, og det retter op på et problem, som staten ellers skulle løse. Men den frie og langsigtede forskning bør styrkes yderligere, som ministeren i øvrigt selv drømte om kunne blive fremtiden på det uddannelses- og forskningspolitiske topmøde på DTU i sidste måned. Drømme er ikke nok. Selvom Finansministeriet nok vil stritte imod, er det nu på tide, at der indgås en aftale om at øge de offentlige forskningsbevillinger i retning af det mål på halvanden procent af bruttonationalproduktet, som vi og mange andre længe har argumenteret for./hm/ram
Illustration: Ingeniøren.
