På bordet ligger en underskrevet aftale. Efter få dages betænkningstid og en kort forhandling har Poul udlejet sin jord i 30 år til en større, privat udvikler af vedvarende energianlæg. Selv om han ikke er meget for at indrømme det, gør det ondt på Poul, at han snart skal overdrage den landbrugsjord, som i tre generationer har været livsgrundlaget for hans familie. Poul var i tvivl, men han havde ikke længere råd til ikke at slå til. Mange år i markerne har tæret på kræfterne og økonomien, og tilbuddet om at omlægge driften til at høste Solens stråler var ganske enkelt for godt til at sige nej til.
Som alt andet inden for den grønne omstilling skulle handlen gå stærkt. Pludselig var aftalen klar til underskrift. Den korte betænkningstid betød, at Poul ikke havde meget tid til at overveje afviklingen af årtiers arbejde, og han havde heller ikke mulighed for at vende beslutningen med Birthe og Hans på nabogården eller andre i lokalområdet. Men nu er beslutningen taget, og i tillæg til en klækkelig sum kan Poul glæde sig over, at jorden omkring gården i de kommende årtier vil bidrage til den eftertragtede og livsvigtige vedvarende energi.
Vind og sol er i de seneste år ble- vet en lukrativ forretning for investorer, udviklere og lokale lodsejere. Salget af jordlodder fra landbrug til energisektoren går stærkt, hvilket også er nødvendigt for at forløse den politiske ambition om at firedoble produktionen af vedvarende energi på land i 2030. Det hæsblæsende tempo har dog medført en serie af forhastede beslutninger, uigennemsigtige handler og manglende lokal involvering, når nye projekter skal føres ud i livet.
Dette energirush, som ofte omtales som det vilde vesten, kan virke som en rød klud på en gammel kending, når der skal implementeres vindmøller, solcelleparker og andre lignende anlæg – nemlig borgermodstanden.
Borgermodstand har i årtier været en barriere for udbygningen af den vedvarende energi, både i Danmark og i det store udland. Lokale grupper formår at mobilisere en stærk protest, som bremser eller endda stopper etableringen af nye anlæg. Og spørgsmålet som både politikere og private investorer og udviklere stiller sig selv og hinanden er, hvordan modstanden undgås, eller bedst håndteres, så den ikke bliver en kæp i hjulet på den grønne omstilling?
Ét svar ligger i den lejeaftale, som befinder sig på Pouls køkkenbord på gården i Sønderjylland. Den repræsenterer det halsbrækkende tempo, som er grundlaget for det vilde vesten. Selvom formelle godkendelser bliver overholdt, og lokale interessenter kommer til orde i kommunale høringsprocesser, føler mange borgere, at det går for stærkt, og at de bliver overset eller kørt over, når hurtige og lukrative handler beriger den enkelte, men går ud over flertallet.
I det vilde vesten kan ingen helt følge med, og de færreste føler sig involveret, hvilket giver grobund for rygter, mistillid og i værste fald uenighed og modstand. Med andre ord kan det høje tempo og den manglende gennemsigtighed i sig selv generere konflikter, som stik imod intentionen bremser en effektiv grøn energiomstilling.
Et andet svar er at slå det genop- ståede ‘nimby-spøgelse’ ned. Når lokale energiprojekter bliver stoppet af borgermodstand, dukker nimby-ismen op i den offentlige debat: Not in my backyard. Solceller larmer, vindmøller ødelægger udsigten og dræber fuglene. Sådan lyder det, når de lokale siger ‘nej, ikke i min baghave’.
Selvom der naturligvis er folk, som frabeder sig vindmøller og solceller i deres baghaver, er problemet med nimby-prædikatet, at det tegner et forsimplet modsætningsforhold, hvor man enten støtter det kollektive, opbyggende, samfundsmæssige gode (grøn energi) eller hænger sig i det individuelle, lokale og nedbrydende. Sådanne sort-hvide forhold er godt stof i medierne og kampen mellem det ‘gode’ og ‘onde’ er nemt at forholde sig til.
Dog betyder det oppustede mod- sætningsforhold, at fortalere for nye anlæg medbringer et mandat til at belære de lokale om, hvordan deres landskaber og samfund bør udvikle sig. Dette forhold opleves som patroniserende og skaber blot grobund for yderligere konflikt.
På trods af nimby, formår flere kommuner og private udviklere at inddrage lokalsamfundene på en hensigtsmæssig måde. Modeller for medejerskab, civile følgegrupper, støtte til energifællesskaber og borgerdrevet design af multifunktionelle områder, der inkluderer rekreation, biodiversitet og klima, er ikke blot demokratiske, men viser sig også at være omkostningseffektive. Borgeren går her fra at være en stejl modstander, som ikke ønsker udefrakommende interventioner, til at blive en medskaber, der engagerer sig i udviklingen af det lokale samfund, herunder i udformningen af de konkrete energianlæg.
Modstanden kan endda også være arnested for alternative og innovative måder at gøre tingene på. I Freiburgregionen blev civilsamfundets oprør imod udviklingen af atomkraftværker i midten af 1970'erne en generator for social og teknologisk innovation. Det engagement og den viden, som blev mobiliseret i protest, blev over tid og i samarbejde med forskere og entreprenører til nye teknologier inden for blandt andet solenergi. Vi skal ikke romantisere modstand og konflikt, men eksemplet minder os om, at mangfoldige stemmer og en tværsektoriel dialog udgør afgørende bidrag i et demokratisk samfund, hvor der skal ske omfattende ændringer nationalt såvel som lokalt.
Endnu et modsvar til det vilde vesten er en bedre strategisk planlægning af Danmarks arealanvendelse, hvilket centrale aktører allerede diskuterer i lukkede fora. Udfordringen i den øvelse er, at der ikke fi ndes én standard for lokalsamfundets udvikling. Som fl ere store energivirksomheder slår fast, må løsningerne nødvendigvis formes af den lokale kulturelle, sociale og historiske kontekst. Dette kræver tilstedeværelse, forståelse samt reel indfl ydelse til de mennesker, som skal leve tæt på de nye anlæg. Det kræver med andre ord tid til refl eksion og en åben dialog, hvilket står i modsætning til det vilde vestens ustyrlige fart samt de lukkede diskussionsøvelser i højborgen.
Et interesseret redskab, som kan tæmme det vilde vesten, er lokale borgerting. Her indgår et repræsentativt udsnit af lokalsamfundet i beslutninger om implementering af de nye vedvarende energianlæg og mere bredt om udviklingen af tiltag, der skal sikre en balance mellem klima, natur, økonomi og social lighed.
Etableringen af borgerting kan lyde langsommeligt og besværligt. Men eksempler fra Holland og Frankrig på at tage det lokale demokratiske engagement seriøst, hvor der investeres tid og ressourcer i det, viser, at det ikke behøver at være trægt. Tværtimod kan tid til dialog og inklusion, en god model for samarbejde på tværs af sektorer, kendskab til og en respekt for de lokale interesser samt investeringer i de lokale demokratiske processer være et middel til at undgå den kontraproduktive borgermodstand imod den livsvigtige vedvarende energi.
Vil du bidrage til debatten med et synspunkt? Så skriv til vores debatredaktion på debat@ing.dk
