Frederiksens samlebånd er sindbilledet på en verdensfjern bureaukrat
Statsminister Mette Frederiksen (S) har muligvis set sig lun på flere af danskernes elskede helligdage med udtalelser i disse krigstider om, at vi skal »være lige så meget oppe i gear« som i Rusland, og at »jeg er ikke sikker på, at alle skal gå hjem kl. 16 fra samlebåndet«. Men der er grund til at dvæle ved, at et rigt og robust samfund langtfra alene kan skabes på baggrund af flittige borgere med en høj ugentlig arbejdstid.
Evnen til at investere dygtigt og strategisk i fremtidens teknologi og fastholde nye virksomheder er indiskutabelt vigtig. Hvis ikke endnu vigtigere for Danmarks velstand og sikkerhed. Og så er tallene altså ikke i Frederiksens favør.
Produktiviteten i it- og kommunikationsindustrien, den såkaldte ICT-sektor, er i Danmark ifølge EU-Kommissionen 20 procent større end i andre erhverv uden for den finansielle sektor. Eller med andre ord på 118.000 euro pr. ansat i denne sektor. Der er altså gode penge at komme efter.
Ser vi på danskernes samlede arbejdsproduktivitet over de sidste 20 år, har den primært ligget i den positive ende med årlige stigninger op til næsten 5 procent, kun afbrudt af fire kalenderår med mindre fald. Ser vi på lønkvoten, som måler, hvor stor en del af de private virksomheders værdiskabelse der går til aflønning af de ansatte, har den samtidig været svagt faldende i over 15 år.
Kastes det kritiske blik på skiftende regeringers økonomiske prioriteringer, så tårner det sig op med eksempler, hvor tidsforbrug og pris gør ondt i skatteydernes pengepung. Man kan endog gå så langt som at sige, at de seneste to-tre årtiers offentlige teknologiindkøb langtfra altid er bevis på, at Danmarks politiske ledelse pejler ud fra tid og kroner og øre. Sagen om DSB, der købte 83 IC4-tog og søstertoget IC2 til en regning på i alt 6,8 milliarder kroner, kender de fleste. De bedste af togene kunne køre en tredjedel så langt uden fejl som et IC3 og er i dag solgt. Der går dog nogle år endnu, inden afløseren er klar.
Skattestyrelsens it-projekter med gældsinddrivelse og ejendomsvurdering er bestemt heller ikke gået som forventet. Her er regningerne tordnet i vejret. Og tid har været en nærmest bundløs ressource.
De højteknologiske supersygehuse – også spækket med digitale redskaber og kommunikation – er på stribe blevet dyrere. I alt 9 milliarder kroner ekstra. Flere strækninger i udrulningen af Banedanmarks nye signalprogram er ramt af fejl og mangler i it-leveringen, hvorfor visse funktioner fortsat kræver manuelle arbejdsgange. Projektet er forsinket og er blevet mindst 4,5 milliarder kroner dyrere.
De mange dyrt investerede skattekroner har heller ikke dannet grundlag for en blomstrende industri af nye it-unicorns i Danmark. Kun ganske få højteknologiske og digitale virksomheder har skabt over 1.000 danske arbejdspladser de sidste 30 år, nemlig Netcompany og 3Shape. Milestone Systems og Universal Robots er også nye og har vokset sig store, men har dog en del medarbejdere placeret i udlandet.
Et oplagt spørgsmål er, hvorfor vores fremragende digitale tinglysning ikke har udviklet sig til et eksporteventyr. Eller den digitale skatteligning, Digital Post eller MitID. Eller vores mange gode digitale sundhedstjenester som f.eks. sundhed.dk og medicinkortet. Det kalder på en nærmere analyse af, hvordan vi som samfund kan få mere værdi ud af de investeringer, vi foretager os. Både når de innovative udviklingsprojekter skal gennemføres, og når teknologien er færdig og klar – vel at mærke til flere markeder end det danske.
Hvis man er i tvivl om effekten af en industri baseret på digitale løsninger, kan man kigge til USA, som samfundsøkonomisk i høj grad har nydt godt af virksomheder som Amazon, Google, Microsoft og Apple – senere Tesla – og nu er godt på vej med at skabe succes på baggrund af løsninger med kunstig intelligens. Det amerikanske bruttonationalproduktet er på baggrund heraf stukket af fra EU’s. I 2008 var det samlede BNP i Eurozonen og i USA stort set ens, mens det 15 år senere i USA var vokset til knap 27.000 milliarder dollars, mens eurozonen præsterer lige over 15.000 milliarder dollars.
Politikerne i USA har været dygtige til at investere i uddannelse, entrepreneurship og attraktive vilkår for virksomheder. Man siger, at det er dyrt at være fattig. Vi nyder godt af den lave danske statsgæld, som ligger helt i bund i EU. Men måske kan det også blive for dyrt at være for nøjsom. Frederiksen & co. kunne melde sig alvorligt ind i diskussionen om, hvor fremtidens nye virksomheder og kloge strategiske investeringer skal plantes og vandes. Det er for nemt at sidde i Statsministeriet og dele ud af andres tid./hm/pbn
Illustration: Ingeniøren.
