Spørg Fagfolket: Hvorfor har småfugle sådan en bølget flugt?
Vores læser Rune Pedersen har spurgt:
Mange småfugles flugt er meget bølget. F.eks. basker en flagspætte hurtigt med vingerne i måske to sekunder og vinder noget højde, hvorefter den folder vingerne ind mod kroppen og falder som en sten i to sekunder, og derefter gentages sekvensen.
Kunne den ikke spare utroligt meget energi ved at flyve i en ret linje, som de fleste større fugle gør?
Jens Thorving Andersen, Naturekspert hos SEJENS og museumsformidler på Naturhistorisk Museum i Aarhus, svarer:
Det er korrekt, at nogle fugle har en lidt sjov flugt, som om de flyver i et bestemt mønster.
Faktisk kan man genkende mange fugle på deres flugt, fordi alle fugle har hver deres måde at flyve på, og det handler især om, hvor meget energi det kræver at få deres krop det rette sted hen.
Drageflyverne
Når man observerer forskellige typer af fugle kan man måske forestille sig, at forholdet mellem vingearealet og fuglens vægt har stor effekt på, hvordan dyret kan flyve.
Nogle fugle, såsom ænder og gæs, kommer tonsende med en masse bask og bliver kaldt for motorflyverne. De er lidt mere klumpe-dumpede i kropsformen og er nødt til at baske en del for at kæmpe sig fremad.
Man ser derfor typisk ikke ænder flyve særlig meget - medmindre de skal migrere over længere afstande – de ligger mest ved søbredden, og hvis de endelig flyver, er det enten for at undvige rovdyr, eller for at komme hen til, hvor de skal spise næste gang. Ellers vralter de bare.
Andre, såsom albatrosser eller ørne, har en mere glidende flyvning og bliver kaldt for drageflyverne. Vandrealbatrossen ligner nærmest et flot svævefly og er meget effektiv, når den svæver ud mod åbent hav.
Spætten er en motorflyver
Flere af især småfuglene har en blanding mellem at baske sig opad, glide lidt og tabe højde, herunder spætten.
De befinder sig ofte i tæt krat og skov, hvor de ikke ønsker at være alt for synlige. De tilbagelægger typisk kortere afstande ad gangen, og kropsformen gør også, at den ikke vil kunne svæve så længe.
Spætten er nemlig mest en motorflyver, men den ville omvendt også bruge rigtig meget energi, hvis den skulle motorflyve konstant, så derfor basker den kun lige, til den er kommet op, og udnytter så, at dens vingefang gør den i stand til at svæve lidt.
Skal man se på energieffektiviteten, passer det derfor godt til spætten at spare lidt på kræfterne over de kortere afstande, og så kommer flugten til at se bølget ud.
Under parringssæsonen i foråret vil man for nogle fugle se, at der bliver bakset og svævet lidt ekstra, så bølgerne går endnu højere.
F.eks. vil ringduen gerne rigtigt højt op, så den kan klappe med vingerne og svæve rundt for at gøre opmærksom på sig selv.
