Spørg Fagfolket: Hvorfor er bestikket fra Georg Jensen så let?
Vores læser Per Olesen har spurgt:
Jeg har arvet noget bestik. Copenhagen fra Georg Jensen. Det er super lækkert og vejer intet, eller i alle tilfælde meget lidt. En gaffel vejer 40 gram, ske 49 gram og kniv 61 gram.
Knivskaftet er selvfølgeligt hult, det er resten jo ikke, så hvordan får man rustfrit stål til at veje så lidt?
Er der tale om en speciallegering, måske lig den man bruger i flyindustrien, eller bliver man bare snydt af designet, som jo er mægtig slankt?
Hvordan producerer man i øvrigt et hult metalskaft. Det er også noget man ofte ser ved kokkeknive.
Erik Olsen, Head of Quality & CSR hos Georg Jensen, svarer:
Der er blot tale om, at bestikket er designet som værende slankt. Der er ikke anvendt nogen speciallegeringer.
Det hule håndtag på knivene er fremstillet ved, at der anvendes tyndplade, 1 mm plader af rustfrit stål, som presses op i to skaller.
Disse to skaller sættes sammen ved en lasersvejsning. Svejsningen slibes og poleres, så den ikke er synlig.
Knivbladet er herefter limet ind i håndtaget med en speciel keramisk lim, og det er kun knivene, der har dette hule håndtag. Resten af bestikket er massivt, men let som følge af det førnævnte slanke design.