Opdateret: Kl.20 torsdag meddeler Søværnskommandoen til DR at der ikke længere er risiko for at et Harpoon-missil utilsigtet kan blive affyret fra fregatten Niels Juel.
Et Harpoon-sømålsmissil på fregatten Niels Juel er i fare for ‘utilsigtet’ at forlade sin launcher, oplyser Forsvaret torsdag eftermiddag.
- emailE-mail
- linkKopier link
Tophistorier
For at deltage i debatten skal du have en profil med adgang til at læse artiklen. Log ind eller opret en bruger.
- Sortér efter chevron_right
- Trådet debat
Raket, med en kort men voldsom forbrænding. Bruges i militær dorbindelse til at accelerere et missil op i fart og højde hvorefter dets egen motor overtager og boosteren smides.
Jeg har ikke andet belæg for vagheden end den artikel, der blev citeret her i tråden:
"- Vi sendte et signal til land om, at Peder Skram utilsigtet havde affyret et missil. På dette tidspunkt vidste vi ikke, om det var et menneskeligt uheld eller en fejl i systemet, og derfor formulerede vi det på den måde."
Jeg kan ikke udelukke, at det var nok til at SOK kunne regne ud, at det var et skarpladt Harpoon missil med ukendt kurs.
Men jeg stopper her. Der er fremkommet adskillige fornuftige betragtninger om, hvordan sagen nok blev håndteret, men intet om en eventuel diskussion af informationsgangen i samtiden.
En betjeningsfejl? Nej, det var sjusk og lal fra leverandøren
DR lavede en meget lødig lille dokumentar-serie om forløbet, hvor de mange af de involverede var med. Der fremgik det tydeligt hvordan leverandøren forsøgte at nedtone det og sende aben videre. Dokumentaren hed "Henning og dødsmissilet", men den er ikke at finde på DR mere... Hvis nogen har mere held, så sig endeligt til :-)
https://www.dr.dk/om-dr/programmer-og-koncerter/henning-og-doedsmissilet
Et Harpoon-missil består af:
- booster, som løfter missilet fra opbevaringsbeholderen (kanister, som ses på mange billeder) - kan bedre forstås som hjælperaket - op i flyvehøjde - og hastighed
- En raket, som driver missilet frem på den måske 50 sm lange afstand
- En sprængladning (bombe) som detonerer ved / inde i målet som beskydes.
Vi har byrettens ord for det. Mange domme er før blevet omstødt af højere retsinstanser.
I dette tilfælde orkede manden ikke at kæmpe mere. Han fastholdt sin uskyld, men ankede ikke.
For mig betyder det bare, at han formelt er skyldig, men kun fordi de voksne ikke har haft mulighed for at kigge på sagen.
Et kompliceret våben, missiler, er per definition ladt
Det ved vi er forkert på grund af gårsdagens hændelse. Missilet mangler både detonatoren og en komponent, der gør at den faktisk kan flyve. Dette havde man åbenlyst ikke procedurer for dengang. Naturligvis ikke noget man kan bebrejde Missil-Olsen for. Dog at der var færre sikkerhedsbarrierer øger mandskabets ansvar, fortjent eller ej.
Jeg ved ikke hvorfor man bliver ved med at diskutere noget som vi har rettens ord for: Manden begik fejl og havde et ansvar som han blev dømt for. Det der ændrede sig undervejs var at man forsøgte at tørre hele ansvaret af på ham. Det endte med en mindre tiltale, men dog en tiltale. Hvis han ikke havde begået fejl, så var missilet ikke fløjet afsted.
Hvis afsender og modtager har samme forståelse,
Hvilket man så kan håbe:
Du skriver “lidt vag melding”. Mon ikke du skylder læserne en konkret kildehenvisning, som minimum to anerkendte dagblade for den påstand ?
Det kan meget vel være, at det sædvanlige sprogbrug i f.eks. Søværnet er anderledes end det du ville bruge. Hvis afsender og modtager har samme forståelse, så er det urimeligt hvis trediepart læser noget andet ind i ordvalget.
Du kan passende, som illustration, læse nogle af Ombudsmandens afgørelser. Her vil du også finde (blødt) sprogbrug - som sikkert liggwr langt fra di sædvanlige, faglige, udtryksform. Men sådan skriver man i de kredse.
Nej.
Et simpelt våben lades ikke (dvs. skarp ammunition placeres i magasin og påsættes eller lignende) før det er hensigten at skyde (på skydebane, i stilling, under fremrykning).
Et kompliceret våben, missiler, er per definition ladt, men med sikkerhedssystemer af forskellig art burde sikre mod affyring. Sådanne systemer har også test og øveprocedurer som muliggør en høj grad af sikker træning og indøvelse - selvom våbenet befinder sig i sin silo, affyringsmagasin eller kanister (som Harpoon). Den ultimative sikring er chefens nøgle (vist i talrige amerikanske film).
Det installerede system i Peder Skram havde en konkret brist, en fejl, som øjensynlig tillod faktisk affyring uden om chefens nøgle. Det forhold, at chefens nøgle under episoden beroede i chefens varetægt, er det simple, hurtige, bevis - som det så også har vist sig - at det var en systemfejl, ikke en menneskelig fejl.
Jeg ved ikke, hvorfor du bliver nedstemt. Det gør mig ikke ligefrem opstemt.
Jeg skal ikke gøre mig klog på kommunikationshastigheden dengang. Jeg var kun 15 år gammel.
Jeg ved kun, at mine forældre stadig havde drejeskivetelefon, og først for nylig havde anskaffet et farve-TV. At internettet endnu ikke eksisterede (DarpaNet blev til internettet året efter). At Bill Gates endnu ikke havde brugt udtrykket "Information at your fingertips". Og at vi havde mange små politikredse.
Kunne man i den verden have informeret alle politikredsene inden for missilets radius på 100 km og derfra have fået informationen ud til de politifolk, der ville have brug for at vide det, inden meldingerne om nedslaget begyndte at løbe den modsatte vej i systemet og nåede tilbage til skibet?
Og ville det have gjort ret meget forskel, hvis det var lykkedes? Nogle mennesker kunne naturligvis have undgået at bruge tid på at prøve at finde ud af, hvad der var sket. Men den umiddelbare opgave med at søge efter tilskadekomne, afspærre området osv. ville vel have været den samme, selv om de vidste, at det var et missil.
Det lyder jo alt sammen rimeligt, og det er jo også forståeligt, at der i sådan en situation er en fase, hvor man ved, at der er sket noget voldsomt men ikke hvad. Men det er jo spekulationer, og det jeg mener at huske er 40 år siden. Det er dog kommet frem, at Peder Skram formodentlig ret hurtigt sendte en lidt vag melding til SOK, men derefter?
Min spekulation om en tilbøjelighed hos de militære til at forholde de civile myndigheder ubehagelige oplysninger er ikke skudt ned endnu. I øvrigt er der et ældre og veldokumenteret eksempel: den store mineeksplosion på Holmen. Men det er trods alt meget længe siden.
Jeg siger - men kan huske forkert - at der dengang var myndighedspersoner, der syntes, der gik for lang tid.
Det er jo netop et resultat af at man mister fornemmelsen for hvor hurtigt situationen udvikler sig. Nå alarmcentralen modtager sådan et opkald, så sætter den det helt store apparat i gang nærmest øjeblikkeligt. Uden at man ved hvad der egentligt er sket, man ved kun at der har været en eksplosion og flere huse i brand !
Inden for et kvarter efter affyring, så har det første brand- og politifolk formentligt været på stedet.
Hvis jeg havde siddet på den lokale politistation, så ville jeg nok havde startet med at ringe til Artilleriskolen på Sjællands Odde eller Flyvevåbnet, eventuelt artilleriregimentet i Holbæk for at høre om det var noget de kendte til. Det ville umiddelbar være "the usual suspects".
Peder Skram fik da også dem første melding om eksplosionen fra Artilleriskolen. Læs link i #2
Når politiet så havde opklaret at det nok var et vildfaret missil, så kunne de kontakte deres egne biler via radio, mens de ringede til Falck og Brandvæsen, det så hver især kunne sende radiomelding til deres respektive køretøjer, det var før Sine og mobiltelefon. På det tidspunkt har de fleste indsatsstyrker nok været på plads.
Med de tider, er det jo klart, at man ikke kunne nå at advare nogen, før missilet slog ned. Men for de politifolk, der rykkede ud til et raseret sommerhusområde, og for de få, der befandt sig i området, var det stadig vigtigt at få opklaret, hvad der egentlig var sket. De kunne jo ikke vide, at det var et eksploderet missil, og at der ikke var nogen fare for, at der ville ske yderligere ødelæggelser eller andre ukendte farer. Jeg tror, at kritikken i sin tid gik på, at der gik unødvendig lang tid, inden den oplysning nåede frem. Det udelukker jo ikke, at Peder Skram kan have sendt sin melding til SOK næsten med det samme.
Men jeg ved ikke andet om sagen, end hvad jeg mener at kunne huske fra skriverierne dengang. Jeg siger altså ikke, at der gik for lang tid. Jeg siger - men kan huske forkert - at der dengang var myndighedspersoner, der syntes, der gik for lang tid.
Men der var fortsat ingen nøgle i, så systemet skulle være sikkert.
Det er ikke for at kritisere manden, men det svarer jo lidt til at trykke på aftrækkeren på en pistol og forvente at den ikke går af fordi sikringen er sat. Men den var der så fejl på. Det er stadig et vådeskud.
Det virker til at man har lært et eller andet siden at missilet denne gang blev i affyringsrampen.
Princippet er det samme i luftfart og mange andre steder. Man har en række sikkerhedssystemer, der alle skal fejle, før at det går galt. Konceptet falder fra hinanden, hvis man på hvert niveau tænker at det kan vi lade fejle, for de fanger det alligevel på de andre systemer. Så ja, de var skyldige dem der havde leveret et system der kunne affyre uden nøgle. Men manden der trykkede på knappen uden at sikre sig at der ikke var skud i bøssen, er også skyldig. Det går kun galt fordi mange svigtede og så er de alle medskyldige.
Jeg mener at kunne huske, men kan ikke finde det nu, at søværnets personale på skibet den gang gav sig endda meget god tid med at give besked til de relevante myndigheder om, at de var kommet til at affyre et missil. Det medførte, at de politifolk, der ankom til området, ikke havde nogen mulighed for at vide, hvad der havde raseret sommerhusene.
Peder Skram rapporterede til deres operationelle myndighed, i dette tilfælde SOK eller Kattegats Marinedistrikt (KGM). Et søværnsskib vil aldrig kontakte det lokale politi direkte, det vil altid være gennem SOK/KGM. Når man ikke viste hvad vej missilet fløj, så havde man heller ikke nogen anelse om hvilke af de dengang mange politikredse man skulle kontakte.
Missilet eksploderede ca. 2 minutter efter affyring.
Dengang gik alarmopkald til de lokale politikredse, og selv om man ikke havde mobiltelefoner, så havde mange fastnettelefon i sommerhusområderne, så man har nok fået de første opkald mindre end 5 minutter efter affyring. Længe før søværnet fandt ud af hvor deres missil var faldet ned.
Jer kan så undres over at man ikke kunne følge missilet på Peder Skrams luftværnsradar. Men det er så et spørgsmål om den har været bemandet under en forlægningssejlads, hvis der ikke allerede sad en radargast og kiggede på skærmen, så har det været håbløst.
Som jeg har forstået det, så begik han dog stadig fejl. Den sidste fejl i en række af fejl.
Men der var fortsat ingen nøgle i, så systemet skulle være sikkert.
så begik han dog stadig fejl.
Ja, sidevælgerkontakten stod forkert. Men når nøglen ikke var sat i, burde det være ligegyldigt. Det var det så ikke.
Det jeg mener at kunne huske, er egentlig kun, at Peder Skrams melding om affyringen blev kritiseret af andre myndigheder. Måske var spørgsmålet ikke, hvornår der blev rapporteret, men at meldingen til land var for vag og intetsigende til, at modtagerne rigtig forstod, hvor alvorlig situationen var. Det kan også have været en fejl hos modtagerne. At man på Peder Skram ikke kunne sige, hvor missilet ville slå ned, er sikkert rigtigt.
Men bagefter druknede den diskussion nok i det meget varmere spørgsmål: hvordan kunne sådan en utilsigtet affyring overhovedet ske. I den sidste ende blev Olsen jo heldigvis praktisk talt frikendt, men det blev en meget lang proces.
En betjeningsfejl? Nej, det var sjusk og lal fra leverandøren.
Som jeg har forstået det, så begik han dog stadig fejl. Den sidste fejl i en række af fejl.
men leverandøren vidste det godt
Og sendte dog trods alt en besked til Søværnet om problemet. Søværnet gjorde beskeden fra leverandøren tilgængelig for kaptajnen i kælderen, på bunden af et aflåst arkivskab i et forladt toilet, bag en dør med et skilt, der sagde "Pas på leoparden."
Man får en fornemmelse af, at det er ret let at blive kastet under bussen i det foretagende.
Dengang i 1982 (i næsten krigstid) var launch-systemet indrettet sådan at hvis man trykkede på "FYR x",(x={1,2,3,4}); så gik der et missil af, hvis der var et i et af launcherens rør. Det vidste den uheldige kaptajn ikke - før han trykkede på knappen.
Det beklagelige var jo, at den nøgle, der skulle sættes i kontrolpulten, hang trygt i kaptajnens rum. Uden nøgle var systemet - angiveligt - sikret. Men der var en utilsigtet (!) strømkreds, hvis sidevælgeren (styrbord/bagbords batteri) stods til den ene side, og man så trykkede på fyr i den anden side efter indtastning af kursdata.
Kurs 123, målafstand 45 til 67 (efter hukommelsen).
Kaptajnen vidste det ikke, men leverandøren vidste det godt. Derfor fik kaptajnen, Olsen, skylden. Og et bijob som konsulent hos leverandøren (som var?) bagefter.
En betjeningsfejl? Nej, det var sjusk og lal fra leverandøren.
Boosteren var denne gang stadig i launcheren, fregatten lå i Korsør havn og Harpoon missilet var IKKE armeret - da advarslen gik ud; man har lært lidt af bøffen for 42 år siden.
Selvfølgelig dækker et hjørne af det forventede, mulige nedslagsområde sejlrenden gennem østbroen.
Det lugter lidt af IT/betjenings-fejl.
Dengang i 1982 (i næsten krigstid) var launch-systemet indrettet sådan at hvis man trykkede på "FYR x",(x={1,2,3,4}); så gik der et missil af, hvis der var et i et af launcherens rør. Det vidste den uheldige kaptajn ikke - før han trykkede på knappen.
Denne artikel - som naturligvis bygger på udsagn fra nogen, der har noget i klemme, men dog trods alt indeholder en ret fornuftig argumentation - giver et noget andet billede:
Imens der på Peder Skram fortsat ikke var vished om missilets kurs, var det Lars Wille-Jørgensens opgave at underrette øvrige myndigheder om, hvad der var sket.
- Vi sendte et signal til land om, at Peder Skram utilsigtet havde affyret et missil. På dette tidspunkt vidste vi ikke, om det var et menneskeligt uheld eller en fejl i systemet, og derfor formulerede vi det på den måde.
Det gav ifølge Lars Wille-Jørgensen ikke mening at advare om, hvor Harpoon-missilet kunne slå ned.
- Der var så mange mulige steder, det missil kunne være fløjet hen, så enhver tanke om at advare nogen ville være meningsløst, siger Lars Wille-Jørgensen.
Det er måske lidt skævt i forhold til de aktuelle sager, men jeg kommer til at tænke på Peder Skrams nedkæmpning af et sommerhusområde ved Lumsås. Jeg mener at kunne huske, men kan ikke finde det nu, at søværnets personale på skibet den gang gav sig endda meget god tid med at give besked til de relevante myndigheder om, at de var kommet til at affyre et missil. Det medførte, at de politifolk, der ankom til området, ikke havde nogen mulighed for at vide, hvad der havde raseret sommerhusene.
Måske det simpelthen er en fast og gammel tradition i flåden: uha - der er sket noget grimt- lad os lade som ingenting? (men i den aktuelle sag med Ivar Huitfeldt ser det dog ikke ud til, at det er på selve skibet, man har valgt at tie stille)