Ford-ejere kan snart køre uden hænder på danske motorveje

21. december 2023 kl. 16:004
Ford bluecruise
Om få måneder kan man slippe rattet i Ford Mustang Mach-E. Man skal dog stadig have øjnene på vejen hele tiden. Illustration: Ford .
2024 kan blive et stort år for selvkørende teknologi i biler. Om få måneder kan ejere af en Ford Mustang Mach-E slippe rattet på de store danske motorveje. Teslas selvkørende FSD-software kan blive frigivet i Europa, mens tyske BMW-ejere helt kan overlade kørslen i den nye i7-serie.
Artiklen er ældre end 30 dage

Udsigten til selvkørende biler på de danske veje ligger fortsat mange år ud i fremtiden. Men det er ikke ensbetydende med at bilproducenterne holder inde med nye løsninger til adaptive fartpiloter og vognbaneassistent-systemer. 

Ford er nu på vej med sit Bluecruise-system på de store danske motorveje op gennem Jylland, hen over Fyn og over Storebælt til København og Helsingør samt motorvejen fra Rødby til København. 

Det skriver FDM, som har prøvekørt Bluecruise i Tyskland. 

Med BlueCruise sørger bilen selv for at holde farten, accelerere og bremse, når der skal holdes afstand til andre bilister. Bilen kan også selv registrere eventuel kødannelse og bremse op i den forbindelse.

Hænder fra rattet

Den store forskel på Bluecruise og mange andre vognbaneassistenter er, at det er tilladt at fjerne hænderne fra rattet under kørsel. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Bluecruise er til tilføjelse til Fords nuværende vognbaneassistent, som sikrer, at man holder afstand til forankørende biler, og at bilen fastholdes midt i vognbanen.

Selvom man kan placere hænderne i skødet, skal øjnene dog stadig være fokuseret på vejen. Et infrarødt kamera registrerer hovedposition og hvilken retning øjnene er fokuseret. Det skulle ifølge Ford også være muligt, selvom føreren har solbriller på. Hvis føreren kigger væk fra vejbanen, bliver føreren bedt om at rette blikket mod vejen. 

Illustration: Ford.

Dette sker i første omgang i form af beskeder i bilens display, advarsler over højttaleren og en automatisk sænkelse af farten, mens bilen stadig styres af BlueCruise teknologien.  I yderste konsekvens slår funktionen selv fra og bremser bilen langsomt.

Det er kun på udvalgte motorvejsstrækninger, at løsningen er tilladt. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det nye BlueCruise-system vil i første omgang kun være at finde i elbilen Ford Mustang Mach-E, som der er solgt 2.500 af i Danmark i starten af 2023.

Testen siger ok

FDM har været i Tyskland for at prøve Fords Bluecruise, og fortæller om en positiv oplevelse. 

»Man lærer meget hurtigt, hvordan systemet virker, hvordan det aktiveres, og hvornår man skal være særlig opmærksom på, om det slår fra. Det sker f.eks., inden man kører gennem tunneler, ved betalingsanlæg og ved til- og frakørsler. I princippet kan bilen til gengæld fint klare at køre gennem vejarbejdszoner, hvis ellers vognbanerne er tydeligt afmærkede. Bilen regulerer også selv hastigheden efter de lokale fartgrænser, og systemet fungerer op til 130 km/t,« lyder det i en anmeldelse. 

Remote video URL

Bilisten er stadig ansvarlig

Selvkørende biler inddeles traditionelt i fem niveauer, hvor nul er ingen automatisering, 1 er fartpilot, vognbaneassistent eller parkeringsassistent, 2 svarer til delvis automatisering, hvor bilen overtager styringen, men hænderne skal være på rattet og øjnene på vejen, mens niveau 3 svarer til at bilen overtager styringen.

Det helt store spring bliver hvis en bilproducent bliver godkendt til niveau 3, hvor det er bilen der overtager styringen og dermed ansvaret for kørslen. Der findes en håndfuld virksomheder der tester førerløs taxikørsel, blandt andet Waymo i San Francisco og Phoenix i USA og Baidu i Kina. 

Selvkørende biler

Bilers selvkørende niveau er defineret i 2014 af standardiseringsorganet SAE International.

  • Niveau 0: Ingen automatisering
  • Niveau 1: Førerassistance – fartpilot, adaptiv fartpilot, parkeringsassistent, vejbaneassistent
  • Niveau 2: Delvis automatisering – bilen overtager styring, men fører skal være opmærksom og have hænder på rattet.
  • Niveau 3: Bilen overtager styringen, men føreren skal være i stand til at kunne overtage styringen.
  • Niveau 4: Høj grad af automatisering. Føren må sove og forlade førersædet og i afgrænsede områder, hvor det er tilladt.
  • Niveau 5: Fuld automatisering. Kan køre helt uden menneskelig indgriben.

Ford kalder selv Bluecruise for 2+, da føreren skal være aktiv hele tiden, men uden at hænderne skal være på rattet. 

Andre producenter kalder niveauet for 2,5 eller 2,9. Der er dog teknisk og lovgivningsmæssigt et stort spring op til niveau 3, hvor det også er tilladt at fjerne øjnene fra vejen, og hvor det i princippet ikke længere er føreren, der har ansvaret.

Der er intet specifikt krav i færdselsloven om, at man skal have hænderne på rattet, når man kører bil. Til gengæld skal du være agtpågivende, og det kræver, at du har hænderne placeret, så du kan nå at reagere. 

Tyskland fører an

2024 kan også blive året hvor Tesla udruller sin version af niveau 2, hvor bilen overtager styringen, men føreren stadig skal være opmærksom på trafikken. Det er Teslas ambitioner at FSD ikke kun kan bruges på store hovedveje, fx motorveje, men på alle typer veje, også i byer. 

Mercedes-Benz og BMW tilbyder lignende systemer på niveau 2+, men de er indtil videre kun godkendt i Tyskland. BMW kan dog fra marts tilbyde niveau 3 i 7-serien, men også her kun i Tyskland og kun når bilen kører under 60 km/t.

4 kommentarer.  Hop til debatten

Tophistorier

Debatten
Vær med til at skabe en god debat ved at følge vores debatregler.

For at deltage i debatten skal du have en profil med adgang til at læse artiklen. eller opret en bruger.
settingsDebatvisning
4
24. december 2023 kl. 00:38
svarede René Low [2]
Re: Niveau 3

Og dem , som mig selv!, der syntes det er så kedeligt at køre bil, at det stopper mig i at tage ud og udforske byer og områder i Danmark

how Low can you get? :))

PS  Sorry...og god jul til alle, forresten!

3
24. december 2023 kl. 00:17
Citat; "Der findes ikke noget

Citat; "Der findes ikke noget mere kedeligt end at køre lange ture på motorvej og nu kan bilen selv. Du kan arbejde, læse eller se TV (at sove er dog forbudt). Det bliver en ægte game changer for dem der bruger meget tid på motorvejen."

 

Chaufføren, eller er han nu det(?), altså ham som slår autopiloten til, har stadig ansvaret for at kørslen er sikker. Det må kræve en tyrkertro på softwaren, hvis man tør fokusere på andet end trafikken og autopiloten undervejs. IMO kræver det mere opmærksomhed at monitere autopiloten og dens præstationer, end at køre bilen selv. Skulle jeg gøre det ville jeg blive udmattet langt før med autopilot, end hvis jeg kører selv. 

I øvrigt oplever vi motorveje helt forskelligt. Personligt elsker jeg at køre - især på de tyske og italienske motorveje. Der er meget at se undervejs, og har slet ikke tid til hverken TV læsning. Temmelig få vil kunne arbejde undervejs, dels på grund af manglende plads, og nok kun for dem, som bruger en PC til arbejdet, - not?

2
22. december 2023 kl. 12:56
Re: Niveau 3

Det bliver en ægte game changer for dem der bruger meget tid på motorvejen.

Og dem , som mig selv!, der syntes det er så kedeligt at køre bil, at det stopper mig i at tage ud og udforske byer og områder i Danmark.

Et arbejde der kræver daglig bilkørsel uanset distance eller tidsforbrug, er fuldstændig udelukket .

Hvis ikke det kan gøres på en el-cykel er det udelukket.

 

En selvkørende bil vil absolut  ændre på dette.

1
21. december 2023 kl. 16:50
Niveau 3

Det er klart bedre og mere behageligt at kunne slippe rattet. Men så spændende er Bluecruise nu hellere ikke. Det er et meget lille skridt frem i forhold til andre systemer.

De to systemer vi venter på er Teslas FSD og Mercedes/BMWs level 3 på motorvej ved 130 km/t.

Tesla FSD er kun level 2 men gør sig oprigtigt fortjent til betegnelsen level 2 plus. Det er et system der kan en hel masse mere end andre level 2 systemer. Så meget mere at det næsten ikke kan sammenlignes. Men det er hverken level 3 eller level 4/5 og ingen ved hvornår det kan blive det. Der er langt fra at kunne være selvkørende under overvågning til at kunne køre 100% fejlfrit og måske uden et menneske i bilen.

Mercedes og BMWs level 3 er kun til motorvej og kun 60 km/t. Men reglerne for 130 km/t er allerede godkendt og trådt i kraft. Det kan formodes at de snarligt opgraderer fra 60 til 130 km/t og så bliver det et mega interessant system. Det er på ingen måde lige så flashy som FSD og måske teknologisk hellere ikke lige så imponerende. Til gengæld får man meget mere nytte for pengene. Der findes ikke noget mere kedeligt end at køre lange ture på motorvej og nu kan bilen selv. Du kan arbejde, læse eller se TV (at sove er dog forbudt). Det bliver en ægte game changer for dem der bruger meget tid på motorvejen.