Omstigning til fremtiden: Vejlensisk SMV ser digital fremtid i øjnene

Foto : Julie Ring-Hansen Holt

Omstigning til fremtiden: Vejlensisk SMV ser digital fremtid i øjnene

FØLJETON: Et generationsskifte i den vejlensiske virksomhed Elektro-Isola har betydet omfattende digitalisering af en ellers meget traditionel produktionsvirksomhed. Øvelsen handler om at føre den 100 år gamle virksomhed ind i fremtiden.

Egentlig går det meget godt. 

Salget har ligget stabilt i mange år, det samme har overskuddet. Produktionsudstyret er state-of-the-art, og medarbejderne er glade for at arbejde i virksomheden, der har flere 40 års jubilæer end nyansættelser.

Men da direktørstolen efter 35 år fik ny indehaver i maj 2020, indledte det også et generationsskifte og en overgang til en ny strategi, hvor organisationen skal digitaliseres i langt højere grad for at kunne lægge en mere aggressiv salgsstrategi, fortæller virksomhedens første marketingchef Kasper Bay Simonsen. 

»Da jeg tiltrådte, var det midt i corona, og der havde vi ingen mulighed for at afholde digitale møder. Virksomheden havde simpelthen ikke it-systemerne til det – ingen Teams, ingen Skype, ingenting. Så da kunderne sagde nej til at få gæster, kunne vi kun ringe til dem,« fortæller han om en virksomhed, der var godt tilfreds med at køre stabilt efter mottoet ‘Why fix it if it ain’t broken?’.

Fokusskift fra maskiner til kunder

Kasper Bay Simonsen er som forretningsudvikler og marketingchef ansat til at modernisere og digitaliser biksen med det primære formål at få nye kunder. Og når man går en tur rundt i den 23.000 kvadratmeter produktionshal kan man fornemme det fokus, virksomheden indtil nu har haft, for der er altid blevet investeret i de nyeste maskiner, og Elektro-Isola har et af de nyeste produktionssetup i branchen med moderne CNC-maskiner, robotarme og så videre. 

Kasper Bay Simonsen
Forretningsudvikler og marketingchef Kasper Bay Simonsen
Illustration: Julie Ring-Hansen Holt

 

»Men man har lidt glemt kunderne og den rejse, de også har været på,« siger han, mens han viser rundt på fabrikken i Vejle.

Elektro-Isola fremstiller elektrisk isolerende kompositmateriale af papir, glasvæv og bomuldsvæv, som kan pakke alt ind, der er strømførende, for at undgå brand, elektrisk stød eller andet. Historisk har virksomheden leveret mange af sine produkter til vind- og bilindustrien, hvor der er mange elektriske komponenter, der skal eller kan pakkes ind i kompositmateriale. Og det er en af Kasper Bay Simonsens kardinalpunkter, at Elektro-Isola skal være bedre til at fortælle om alle de fordele, kompositterne har.

»Lige nu fortæller vi, at vi kan lave rør og plader. Den nye fortælling handler om, at vi laver komposit, og at vi kan levere den form, der lige præcis passer dig – hvad enten dit behov er styrke, elektrisk isolerende eller varmeisolerende. Vores materialer kan erstatte aluminium, stål eller plast, og det vil vi gerne samarbejde mere med kunderne om at udvikle,« siger han. 

»I stedet for at tilbyde dem en fast portefølje af produkter, der kommer tæt på deres behov, skal vi være bedre til at spørge dem, hvad de har brug for, og så udvikle præcist det.«

Vækst kommer fra nye kunder

For Kasper Bay Simonsen er nogle af de lavthængende frugter at blive mere synlig og kendt som virksomhed. Det betyder for eksempel, at man skal kunne søge efter Elektro-Isola på internettet, fortæller forretningsudvikleren. »Vi dukker simpelthen ikke op,” siger han med eftertryk.

I februar fylder Elektro-Isola 100 år, og der skulle en ny hjemmeside, et nyt nyhedsbrev og en LinkedIn-profil gerne være oppe at køre, ligesom et nænsomt fornyet logo bliver lanceret, fortæller marketingchefen over et par stykker smørrebrød. 

Samtidigt er han ved at implementere et CRM-system (customer relationship management system), der skal understøtte målet om vækst, hvilket kræver generering af tilpas mange nye kunder. 

»Hvis vi får en ny kunde i dag, er det ikke noget med at sende et velkomstbrev eller gøre os lidt lækre. Vi sender dem bare et tilbud og venter på, at de selv vender tilbage. Men der er mange ting, vi kan gøre for at tiltrække og fastholde kunder,« siger Kasper Bay Simonsen.

For eksempel kan man etablere en marketingafdeling, som den nye direktør har gjort og sat Kasper Bay Simonsen i spidsen for. For nyligt ansatte han en medarbejder mere, så nu er afdelingen oppe på hele tre medarbejdere.

»Vi er den hurtigst voksende afdeling i Elektro-Isola,« smiler han. 

Øvelse i at fare med lempe

Når salgsafdelingen begynder at arbejde med det nye CRM-system, skal salgsprocesser og -adfærd være ændret – og den frugt hænger ikke lavt. Det er 100 års vaner og kultur, der skal justeres, og forandringen bliver ifølge Kasper Bay Simonsen en øvelse i at fare med lempe.

»Vi skal have mennesker, der har gjort, som de plejer i 30 år, til at gøre noget andet. At ændre kulturen er den største udfordring i hele den rejse, vi er på lige nu,« understreger han og beskriver Elektro-Isola som en socialt ansvarlig virksomhed, der lægger sig i selen for at tilbyde deltidsarbejde eller nedsat tid for ikke at slippe de erfarne medarbejdere helt. »Man tager hånd om de ansatte«, som marketingchefen siger.

»Det er en ordentlig virksomhed, og det er medarbejderne stolte over. Og vi vil med forandringerne for guds skyld ikke træde nogen over tæerne. Vi vil derimod sikre os, at den virksomhed, de har været ansat i i 40 år, også er her de næste 40 år.«

For Kasper Bay Simonsen og direktøren hedder metoden til at få medarbejderne til at se muligheder i stedet for begrænsninger derfor: information, information, information.

Hver dag bliver der holdt tavlemøder hos værkførerne, i salgsafdelingen, i ledelsen og i cross functional-regi, hvor værkførere og alle funktioner mødes. På gangen i administrationsbygningen hænger desuden en opslagstavle med information, så alle kan følge med i tiltag og arrangementer.

Den store – og til tider tunge – forandringsproces får dog ikke Kasper Bay Simonsen til at ryste på hånden.

»Vi er helt sikre på, at vi kan gennemføre forandringerne, så vi er nærmere lidt utålmodige,« smiler han. 

»Men vi er nødt til at have respekt for de dedikerede medarbejdere og sørge for at få dem forankrede i forandringerne. Vi får ikke noget godt ud af at bede sælgerne om at skifte til CRM-systemet fra dag et,« siger han.

En ældrebyrde spøger

For at få nogle input til forandringsprocessen og til fremtiden, har Elektro-Isola meldt sig til et forløb i Dansk Design Center, finansieret af Industriens Fond, hvor Kasper Bay Simonsen håber at blive klogere på, hvad virksomheden vil have brug for af medarbejdere og teknologi om 30 år. 

Elektro-Isola
Illustration: Julie Ring-Hansen Holt

»Processerne i Elektro-Isola ser helt anderledes ud end i 1990, og det kommer de også til at gøre i 2050,« siger han og hentyder til de scenarier, han skal arbejde med i forløbet ‘Fremtiden Nu’ gennem Dansk Design Center. 

»Reelt har vi en ældrebyrde i virksomheden, for inden for fem-ti år kan op mod 40 procent af vores medarbejdere være væk. For at tiltrække nye medarbejdere har vi behov for synlighed og en anden form for udadvendthed, men vi skal samtidigt passe på, at det ikke går ud over kvaliteten og arbejdsmiljøet på virksomheden,« forklarer marketingchefen. 

»Derfor passer Fremtiden Nu som fod i hose til det, vi står over for,« siger Kasper Bay Simonsen, der på forløbet bliver fulgt af direktør Stig Krogh Pedersen, en erfaren produktionsmedarbejder og en kvalitetschef fra virksomheden.

»Jeg tror, det kan være rigtigt givtigt, at vi allerede nu begynder at tænke på, hvordan vi kommer til at se ud om 30 år. For eksempel er der sikkert mange af de stillinger, vi har i dag, som vi ikke har i 2050 på grund af mere automatisering.«

»Fremtiden er et farefuldt vand at navigere i. Sådan noget som Covid-19 gør, at vi bliver nødt til at se på, hvad vi gør lige om lidt, så 2050 er langt at se frem. Men vi vil gerne klare 100 år mere, så hele formålet er, at denne familievirksomhed skal drives videre til de næste generationer,« slår Kasper Bay Simonsen fast.



Føljeton: Fremtiden Nu

Elektro-Isola er en af seks virksomheder, der deltager i forløbet ‘Fremtiden Nu’ gennem Dansk Design Center. Forløbet er et strategi- og forretningsudviklingsforløb for danske produktionsvirksomheder, der gerne vil arbejde mere langsigtet med fremtiden — også når den er usikker. Gennem tre bootcamps skal deltagerne arbejde med en række fremtidsscenarier og får undervejs 1:1 sparring med eksperter, der hjælper deltagerne frem til eventuelle nye forretningsmuligheder. 

Vi følger Elektro-Isola gennem forløbet – og generationsskiftet.


 

Vil du prøve Tech Management?

Styrk dit lederskab - bestil et abonnement i dag

Bestil abonnement
Om Tech Management

Tech Management er Ingeniørens ledelsesmedie, som sætter fokus på ledelse, projektstyring og strategi i en digital og teknologisk forandringstid.

5 grunde til, at du skal læse Tech Management

1. Du får indblik i digital omstilling i et ledelsesperspektiv

2. Du får adgang til et medie, der tør skære igennem hypen om ny teknologi

3. Du får gode, lærerige cases fra virksomhedernes hverdag

4. Du får værktøjer, du kan bruge direkte i dit arbejde med ledelse og strategi

5. Du får ny inspiration til at styre dine projekter, så de lander hvor de skal

Fristet? Prøv Tech Management i en måned til 49 kr.

Elektro-Isola

Etableret: 1921 i Vejle

Familieejet virksomhed med 150 medarbejdere.

Fremstiller kompositmaterialer velegnede som konstruktionsmaterialer i en lang række applikationer – fra elektrotekniske og mekaniske applikationer til medicinal-, luft- og rumfartsindustrien.

Føljeton: Fremtiden Nu

Elektro-Isola er en af seks virksomheder, der deltager i forløbet ‘Fremtiden Nu’ gennem Dansk Design Center. Forløbet er et strategi- og forretningsudviklingsforløb for danske produktionsvirksomheder, der gerne vil arbejde mere langsigtet med fremtiden — også når den er usikker. Gennem tre bootcamps skal deltagerne arbejde med en række fremtidsscenarier og får undervejs 1:1 sparring med eksperter, der hjælper deltagerne frem til eventuelle nye forretningsmuligheder. 

Vi følger Elektro-Isola gennem forløbet – og generationsskiftet.

Latest news