Skabelsens søjler i nær-infrarød (14)
Illustration: NASA, ESA, CSA, STScI; J. DePasquale, A. Koekemoer, A. Pagan (STScI).
En ikke særlig julet billedkalender om teknologi, opdagelser, og kreativitet fra ingeniørverdenen. ALLE LÅGER HER.
Skabelsens søjler er et relativt lille område i Ørnetågen, der ligger mellem 6500 og 7000 lysår fra Jorden. De blev opdaget i 1920 af John Charles Duncan og er blandt mine absolutte favoritmotiver.
Hubble har taget utroligt flotte billeder af dem i synligt lys. Her er det James Webb, der har taget et billede i nær-infrarød. Selvom der er brugt kunstige farver er billedet stadig imponerende flot og lærerigt.
Når man ved at der er noget nær perfekt vakuum i rummet kan det virke kontraintuitivt at gas- og støvskyer eksisterer - hvorfor spredes de ikke? Svaret er naturligvis at tyngdekraften fra gassen og støvet selv holder skyen sammen. Faktisk kan tyngdekraften hive skyen tættere og tættere sammen i et kollaps, der munder ud i dannelsen af en stjerne - og, ved vi nu, i gennemsnit mindst én planet.
Når stjernen tænder udøver lyset et fotontryk på gas- og støvresterne, som så bliver blæst væk og stjernens lys kan ses fx fra Jorden. Det er den proces, der har givet søjlerne deres navn. Her bliver nye stjernesystemer født.
Søjlernes langstrakte form er en kamp mellem et lokalt tyngdefelt i spidserne af søjlerne og muligvis en kraftig foton-vind fra en supernova. En anden teori er at lys fra store stjerner over en længere periode har opvarmet og accelereret støvet og gasserne.
At "se" fysikken udfoldet i stor skala er fascinerende og inspirerende. Billedet viser også den proces, der startede det hele. Uden tyngdekraften og små densitetsforskelle i universet efter big bang, var de første stjerner ikke blevet skabt. Uden dem havde vi ikke været her til at se, glædes og forundres.
