Det er efterhånden ved at være længe siden, jeg har skrevet noget her på bloggen – og endnu længere siden, jeg har skrevet om patenteksamener. Men nu kan jeg råde bod på begge dele på en gang. Sidste uge besøgte jeg nemlig det polytekniske universitet i Milano for at deltage i den afsluttende del og eksamen af et kursus om den fælles Europæiske patentdomstol – eller UPC’en som den lidt mere mundret bliver kaldt.
Med den eksamen som overbygning på min EPA-certificering, kan jeg officielt repræsentere andre i patentrettighedssager foran UPC’en. Takket være kurset, er jeg også fuldt bevidst om, at det næppe er en god idé at gøre den slags alene.
Opgavetyper domstolen varetager
Som jeg skrev lidt om, da UPC’en omsider trådte officielt i kraft, er dens område håndhævelse af patenter.
Der har længe været mulighed for centralt at få vurderet ansøgninger og udstedelse af patenter. Men når først et patent eksisterede, var håndhævelse altså noget, der blev håndteret lokalet, de steder, hvor man havde valgt at validere patenterne.
Med UPC’en er der nu mulighed for at vurdere sager om krænkelse af patenter samt validiteten af de udstedte patenter centralt – for det er ikke unormalt, at nogen der får at vide at de krænker et patent synes, at selv samme patent skal ses efter i sømmene.
Illustration: Louise Floor Frellsen.
Overgangsperiode
Her i opstartsfasen er der en del benspænd at tage højde for. UPC’en er kun lige trådt i kraft, og indtil den har taget fuldt over, og det bliver obligatorisk at udstedte europæiske patenter har enhedseffekt, er der altså ekstra regler for, hvordan de lokale nationale retssager spiller sammen med retssager foran UPC’en. Så lige nu kan det godt føles lidt som om, at det system, der skulle simplificere det hele, i stedet gør det mere komplekst, fordi den frem for at slå domstolene sammen introducerer endnu et sted man kan føre en sag.
At være i den spæde start af UPC’ens dage betyder også, at vi ikke ved præcis, hvordan love og regler vil blive tolket. Der er selvfølgelig the Unified Patent Court Agreement (UPCA), som medlemsstaterne har skrevet under på. Men selvom der har været mange kloge hoveder inde over at udfærdige aftalen og de tilhørende regler, er der en tvetydighed eller tre, og først når der har været ført retssager til ende foran UPC’en, ved vi, hvordan disse elementer bliver tolket.
UPC’en bryster sig af at have hurtig sagsbehandling, men selvfølgelig kræver det tid at parterne kan fremføre deres argumenter først på skrift og sidenhen mundtligt, og at dommerne kan vurdere dem. Så det forventes, at en substantiel sag vil tage et års tid, og så længe har UPC’en ikke været aktiv endnu.
Konvergens
UPC’en er jo et internationalt samarbejde, og selvom globalisering giver mulighed for, at vi kan rykke tættere på hinanden på mange måder, kan man heller ikke helt ignorere, at der er kulturel bagage vi alle tager med os. Derfor er der kraftige formodninger om, at der her i begyndelsen vil være ret store forskelle på, hvordan de forskellige lokale afdelinger af UPC’en vil tolke lovteksterne. Det er selvfølgelig ikke hensigten, og det er ikke, fordi jeg mistænker, at der sidder dommere, der vil forsøge at gennemtrumfe deres lokale metoder. Men som der ganske indsigtsfuldt blev sagt i løbet af kurset, har vi alle nogle ting, vi ser som så selvindlysende, at vi slet ikke overvejer, at andre kan se anderledes på det – i hvert fald ikke hvis vi ikke får det direkte at vide. Man har dog forsøgt at tage højde for dette ved at sikre, at alle dommerpaneler indeholder dommere med forskellige nationaliteter, så der er øget chance for, at der bliver stillet spørgsmålstegn ved, om man er forudindtaget.
Samarbejde
Ud over en skriftlig eksamen havde det afsluttende forløb i Milano en række eksempelsager, hvor vi legede, at vi skulle håndtere en retssag. Vi blev inddelt i at skulle agere sagsøger, forsvarere og dommere. Arbejdet foregik i grupper og havde varierende grad af teknisk og juridisk karakter.
Det var spændende for mig, der ellers mest arbejder med at skrive ansøgninger og at sagsbehandle dem frem til udstedelse at prøve kræfter med den type opgaver. Ud over at lede efter huller og angrebspositioner, gik det i høj grad også ud på at gennemskue, hvad modstanderen har tænkt sig at komme med af argumenter, og hvad man så vil forsvare sig med. Det bliver også et stort strategisk spil, om man tør tage den ene position, der kan stå stærkt, men skabe problemer, hvis det ikke bliver godtaget, og modstanderen så kan vende ens ord om til et angreb længere henne i processen.
En sjov analogi vi blev introduceret til, er ligheden mellem, hvordan en patenthaver taler om sine patentkrav i forskellige situationer og en angorakat. En angorakat er et majestætisk dyr, stort og imponerende med sin fantastiske hårpragt – sådan tolker man sine patentkrav, når man vurdere krænkelse. Så er kravenes omfang imponerende og enormt, selvfølgelig dækker det rigtig meget, og det er åbenlyst, at modstanderen krænker. Men når man taler om validiteten af patentkravene, er det som en kat, der har fået en spand vand i hovedet, så pelsen klæber til kroppen. Selvfølgelig giver kravet mening, det er tydeligt, at det ikke er så bredt, at det rammer sammen med den kendte teknik eller kan misforstås, hvor meget der egentlig er med. Det er altså det samme bæst, men to meget forskellige oplevelser af dets væsen.
Illustration: Dall-E via ChatGPT.
Men det kan man selvfølgelig ikke slippe af sted med, når begge dele vurderes samlet, så det er en svær balancegang, hvad der er vigtigst i forhold til, hvor man lægger snittet, og hvad man tør sige i den ene del af sagen, fordi bordet så fanger i den anden del.
Så det jeg med sikkerhed lærte af kurset er, at jeg er voldsomt glad for, at jeg har dygtige kollegaer, der har erfaring med håndhævelse, validitet og retssager, for det var enormt værdifuldt at have flere øjne til at se sagerne fra forskellige vinkler og undgå oplagte ”fælder”.
Forhandlingsstrategier
Jeg siger ofte, at man egentlig har patenter i håb om aldrig at skulle bruge dem. Det er selvfølgelig lidt for smart sagt. Det er mere et spørgsmål om, at man håber på, at andre holder øje med ens patentportefølje og respekterer den beskyttelse, man har, så man ikke behøver at håndhæve noget, fordi krænkelsen aldrig opstår.
Vi fik også at vide, at statistikken viser, at især i fysik/mekanik-feltet, hvor de fleste virksomheder er af små eller middel størrelse, er det de færreste, der føre sager, og hvis sager bliver begyndt, bliver de som regel ikke ført til ende. I stedet bliver der indgået forlig, som ofte vil involvere licensaftaler eller andre former for tech-transfer.
Illustration: Louise Floor Frellsen.
Så det skulle vi selvfølgelig også øve. Her blev det heller ikke mindre relevant, at dele forskellige perspektiver, for alle vægter ikke det samme lige højt – hvilket jo egentlig er heldigt, fordi det er en del af årsagen til, at man kan opnå en handel, som alle er tilfredse med. Underviserne fortalte, at i løbet af de 10+ gange eksamen i dette kursus blev afholdt, var der endnu ikke nogen hold, der var endt med den samme aftale, men alle var nået til enighed om en endelig kontrakt.
Så selvom jeg (heldigvis) ikke lærte noget nyt under den skriftlige eksamen, var workshoppen og de ”praktiske” opgaver noget af det, jeg fik mest ud af i dette kursus.
Ligesom så mange andre af kursusdeltagerne, fik jeg sagt, at så må det her også være den sidste eksamen, jeg skal tage i meget lang tid. Nu må vi se, om der alligevel dukker et eller andet nyt op. Hvad er den sidste eksamen du har været til?
