Den grønne dagsorden er blevet allemandseje, dels fordi udfordringerne med klimaforandringer bliver tydeligere og mere håndgribelige dag for dag, dels fordi energipolitik er blevet til sikkerhedspolitik efter Ruslands invasion af Ukraine. Derfor er det naturligvis både godt og forventeligt, at der også blandt de politiske partier er bred opbakning til de ambitiøse danske reduktionsmål og et ønske om at gøre landet uafhængigt af fossile brændsler fra Rusland og andre ubekvemme samhandelspartnere.
Faktisk er det nærmest blevet politisk selvmord at fremstå som en slapper på klima- og energispørgsmål. Og selvom det kan lyde godt for de danske vælgere, der hungrer efter løsninger i den grønne omstilling, er det i mange henseender det stik modsatte.
Frygten for at fremstå som en klimaslapper fører til dårlige, forhastede beslutninger, der gør, at vi får mindre grøn omstilling for pengene, eller at omstillingen bliver unødig dyr for skatteborgerne. Udefra ligner jagten på den grønneste profil en lemmingeffekt på steroider, hvor det er vigtigere at demonstrere handlekraft, end at beslutningerne tages på et ordentligt grundlag.
Det er ikke længere nok at følge med. Hvis man vil fremstå grøn, må man hele tiden overbyde, og man kan ikke tillade sig at være tænksom af frygt for at blive forvekslet med en slapper. Og ubetænksomhed kan vise sig at være dyrt – det er der flere eksempler på. Det måske mest oplagte eksempel på, at politikerne træffer dårlige samfundsøkonomiske beslutninger, så de i hvert fald ikke kan klandres for at være klimaslappere, er Energiø Bornholm.
Den blev oprindelig besluttet med en indbygget forudsætning om, at den kun skulle etableres, hvis den var rentabel. Men da det kom til stykket, og et projektøkonomisk underskud på først omkring 10 mia. kr., der siden har udviklet sig til statsstøttebehov på hele 31,5 mia. kr., tårnede sig op, blev den forudsætning stiltiende ignoreret, samtidig med at man udvidede projektet fra 2 gigawatt til 3 gigawatt. Nu har politikerne så aftalt at sætte et loft over støtten på 17,6 mia. kr., men ingen var i processen villige til at række hånden op og påpege det åbenlyse, nemlig at aftalens forudsætninger var skredet eftertrykkeligt.
Samtidig er energiøen i Nordsøen sat på pause, fordi den viste sig at kræve 50 mia. kr. i statsstøtte. Men i stedet for at lægge den endegyldigt i graven, arbejder embedsværket videre på en billigere løsning. Den løsning bliver dog næppe heller rentabel. Men det ledige standpunkt om at droppe de dyre prestigeprojekter er der ingen, der indtager. Derfor udebliver debatten, og det kan den almene skatteborger ikke være tjent med, når det er store tocifrede milliardregninger, det drejer sig om.
Politikerne vil firedoble produktionen af vedvarende energi på land, femdoble produktionen af vedvarende energi på havet og have 4-6 gigawatt elektrolysekapacitet, der kan spalte vand til grøn brint og ilt – alt sammen inden 2030. Men det er uklart, hvorfor Danmark skal have de ambitioner, for de er ikke motiveret af analyser eller argumenter, og de giver langt mere strøm og brint, end Danmark selv kan bruge i al overskuelig fremtid.
og selvom det virker relativt harmløst, når politikerne melder ambitiøse mål ud, fordi det jo isoleret set ikke koster noget at have store ambitioner, opstår problemet efterfølgende. For når først en ambition er meldt ud, kan den også bruges af andre til at motivere politiske tiltag: ‘Hvis ikke staten finansierer et brintrør til Tyskland, når vi aldrig vores mål om 4-6 gigawatt elektrolysekapacitet’.
På den måde bliver de umotiverede mål pludselig til argumenter i sig selv og samtidig noget, som også fremtidige politikere bliver nødt til at styre efter, ligegyldigt hvor dårligt det er for samfundsøkonomien og dermed muligheden for faktisk at få så meget omstilling for pengene som muligt. På den måde maler overbud på klimaområdet nutidige og fremtidige politikere op i et ubekvemt hjørne, hvor de er henvist til enten at føre usmart politik eller fremstå som slappere.
Mål og ambitioner er selvfølgelig gode til at sætte retning for omstillingen, men det er helt afgørende, at de er bakket op af faglige analyser og gode argumenter, for ellers ender vi med politiske aftaler, der binder politikerne til at føre uhensigtsmæssig dyr klimapolitik. Ikke nok med at Danmark dermed får mindre grøn omstilling for pengene, så risikerer vi også at miste den brede opbakning i befolkningen.
Vil du bidrage til debatten med et synspunkt? Så skriv til vores debatredaktion på debat@ing.dk
