Leder: Sagen om Almassalkhi udstiller vores stupide udlændingeregler
Tåbelige benspænd for international arbejdskraft
Leder
Det er tåkrummende pinligt at forestille sig reaktionen hos de amerikanske kolleger, når danskamerikanske Mads Rønne Almassalkhi fortæller dem om sit møde med sit andet hjemland. Som Ingeniøren i sidste uge skrev, har han af de danske udlændingemyndigheder fået afslag på ophold til sin amerikanske kone i det ene år, han selv forsker i Danmark – for egne medbragte fondspenge. Hvorfor? Fordi denne topforsker er født i Danmark og har dansk statsborgerskab. Og fordi han ikke nåede at afslutte 1.g i Danmark, da han flyttede med sin far til USA, hvor han har uddannet sig til ph.d.-niveau inden for energiteknologi og i dag bl.a. arbejder som rådgiver for det amerikanske energiministerium. Dur ikke, siger de danske udlændingeregler, der er designet til at holde familiesammenføringer for døren.
Man ser for sig, hvordan de amerikanske forskerkolleger først sidder stumme af forbavselse og siden bryder ud i hovedrystende latter over, at et lilleputland som Danmark ikke vil byde endog en af sine egne statsborgere med familie velkommen hjem, der kommer med både væsentlig viden, vigtige kontakter og ovenikøbet medbringer sin egen løn.
Det er desværre ikke en enlig svale, at stupide udlændingeregler rammer højt estimerede forskere, som tvinges til at forlade Danmark med den kedelige fortælling, at deres arbejdsindsats, indsigt og viden ikke er velkommen i vores land. Hver eneste af disse fortællinger er med til at give os et ry, der gør det sværere at tiltrække dygtige forskere og specialister til landet.
At vi gør det endnu sværere at få familien med til landet for danske statsborgere end forskere og specialister, der kommer hertil uden tilknytning til landet, er endnu en absurditet. Virksomheder, der sender danske medarbejdere til udstationering i udlandet, risikerer med de stramme regler for familiesammenføring, at de ikke kan hente dem hjem igen, hvis de har forelsket sig i den forkerte - altså et menneske uden for EU. Vi siger på den konto hvert år nej tak til at få danskere retur, der ellers ville hjembringe vigtig viden og kontakter, fordi de vælger deres selvvalgte familie frem for et fædreland, der ikke anerkender deres valg.
Og ikke nok med det. Danske virksomheder oplever stigende sagsbehandlingstider, når de vil ansætte specialiseret arbejdskraft fra udlandet under den såkaldte beløbsordning, hvor arbejdstilladelse kræver løn på for stillingen normale vilkår og mindst 448.000 kr. om året. En ordning, som burde være nem at administrere, men hvor sagsbehandlingstiden fra udlændingemyndighederne alligevel løber op i 3-4 måneder. Og her er det altså ikke en fattig hyrde, der står i den anden ende og venter på at sætte fårene fri, inden han kan sætte sig i flyet til det forjættede Danmark. Det er veluddannede folk, der har sagt deres job op og gjort familien klar til at rykke rødderne op for jobbet i Danmark. Og mens virksomheden risikerer både at måtte afvise ordrer og udskyde projekter i ventetiden, risikerer den også, at den nye medarbejder når at finde sig et andet job i et land, der er kvikkere til at åbne dørene for højtuddannet arbejdskraft udefra.
Selvom politikerne gerne siger, at de vil den teknologiske udvikling og lytter med alvor på virksomhedernes råb om mangel på kvalificeret arbejdskraft til at drive netop denne, så bliver det stadig tydeligere, at de ikke har forstået alvoren. Der er vitterlig mangel på kompetencer inden for teknologi og it, og den kan ikke løses alene – og slet ikke hurtigt nok – ved at få flere danske børn og unge til at interessere sig for STEM-fagene.
Endnu et hovedrystende eksempel på, at der er større politisk vilje til at fodre den indre danske svinehund end et kompetencehungrende arbejdsmarked, er de seneste års lukning af engelsksprogede uddannelser. Det er himmelråbende tåbeligt ikke at tiltrække så mange teknologiinteresserede unge som muligt allerede under uddannelsen, hvor de sideløbende med den faglige dygtiggørelse på studiet får den danske kultur ind under huden, så de let kan glide ind på det danske arbejdsmarked og lukke nogle af hullerne her efter endt uddannelse. Ja, det koster os lidt SU. Men dels lægges langt størstedelen af disse penge jo på bolig og forbrug i Danmark under uddannelsen, og dels er det en lille investering, set i forhold til hvad der kan komme igen i form af skattebetalende arbejdskraft og – for den halvdel, der rejser hjem igen – vigtige ambassadører for danske virksomheder.
Hertil kan det tilføjes, at både virksomheder og uddannelser oplever, at det er langt lettere at få folk fra udlandet – også udlændinge fra store byer – til at slå sig ned i det udkantsdanmark, som regeringen så gerne vil gøde med dygtige unge mennesker, end det er at få de danske unge revet væk fra storbylivet.
Efter vores dækning af sagen har myndighederne valgt at genoptage Mads Rønne Almassalkhis sag, og med de lange sagsbehandlingstider kan hans hustru, der i øvrigt har en kandidatuddannelse i kemi, med garanti blive i landet opholdet ud. Om det ender med, at familiesammenføringen går igennem, så familien kan vælge at blive i Danmark i flere år og berige os med arbejdskraft og viden, er mere usikkert.
Hvis skiftende regeringer virkelig mener noget med deres høje ambitioner om Danmark som teknologisk og digitalt foregangsland, så er det på høje tid at finde modet til at gøre op med en udlændingepolitik, der er indrettet til at holde at holde fårehyrdestereotypen ude, og i stedet få sammenstykket en politik, der lukker højt specialiseret og nødvendig arbejdskraft ind - gerne med et varmt velkommen. trb
