Illustration: René Fléron.
En ikke særlig julet billedkalender om teknologi, opdagelser, og kreativitet fra ingeniørverdenen. ALLE LÅGER HER.
Alle himmellegemer kan tilskrives en albedoværdi, der er et mål for hvor meget lys de reflekterer. Således er Månens totale albedoværdi cirka 11% og Jordens omkring 30%. Den total albedoværdi er en summering af refleksioner ved alle bølgelængder og alle fasevinkler. Den betegnes ofte Bond albedo efter astronomen Georg Phillip Bond, der introducerede begrebet. Månens oplevede albedoværdi afhænger af vinklen mellem Solen og betragteren. Ved fuldmåne står Solen, Jorden og Månen næsten på linie. Dér lyser Månen ekstra kraftigt fordi månestøv har en katteøjeeffekt, altså virker som en refleks. Betegnelsen for den oplevede albedo, er geometrisk albedo.
Viden om albedo er essentiel i flere sammenhænge. Kender man et objekts albedo værdi og størrelse kan man bestemme afstanden til det, ved at måle hvor meget lys man modtager. Lysintensiteten aftager med afstanden i anden potens. Kender man istedet albedoværdien og afstanden til objektet kan man bestemme dets størrelse. Da 'Oumuamua drønede igennem vores solsystem blev dens albedoværdi diskuteret, fordi den indgår i størrelsesberegningerne.
En planets energibalance kan ikke etableres uden nøje kendskab til planetens albedo. Min PhD studerende og jeg arbejder i øjeblikket på et instrument, der skal forsøge at måle Jordens albedo med høj nøjagtighed ved at kigge på Månen. Et projekt vi laver i samarbejde med DMI, der PI for albedo studiet og Stuttgart Universitet, der bygger satellitten (ROMEO).
Solceller i fx lav jordbane bliver oplyst af sollys reflekteret fra Jorden. Dermed varierer deres strømproduktion en smule med kredsløbet. Det observerede vi, da vi studerede DTUsat-2. Den termiske balance for en satellit i tæt kredsløb om et himmellegeme kan også blive påvirket af reflekteret sollys fra himmellegemet.
Dagens billede er taget i stratosfæren i januar 2021 af et 4Pi kamera, kort efter ballonen er sprunget. Kameraets fiskeøjelinse giver et falsk indtryk af en krummende jord, dermed ligner det at kameraet er meget højere over Jorden end det i virkeligheden er. Billedet er taget i ca. 20 km's højde. Bemærk at himlen er blevet sort.
Til trods for den overdrevne krumning viser billedet på meget pædagogisk vis hvor meget Jorden kan reflektere. Derfor bruger jeg det i min forelæsning om strømforsyninger i Introduktion til Satellitsystemer.
