Hvor der er vilje, er der plads

Der er plads til natur, industri, landbrug og vedvarende energi i Danmark. Problemet er mangel på vilje til at sammentænke forskellige hensyn. I Danmark har vi et mål om at firedoble mængden af vedvarende energi på land inden 2030. Ifølge Klimaministeriet kan vi nå det ved at tidoble produktionen fra solceller og fordoble vindmøllestrømmen.

Det kræver plads, men det er ikke en uoverstigelig udfordring, hvis vi er en smule pragmatiske. I debatten hører vi ofte, at det bliver en stor udfordring at finde plads til solceller og vindmøller. Det er både rigtigt og forkert. Det er rigtigt, at vi bor i et lille land, hvor der også skal være plads til fødevareproduktion, flagermus og Forsvarets fly. Det er forkert, hvis man tror, at vi skal plastre hele landet til med energianlæg. Vi kan nå målsætningen i 2030 ved at bruge blot 2,1 procent af landbrugsarealet.

Ud af Danmarks samlede areal er 61 procent opdyrket, 25,2 procent er produktionsskov og natur, mens 14 procent af arealet er dækket af byer og infrastruktur – herunder vedvarende energi. I dag fylder vedvarende energi omkring 20.000 hektar, og frem mod 2030 skal vi finde yderligere 36.600 hektar til solceller og vindmøller. Det er et stort areal, men det er ikke en uoverstigelig opgave. Til sammenligning bliver der brugt fem gange så stort et areal til produktion af raps – hvoraf en væsentlig del bliver blandet i diesel frem for at blive brugt som fødevare.

Med de størrelsesordner in mente bør det være muligt at indpasse den nye grønne strøm i landskabet, og vi oplever også, at landmænd i vid udtrækning ønsker at lægge jord til vindmøller og solceller. Alligevel blev der taget flere vindmøller ned, end der blev sat op i 2023, og udbygningen med solcelleparker over 1 megawatt faldt med næsten 90 procent. Det skyldes en hel buket af årsager – stigende omkostninger, højere tariffer for at bruge elnettet og i nogle tilfælde lokal modstand.

Det kan være, at myndighederne har prioriteret et bestemt område til en fremtidig vej eller noget helt andet. Det kan være, at Forsvaret skal bruge et område til øvelser eller blokerer for nye vindmøller, fordi jagerflyene skal kunne flyve lavt. Det kan være kirkerne, som nedlægger veto, eller natur- og miljøorganisationer, som klager, fordi der bor flagermus eller sjældne fugle i området. Et stort flertal af danskerne mener, at vi skal bekæmpe klimaforandringerne og producere mere grøn strøm. Men ganske ofte bliver konklusionen desværre: ‘Det skal bare ikke ske lige her.’

Sådan behøver det dog ikke at være. Det er kun, når vi betragter de forskellige hensyn som umulige at kombinere, og når vi reserverer arealer til det ene eller det andet, at pladsen i vores lille land bliver trang. Landbrug og vedvarende energi kan eksistere side om side. Mellem solcellepanelerne kan fårene græsse, eller der kan stå afgrøder. Med intelligent planlægning af militære træningsruter og placering af vindmøller bør det være muligt både at have et kampdygtigt forsvar og grøn energi. Ved at tillade vindmøller i produktionsskov, som vores nabolande længe har gjort, kan vi høste både træ og vindenergi.

Og vi kan få mere natur frem for mindre ved at tænke grøn energi og natur sammen. I flere solcelleparker uden for Danmark bliver der i stigende grad skabt plads til naturen mellem solcellerne – for eksempel ved at frilægge åer og skabe mulighed for vild natur. EU anbefaler, at man ser pragmatisk på populationen af en art frem for udelukkende at fokusere på, om en park truer et enkelt individ af en truet dyreart. Det er anbefalinger, som vi bør lytte til.

Der er masser at tage fat på, men første skridt er at slå myten om et landskab overplastreret med solceller og vindmøller ihjel. Vi skal kun bruge en lille del af vores areal til den grønne omstilling. Og hvis vi gør det klogt, kan vi tilgodese naturen og biodiversiteten samtidig.