Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Har data- & AI-branchen fejlet?

15. marts 2021 kl. 16:35
Er der for lidt videndeling i data- & AI-branchen? Burde konsulenthusene skalere rådgivningen fra 1:1 til 1:mange? Det diskuterer seniorrådgiver i VENZO Søren Christian Søndergaard Poulsen i dette synspunkt.
Artiklen er ældre end 30 dage

Der findes næsten ikke noget, der er mere ironisk end digitale konsulentfirmaer, der rådgiver, evangeliserer og bliver betalt i dyre domme, når de rådgiver omkring eksempelvis digital transformation, men hvor deres egen forretningsmodel og metode har stået næsten uberørt de sidste mange årtier.

Det burde næsten være kundernes udvælgelseskriterie nummer ét, når de søger konsulenter, der skal hjælpe dem med deres transformationsprojekter – »Hvad med jer selv?«

Jeg har længe haft en dialog med mig selv med overskriften 'Har data- & AI-branchen fejlet big time?' – Glemte vi at transformere os selv ind et samfund, hvor viden let kan anskaffes, såfremt man blot ved, hvordan man bruger en moderne søgemaskine?

Vi har ikke evnet at skalere vores rådgivning og er stadig afhængige af en 1:1 kunde-/leverandørforhold-model.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Jeg hælder mere og mere til, at vi er fejlet, men lad mig lige prøve at dele lidt baggrundsinformation.

Siden jeg gik i 7. klasse, har jeg haft adgang til internettet. En adgang til en verden af viden og informationer. Jeg har altid sat ekstremt meget pris på de »få«, der holdte internettet i gang. 1 pct.  skaber indholdet, som de resterede 99 pct. konsumerer. De få, der gjorde det muligt for mig at dykke ned i de ting, jeg ønskede at blive klogere på.

Bøger og skolen fangede ikke dengang min interesse. Selv ikke på Handelshøjskolen, men en uddannelse skulle jeg jo have.

Jeg kunne knap nok stave til mit eget navn, før jeg gik i 6. klasse. Så imens mine klassekammerater på den privatskole, jeg var blev flyttet til efter 5. klasse, sad og løste krydsord i pauserne, lod jeg som om, jeg gjorde det samme. Men jeg kunne ikke sætte et ord ind i en kryds og tværs – hvilket jeg stadig ville have problemer med.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Til gengæld kunne jeg sidde i timer og dykke ned i informationer delt på nettet.

Jeg vil bare gerne hjælpe

Når jeg deler tanker (nogle gange nogle provokerende af slagsen), dokumenter, frameworks, blogs, »how-to guides«, laver podcasts, broadcasts m.m., så er det ene og alene med ønske om at dele information og viden, der kommer andre til gode.

Det er blevet min mission/mit why (eller indsæt selv eget yndlings Simon Simek eller Tim Robbins åbenbaringscitat): At gøre organisationerne klogere på hvad man kan indenfor data- & AI-universet.

Ud fra præmissen: »If you don’t know what is possible, you cannot think about those possibilities.«

Og jeg forventer intet igen. Ligesom de mange, der gjorde mig klogere ved at publicere deres viden på internettet, heller ikke forventede noget til gengæld.

Jeg hader at stå foran et stort publikum, men jeg gør det, fordi jeg gerne vil hjælpe. Jeg var altid den, der havde rollen i teaterstykkerne i skolen som tjener, gadefejer el.lign. – Rollen, der helst ikke skulle åbne munden og havde mindst mulig tid i rampelyset.

Jeg hader at være i rampelyset, men det er lettere, at jeg selv gør det, end at skulle klæde andre på til at dele min tanker.

Jeg vil bare gerne hjælpe andre.

Og jeg ville gøre alt for at inspirere de resterede 99 pct. til at dele mere ud af deres egen viden. Intet andet!

Okay, det kom til at lyde som om jeg vil være hele verdens frelser, men jeg vil virkelig bare gerne hjælpe.

Vi har fejlet

Nu kommer jeg tilbage til min indre dialog.

I forbindelse med min deling af det seneste Intelligent Automation-rammeværk, som jeg er gået i gang med at arbejde på, snakkede jeg med flere »konkollegaer«, der gerne ville have rammeværket tilsendt, hvilket de naturligvis har fået. I den forbindelse nævnte de, at deres egen organisation godt kunne lære lidt af at dele ud af deres videns IP (intellectual property).

Hos dem kunne det højest blive til en blog med fem overfladiske råd eller et whitepaper, hvor du med garanti skulle afgive din førstefødte og alle informationer om dig selv og få en sælger i røret dagen lang for at få fingrene i dette whitepaper – Det hedder leadgenerering, må man forstå.

Og i samtalen slog det mig: Tænk, hvor vi kunne have været i dag i branchen, hvis organisationerne gjorde det til deres fornemmeste opgave at dele alt videns IP. Skalere deres rådgivning fra et 1:1 til en 1:mange!

Bevares konkurrenterne ville blive dygtigere – hvilket jeg kun ser som noget positivt. Bevares organisationerne (kunderne) ville blive dygtigere – hvilket jeg kun ser som noget positivt.

Men kunderne ville have adgang til en vidensbank uden lige. Viden, der kunne inspirere og klæde organisationerne endnu bedre på til at spotte mulighederne i, hvad man kan med data og AI.

Organisationer, der ville få endnu mere smag på data agenda'en. Organisationer, der selv ville kunne drive mere selv og blive endnu dygtigere (der er mange organisationer, der allerede ligger niveauer over konsulenthusene med viden og erfaringer). Organisationer, der måske kunne undgå at lave nogle dyrebare fejl pga. et rammeværk, et godt råd, en cloud buddy-ordning eller et stumpkode lagt tilgængeligt på konsulenthusets hjemmeside.

Jeg tror, vi ville være et godt stykke længere, end vi er i dag, og derfor mener jeg, at vi har fejlet i en tid, hvor det mest naturlige er at søge hjælp online, i netværk eller gennem dialog.

Og jeg tror faktisk på, at den kage, som alle konsulenthusene i dag sloges om, blot ville være endnu større som et produkt af mere vidensdeling.

Et konsulenthus fornemmeste opgave er at rådgive og løfte organisationerne. En konsulents fornemmeste opgave er at gøre sig selv unødvendig og gøre organisationerne selvkørende. Og vi har i den grad fejlet at skalere denne rådgivning ved at holde på viden og kode.

Modsat må jeg blot rose alle de dygtige og passionerede folk derude, der allerede gør et stort stykke arbejde og deler viden og inputs på StackOverflow, GitLab, CodeProject, personlige hjemmesider, LinkedIn, eller hvor det nu deles. Det er igen de få, der løfter flokken, og jeg har selv været privilegeret at arbejde sammen med flere af dem, der brugte deres aftener og alle deres weekender på at skabe open source-services, arrangere netværkskonferencer o.l.

Og jeg synes, at flere og flere de sidste par år er kommet efter det, ved at tilbyde forskellige kurser, hackathons, events, briefings, arrangere netværksgrupper, yde bidrag til de passionerede frivillige, når de arrangerer community events a la SQL Saturday osv.

Men i 2021 kan viden ikke være magt.

Lad dette være en opfordring til at komme igang med at dele og hjælpe hinanden.

Dette indlæg er oprindeligt udgivet på LinkedIn.

Vil du bidrage til debatten med et synspunkt? Så skriv til vores debatredaktion på debat@ing.dk

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten

Tophistorier

Debatten
Vær med til at skabe en god debat ved at følge vores debatregler.

For at deltage i debatten skal du have en profil med adgang til at læse artiklen. eller opret en bruger.
settingsDebatvisning