Forskningsfriheden er under pres

I en nylig rapport konkluderer Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd (DFiR), at universitetsloven fra 2003 har været en succes i forhold til at styrke universiteternes relationer til omverdenen. Inden for de sidste to år har 96 pct. af forskerne været engageret i forskningssamarbejde, rådgivning, efteruddannelsestilbud eller anden formidling. I gennemsnit har en forsker ved et dansk universitet været involveret i fire forskningssamarbejder, seks rådgivnings- eller efteruddannelsesaktiviteter og otte formidlingsaktiviteter inden for de sidste to år. Til gengæld ser det ud til, at universiteterne står med markante udfordringer indadtil. Det gælder specielt forskningsfriheden og den demokratiske kultur. Det strider imod universitetslovens ord og hensigter.

Forskningsfriheden er under pres

I forhold til forskningsfriheden ser vi to markante problemer. Det ene vedrører de 24 pct. af forskerne, der beskæftiger sig med forskningsfagligt kontroversielle emner. For denne gruppe gælder det, at 71 pct. frygter, er blevet truet med eller udsat for repressalier. Vi ser det i sammenhæng med, at 25 pct. af alle forskerne vurderer, at deres institutledelse ikke er engageret i forhold relateret til forskningsfrihed. Der er stor forskel mellem institutterne. Det tyder på, at en engageret ledelse kan gøre en forskel i beskyttelsen af forskningsfriheden.

Et andet markant problem for forskningsfriheden er, at omkring 30 pct. af forskerne inden for de sidste to år er blevet pålagt forpligtelser, der begrænser deres forskningstid væsentligt og/eller har brugt mindre end 20 pct. af deres arbejdstid på forskning.

Det kan skyldes flere forhold, men en del af forklaringen skal findes i, at forskernes administrations- og undervisningsopgaver er vokset. Forskerne skal søge og administrere eksterne midler for at kunne forske. Desuden er uddannelser tilsyneladende underfinansieret og trækker derfor ressourcer og arbejdstid fra forskningen.

Den demokratiske kultur er udfordret

DFiR konkluderer også, at universiteternes demokratiske kultur er udfordret. Det ses f.eks. i det forhold, at 50 pct. af forskerne frygter, er blevet truet med eller har været udsat for repressalier ved at udtale sig om ledelsens beslutninger. Vi ser også et udbredt ønske blandt forskerne om mere inddragelse især i forhold til beslutninger om forskningsprofil, budget og organisation. DFiR noterer sig, at det gælder på tværs af stillingskategorier og på tværs af hovedområder.

Ligesom med forskningsfriheden er der imidlertid betydelig variation mellem institutter på de danske universiteter. Der findes flere institutter, hvor det er lykkedes at etablere en sund demokratisk kultur. DFiR vurderer derfor, at mulighederne for god ledelse, herunder medarbejderinddragelse og -medbestemmelse er til stede, men nogle steder ikke udnyttes i tilstrækkelig grad.

God ledelse med institutionel autonomi og økonomisk robusthed

En del af løsningen på disse udfordringer er at styrke universitetsledelsernes opmærksomhed og interesse for spørgsmål som medarbejderinddragelse, medbestemmelse, tryghed og forskningsfrihed. Rådet vurderer, at man kan løfte universiteternes kvalitet og relevans gennem en styrket demokratisk kultur. Vi anbefaler fx, at bestyrelserne og ledelserne monitorerer og evaluerer udviklingen for medarbejderinddragelse og medbestemmelse og forskningsfrihed gennem universiteternes APV-målinger og lader disse forhold indgå i rammekontrakterne. 

Det er store krav at stille til ledelserne på universiteterne. 

Det har derfor også været vigtigt for DFiR at afdække rammerne for universitetsledelserne. De har skullet agere i en meget omskiftelig politisk kontekst med mange reformer, der har trukket betydelige ressourcer fra universiteterne og afledt ledelsens fokus fra kerneopgaver. Dertil kommer en finansieringsramme, der begrænser ledelsesrummet.

Eksterne bevillinger er forbundet med afledte omkostninger, der hovedsageligt finansieres af basismidlerne til forskning. Rådet anbefaler derfor at understøtte muligheden for god ledelse ved at styrke universiteternes autonomi og økonomiske robusthed. Det omfatter lige økonomiske vilkår, bygningsselveje, længere bevillingshorisonter og belønning af EU-hjemtag. 

Anbefalingerne vedrørende økonomisk robusthed bør realiseres gennem nedsættelse af en kommission, der skal udvikle en national forsknings- og innovationsstrategi, herunder forslag til en langsigtet og holdbar finansieringsstruktur for universiteterne, som gør dem mindre sårbare for kortsigtede, politiske hensyn. 

Det er DFiR’s håb, at rapporten kan bidrage til en samfundsdebat, der afklarer hvilke udfordringer, vores universiteter står over for, og at vi på den baggrund kan sikre dem gode rammer for fremtiden.