Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Er du leder for kunstig eller ægte intelligens?

10. marts 2021 kl. 15:31
Det bør give sig selv, at alle ledere helst vil lede ægte intelligens. Men faktum er, at efterhånden som digitaliseringen skrider frem, så er der en betydelig risiko for, at man som leder i højere og højere grad skal forsøge at lede kunstig intelligens samtidig med, at ægte intelligens bliver en mangelvare.
Artiklen er ældre end 30 dage
Manglende links i teksten kan sandsynligvis findes i bunden af artiklen.

Hvordan kan man hensigtsmæssigt arbejde med digitalisering, så man har tilstrækkelig med ægte intelligens tilbage? Det er et centralt spørgsmål, hvad end man arbejder med digitalisering i en privat eller offentlig organisation.

Digitalisering er en grundlæggende forandring, som sker, når ens kerneprocesser eller produkter gøres digitale og datadrevne. Når digitaliseringsprocessen lykkes, hører man sjældent om den. Går den mindre godt, så risikerer man at komme på forsiden.

Herhjemme har vi oplevet fejl i Danske Banks beregningsmodeller til gældsinddrivelse, og de fleste kender til SKATs digitale inddrivelsessystem, der tjener som et andet eksempel på, hvor svært det kan være at få virkeligheden til at passe til den digitale verden.

Eksemplerne viser, hvilke katastrofale konsekvenser der kan opstå, når digitaliseringsprocessen sker på et ufuldkomment grundlag, og en af udfordringerne ved at digitalisere er, at konsekvenserne ofte først viser sig år senere.

Planlægning og omtanke er vejen frem

Derfor bør man som leder altid starte med at stille sig spørgsmålet: Hvorfor digitalisere? Digitaliseringsprocessen skal altid være forankret i en god forretningsmæssig begrundelse, og må aldrig forlade sig på so ein ding mussen wir auch haben.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Under alle omstændigheder bør det forventende output beskrives grundigt, så alle i ledelsen er klar over, hvorfor vi digitaliserer, hvad det præcist er, vi vil opnå, og hvordan tingenes tilstand ser ud, når digitaliseringen er tilendebragt. Beskrivelsen bør også indeholde de forventede fordele og ulemper, herunder hvad vi håber at konstatere. Alle digitaliseringer bør være omfattet af en plan, der i nogen sammenhænge har karakter af en forretningsplan, for planen og visionen må altid komme før, man vælger de værktøjer og it-systemer, der skal tilvejebringe planen.

Digitaliseringen kommer med en pris

Hvis man altid bruger GPS, så risikere man, at man langsomt mister sin evne til at finde vej.

Hvis et fly kan flyve sig selv, og den funktion bliver anvendt hele tiden, så vil pilotens evne til at flyve flyet blev forringet. En undersøgelse af flyulykker har således vist, at ulykker som skyldes pilotfejl er gået op fra 80 til 88 procent som følge af den øgede automatisering af fly.

Hvis en software træffer afgørelse om tildeling af forsikring og pension, så vil de ansatte efterhånden miste evnen til at overskue og forstå grundlaget for tildelingen, da alle senere ændringer bliver konverteret til et spørgsmål om at få opdateret software og ikke så meget at efteruddanne de ansatte.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er indlysende, at vi mister færdigheder, vi ikke træner, og det gælder selvfølgelig også i arbejdsmæssige sammenhænge. Det har som konsekvens, at vores offline-færdigheder bliver forringet eller i værste fald helt forsvinder.

Som ledelse bør man gøre sig klart, at risikoen for at vedligeholdelsen af viden/kunnen er i højrisiko for at blive skåret væk på et senere tidspunkt, så det er vigtigt, at man hele tiden har fokus på vigtigheden af at holde viden/kunnen ved lige og bruge den, eksempelvis som et led i en effektiv kvalitetskontrol.

Det er et valg, man som ledelse tager. Hvordan skal det fremadrettede forhold mellem ægte og kunstig intelligens være?

Hvordan håndterer ledelsen den menneskelige faktor?

Den menneskelige faktor er for mig at se både et overset, men også vitalt fokusområde for ledelsen.

Afhængig af, hvad man planlægger at digitalisere, vil digitaliseringen have større eller mindre indflydelse på mange mennesker arbejdsdag. Det kan være alt fra ansatte hos en selv til ansatte hos leverandører eller kunder og brugere.

Det er let at få øje på de positive effekter af en planlagt digitalisering. Det kan være, at arbejdsmiljøet bliver bedre, eller at det skaber større fleksibilitet. Tilgængeligheden af en ydelse bliver måske større, nogle ting kan gøres væsentligt hurtigere osv.

Men som ledelse, bør man gøre sig klart, at en planlagt digitalisering også kan have (betydelige) negative menneskelige konsekvenser. Digitalisering kan virke fremmedgørende, fordi mennesker internt og eksternt fremadrettede vil blive underlagt en algoritmes beslutninger, som påvirker hele eller dele af deres arbejdsdag.

Det kan for eksempel være, at digitaliseringen medfører ligegyldighed, da man som medarbejder mister indflydelse eller mangler indsigt, mens en følelse af magtesløshed skabes, da man ikke længere har kontrol over 'systemet'.

Det kan være, at digitaliseringen skaber en utilsigtet forskelsbehandling, som skaber en følelse af uretfærdighed og måske afmægtighed. Forskelsbehandlingen sker typisk, fordi der er alvorlige fejl i datagrundlaget, eller fordi man anvender systemer, der er skabt til at fungere i andre miljøer og kulturer.

Ovenstående er kun eksempler. Det vigtigste er, at ledelsen har fokus på den menneskelige faktor og på at få afdækket, hvilke sandsynlige følger digitaliseringen kan have for de personer, der bliver eller kan blive påvirket af digitaliseringen. Med den viden kan ledelsen så tage skridtet til at mitigere de negative følger.

At håndtere negative konsekvenser senere, er ikke alene dyrt, det kan også bringe hele formålet med digitaliseringen i fare. Husk på, at særligt hvor digitaliseringen primært sker for at opnå besparelser, er der forventeligt en højere risiko for negative følger for de berørte personer, både på kort og lang sigt.

Digitalisering er kommet for at blive

Der er ikke nogen virksomheder og organisationer, der kan undgå at tage løbende stilling til behovet for digitalisering. For mange er digitalisering et must, så man kan lige så godt komme i gang. Det kræver tid og penge, men gjort rigtigt, giver det resultater på den lange bane.

Når det er sagt, så ved jeg godt, at digitalisering er et uovervindeligt bjerg for mange. Men det behøver det ikke at være, hvis man arbejder efter en klar ledelsesmodel og starter i det små og øver sig. Det er klart, at gør man for meget på samme tid, så får man udfordringer. Gør man for lidt, så får man også udfordringer. Kan man få digitaliseret i en god og hensigtsmæssige rækkefølge, kan man altid rulle digitaliseringen tilbage til udgangspunktet og starte forfra.

For med ledelsen af ægte intelligens, er man godt begyndt, hvilket jo som bekendt er halvt fuldendt.

Vil du bidrage til debatten med et synspunkt? Så skriv til vores debatredaktion på debat@ing.dk

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten

Tophistorier

Debatten
Vær med til at skabe en god debat ved at følge vores debatregler.

For at deltage i debatten skal du have en profil med adgang til at læse artiklen. eller opret en bruger.
settingsDebatvisning