En sekstant til CubeSats (18)
Illustration: DTU.
En ikke særlig julet billedkalender om teknologi, opdagelser, og kreativitet fra ingeniørverdenen. ALLE LÅGER HER.
DTUsat projektet blev påbegyndt omkring årstusindskiftet, den gang havde verdenen endnu til gode at se de første CubeSats blive realiseret. Idag kan man finde adskillige butikker på nettet, der sælger del-systemer til CubeSats, hele CubeSats eller services i forbindelse med CubeSat projekter. Der er endda firmaer, der baserer deres forretning på at anvende CubeSats.
DTUsats mission krævede information om satellittens orientering i rummet. Kan man bestemme to vektorers retning udfra satellittens koordinatsystem, kender man orienteringen af satellitten. For DTUsats vedkomne skulle de to vektorer være retningen til Solen og Jordens magnetfeltsvektor. Så længe de to vektorer ikke falder oveni hinanden er satellittens orientering kendt.
En sekstant bruges til at måle solhøjden fra fx et skib. En solsensor til satellitter måler principielt set det samme, men i to retninger fordi satellitten kan rotere frit om sit massemidtpunkt. Efterhånden som satellitten bevæger sig i sin bane om Jorden vil sollyset ramme forskellige side-paneler. Skal man være sikker på altid at kende retningen til Solen, er det således nødvendigt, at have solsensorer på alle paneler.
Opgaven til mine studerende, der havde påtaget sig at løse sol-vektoropgaven, lød altså: Skaf seks systemer, der kan måle vinklen til Solen. På det tidspunkt kunne ét eneste solsensorsystem til en satellit ikke proppes ind i en CubeSat. Satellitten var alt for lille. Der fandtes altså ingen kommercielle løsninger. Istedet lavede vi selv et system i DTUs renrum, dengang hed det MicroElektronik Centret idag er det en del af DTU Fysik.
De studerende blev opmærksom på en studenterkonkurrence i forbindelse med Small Satellites konferencen i USA, som vi deltog i med vores solsensorprojekt. Small Satellites foregår i Utah og kører stadig idag. Det var en stor oplevelse for os at komme til en stor international rumkonference. Et firma i foyeren havde en stand hvor de pralede med verdens mindste solsensor. Sensoren ville snart få "flight heritage" ombord på en af de nye CubeSats. Sensoren var nemlig så lille, at den kunne sidde som eksperiment i en CubeSat.
Et par dage inde i konference kom flere og flere gæster op på balkonen, hvor vi havde en lille stand. Da de gik derfra var de klar over at solsensorsystemet i foyeren var verdens næst-mindste. Faktisk nævnte konferences præsident os i sin tale under konferencemiddagen: "What those guys from Denmark did - that was just amazing."
Vi lavede ikke verdens mindste solsensor for at slå en rekord, men fordi vi skulle bruge den. Utah konference åbnede vores øjne for et potentiale i at skrumpe rumteknologi. Det er ikke nødvendigvis alt, der skal være meget småt, men det skal være lettere.
