Derfor vil jeg ikke bygge militære droner
Jeg er rumfartsingeniør og lektor på Syddansk Universitets Dronecenter. Vores mission er »forskning, uddannelse, innovation og samarbejde inden for ubemandede luftsystemer til fordel for samfundet«. Vi udvikler civile droner til sundhedspleje, inspektion af infrastruktur, eftersøgning og redning, overvågning af natur og dyreliv samt humanitære opgaver.
Det er et tilfredsstillende job, hvor jeg kan kombinere min kærlighed til flyvning og konstruktion af ting med min drøm om at gøre verden til et bedre sted. I løbet af de sidste 10 år på SDU har jeg – i det store og hele – kunnet fungere som embedsmand og føle, at jeg bidrager meningsfuldt til et bedre samfund.
Desværre har jeg – især i de seneste år – oplevet, at min forskningsfrihed og mulighed for at arbejde med droner udviklet til civil brug er blevet stadigt mere truet. Jeg har været vidne til den nylige bevægelse hen imod en militarisering af mit universitet. Først kom etableringen af SDU Security and Defense (SEC-DEF): en hjemmeside, der blev oprettet af ledelsen, og som tilbød militærindustrien ydelser fra os forskere. Udnævnelsen af Jens Ringsmose – med en baggrund i erhvervslivet og med militære studier – som rektor på SDU er et andet symptom på denne tendens. Derefter fulgte et øget pres fra ledelsen om at arbejde på militære projekter.
Jeg har modsat mig dette pres og valgt at udøve min ret til forskningsfrihed og takket nej til at arbejde på militære projekter. Reaktionen fra ledelsen var, at de så vil ansætte en anden person, der vil udføre opgaven. Men de muligheder, der er for teknologi med dobbelt anvendelse, kan ikke rigtig tilpasses hverken civile opgaver eller forsvarsopgaver. Dobbelt anvendelse sænker kvaliteten og øger de etiske risici for begge. For eksempel skal civile droner være let synlige og genkendelige, de skal leve op til kravene om persondata og opretholde et højt niveau af operationel sikkerhed. Militære droner, derimod, skal være usynlige, opsamle så mange data som muligt og i nogle tilfælde direkte påføre fjenden skade. Det siger sig selv, at så forskellige krav vil føre til fundamentalt forskellige dronedesign med meget forskellige etiske konsekvenser.
Jeg kommer fra USA, hvor militær forskningsfinansiering findes overalt. Faktisk er den så udbredt, at ingen sætter spørgsmålstegn ved det. Forskere er enten bevidst uvidende om den endelige anvendelse af deres arbejde eller holder fast i, at den teknologi, de udvikler til dobbelt anvendelse, også kan bruges til ikkevoldelige formål. Da jeg først kom til Danmark, oplevede jeg en befriende adskillelse mellem universitetsforskning og militæret. Nu ser jeg en militarisering af offentlige danske universiteter tage form, og hvis vi ikke sætter en stopper for det snart, vil det opsluge os, som det har gjort i USA.
Den primære drivkraft bag denne militarisering synes næsten udelukkende at være økonomisk (SDU’s SEC-DEF-initiativ blev iværksat før den nuværende krig i Ukraine). Jeg har deltaget i disse møder, og bag kulisserne peger ledelsen på potentialet for mere finansiering og flere job. De taler ikke om soldaternes sikkerhed, om at fastholde kampadfærd, der følger konventionerne, eller udvikling af teknologier, der hjælper os med at undgå konflikt. Det handler alt sammen om penge.
Der har tidligere været mange eksempler på nyttige teknologier med dobbelt anvendelse – fly, GPS, Toyota Hi-Lux – men denne fleksibilitet har været på bekostning af domænespecifikke funktioner og har ført til uønskede risici i både den civile og militære brug. Nu har vi muligheden for at vende denne tendens – ved at adskille civil og militær teknologiforskning og finansiering. Det ville være enkelt – men alt for simpelt – at karakterisere alle civile droner som ‘gode’ og alle militære droner som ‘onde’. Desværre er det civile droneområde også karakteriseret af en hovedløs jagt mod at automatisere job og tjene penge. På det civile område er det menneskers levebrød, der er på spil; i militæret er det menneskeliv.
For at sige det ligeud: hvis man udvikler teknologier, der forvolder mennesker skade, må man som minimum påtage sig en del af ansvaret for anvendelsen af teknologien. På samme måde er det rimeligt, at man accepterer en del af ansvaret for brugen af de fredelige teknologier, man udvikler. Jeg vælger det sidste, og jeg håber, at mine ingeniørkolleger vil gøre det samme.
I 2018 opdagede ingeniører hos Google, der arbejdede på et projekt ved navn Maven, at de algoritmer, de udviklede, ville blive brugt til automatisk billedklassificering på militære droner. De protesterede og lavede en underskriftindsamling, hvor de erklærede, at »vi mener ikke, at Google bør være en del af krigsindustrien«. Senere samme år besluttede Googles ledelse ikke at forny denne kontrakt med Pentagon.
Vi ingeniører har stor magt som skabere af teknologiske fremskridt, og – nogle gange til stor frustration for ledelse og politikere – vi har afgørende indflydelse på, hvad vi vil og ikke vil udvikle. Til mine ingeniørkolleger siger jeg dette: Vi behøver ikke give efter for dette pres for at bidrage til voldshandlinger ...
Mine kolleger i ingeniørfaget, som læser dette, vil jeg opfordre til at tage sig tid til at reflektere over, hvilke teknologier I vil og ikke vil være en del af, og hvem I vil og ikke vil samarbejde med. Overvej, hvem der drager fordel af de ting, I skaber, og hvem der lider skade. Tænk over, hvordan jeres egne interesser – som f.eks. at have et godt betalt job – skal vejes op imod andres velfærd. Og overvej, hvilken påvirkning jeres arbejde vil have for kommende generationer og vores planet.
Vi lever i et frit samfund, og det er op til hver enkelt ingeniør at beslutte, hvad der er rigtigt for hende eller ham. Jeg opfordrer til, at vi træffer en bevidst beslutning om dette og tydeligt og klart giver udtryk for vores værdier over for dem omkring os, uden skjulte dagsordener – og uden økonomisk vinding som det primære motiv.
Jeg vælger at arbejde med civile droner, fordi jeg ønsker at gøre verden til et bedre sted, at kanalisere min barndoms uskyldige betagelse af droner over i aktivt at bidrage til et blomstrende samfund. Jeg håber, at jeg får mulighed for at fortsætte med dette, og at andre ingeniører slutter sig til mig i skabelsen af teknologier for fred.
Redaktionen har hørt SDU, om ledelsen vil skrive et svar på dette synspunkt. Men det har SDU afvist.
Vil du bidrage til debatten med et synspunkt? Så skriv til vores debatredaktion på debat@ing.dk
