Elektricitet transporteret tabsfrit over lange afstande, måske på tværs af mange tidszoner, hvor solen skinner et sted, mens aftensmaden simrer over elkomfurerne et helt andet. Batterier med enorm kapacitet men uden løbende tab. Tog, som svæver magnetisk over banelegemet og derfor ikke har noget gnidningstab. Elektromotorer og generatorer med en hel ny klasse af magneter og dermed betydeligt forbedret forhold mellem egenvægt og ydeevne.
Det lyder som en opremsning fra et fremtidsmagasin, og ja, det er fremtid. Men listen rummer nogle ideelle mål, som vi har behov for ny teknologi til, og som forhåbentlig en dag bliver til virkelighed. Fællesnævneren i det ovenstående er superledere. Og eftersom vi står midt i en gigantisk transition af energiformer over til elektricitet som en langt mere udbredt energiform, har superledere betydelig interesse.
I disse uger er der storm på internettet i anledning af en ikke-reviewet artikel: ” The First Room-Temperature Ambient-Pressure Superconductor”, som er offentliggjort af et koreansk forskerhold 22. juli. De mener at have skabt et materiale, der er superledende ved stuetemperatur. LK-99 er materialet allerede døbt.
Den slags videnskabelige claims er jævnligt set og skydes ofte ned, således sker det måske også her. Men andre forskere og forskergrupper har i skrivende stund halvt eller kvart bekræftet, at dette fund faktisk kan vise sig sandt.
Selv om offentliggørelsen ikke er fuldstændig snorlige rent videnskabeligt, så sker det indimellem, at den type offentliggørelser viser sig helt korrekte. Man kunne eksempelvis drage en parallel til Watson og Cricks lille opsats i Nature i april 1953, hvor de bragte et forslag om udseendet af DNA-molekylet under titlen ” A Structure for Deoxyribose Nucleic Acid.”
Der er fart og konkurrence på i fysikernes verden lige nu, og svarene vil vise sig.
Hvis opdagelsen holder, så er det Nobel-niveau og så kommer vi direkte ud i en hel række spændende nye teknologiske muligheder med dertil hørende kapløb om at skabe varianter, finde på anvendelser, sætte sig på patenter og en række nye teknologier, som antydet i indledningen.
De superledere, vi kender i dag, er besværlige og kræver kraftig køling og er derfor kun brugbare på relativt korte afstande og i meget dyre apparater. Selv hvis det nye materiale er uegnet til lange superledere og dermed stor skala, for eksempel fordi det er dårligt at lave kabler af, så kan det stadig få betydning på mellem eller helt lille skala.
På mellemskala kan tilgængelige superledere helt ændre mulighederne inden for områder som fx batterier og medicinsk udstyr som scannere.
Ved helt små strømstyrker, for eksempel i chips og sensorer, hvor den nuværende chipteknologi jo indebærer resistens og dermed varme og energitab, sætter tabene grænser for chippenes ydeevne og størrelse. Her vil superledere kunne ændre spillereglerne for størrelsen af den enkelte chip og regnehastigheden vil måske kunne øges med flere størrelsesordner. Der vil også kunne udvikles sensorer med helt nye egenskaber til iagttagelse af fysiske, herunder biologiske fænomener.
Nu skal man som bekendt ikke sælge skindet før bjørnen er skudt. Så lad os lade være med det. Men selv hvis opdagelsen af det aktuelle materiale viser sig at være direkte forkert, fysikken eksempelvis forkert forstået eller fejlmålt, eller hvad der nu kan gemme sig af fejl og misforståelser, så vil den med en vis sandsynlighed stadig have teknologisk betydning, for der bliver nu kigget helt tæt på materialet og dets egenskaber.
Så skulle opdagelsen ikke holde helt frem til et ægte superleder-materiale, giver den anledning til at pege i retning af en kategori af forskning og teknologiske muligheder, som vi i meget høj grad har brug for i dette århundrede, og som vi må håbe, at nogle fysikere kan bringe os i retning af.
Hør mere om materialet, og hvordan det er udviklet i denne uges Transformator. Udkommer fredag
Vil du bidrage til debatten med et synspunkt? Så skriv til vores debatredaktion på debat@ing.dk
