Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

COP28 leverer vigtig byggealliance – men Danmark er ikke med

11. december 2023 kl. 10:35
COP28 leverer vigtig byggealliance – men Danmark er ikke med
Illustration: Lasse Gorm Jensen.
Artiklen er ældre end 30 dage

Forud for COP26 i Skotland blev der arbejdet en del på en “Breakthrough Agenda”, som havde til formål at lukke forskellen mellem de nationale reduktionsplaner (NDC) og Paris-aftalen. Ideen var at skabe et internationalt samarbejde, hvor landene kunne dele erfaringer og demonstrere teknologiske muligheder, der allerede nu kan bringes i spil, og som ville lede frem til at vi i 2030 har leveret de reduktioner, der er nødvendige for at nå Paris-aftalen.

Der blev identificeret 7 sektorer som tilsammen står for 60% af de globale CO2 udledninger, og som hver især kan bidrage betydeligt til reduktioner. Danmark er med i 5 af de 7 områder, men blegner i sit fravær inden for byggeri.

Men andre tager lead og her på COP28 gik 27 lande sammen og gennemførte “Buildings Breakthrough”. De indgik en aftale, hvor formålet er at samarbejde om, at alt byggeri i 2030 er “næsten CO2 neutralt og modstandsdygtigt over for klimaforandringerne”. Aftalen omhandler både nybyggeri og renovering.

Næsten CO2 neutrale bygninger betyder, at de har et lavt CO2 aftryk i et livscyklusperspektiv, både i forhold til materialer og brugsfasen. Modstandsdygtige bygninger betyder, at man har udviklet byggeriet med fokus på det fremtidige klima, bl.a. i form af højere sommertemperaturer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Samarbejdet blev lanceret ved et større event i slutningen af den første COP-uge. Der var deltagelse af flere landes ministre, UNEP, EU Kommissionen og en række ledende organisationer.

Set i lyset af, hvor vigtig byggesektoren er i et globalt klimaperspektiv, og set i lyset af, at Danmark er det land der er mest ambitiøst på området, er jeg fuld af forundring over at Danmark ikke er med i alliancen.

På COP28 har jeg fået mange spørgsmål til ”Hvorfor er Danmark ikke med?”, suppleret med: ”Danmark er foregangsland og vi vil gerne lære af jer”, ligesom enkelte lande decideret har bedt om dansk deltagelse. Det jeg hører, er at man meget gerne vil lære af Danmark. Vi er et af få lande der har sat CO2 krav til byggeriet og vores krav er de mest ambitiøse.

'De øvrige lande vil gerne forstå, hvordan Danmark har udviklet CO2-krav til nybyggeriet, hvilket skete i et tæt samarbejde mellem vores politikere og industrien, samt hvordan myndigheder, industri og byggeforskningsinstitutterne arbejder sammen om at udvikle LCA-metoder til byggeriet. Jeg tror, de fleste ville stå i kø for at lære af os. Men vi er ikke med og det syntes jeg er ærgerligt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De lande, der er gået sammen, repræsenterer tilsammen 34% af den globale befolkning, 51% af de globale CO2 udledninger og ca. 64% af det globale GDP.

Derfor denne opfordring til Dan Jørgensen: Her er der en unik mulighed for hjælpe andre lande med at reducere deres CO2-udledninger. Ministrene for de nævnte lande samles igen den 7.-8. marts 2024 i Paris - og der er store ønsker om at Danmark kommer med inden da, og at vi deltager med danske erfaringer.     

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten

Tophistorier

Debatten
Vær med til at skabe en god debat ved at følge vores debatregler.

For at deltage i debatten skal du have en profil med adgang til at læse artiklen. eller opret en bruger.
settingsDebatvisning