Beskæmmende, at regeringen overlader det til danskerne selv at forhindre digital kriminalitet

9. juni 2023 kl. 05:0021
Leder ingeniøren mener
Illustration: Teknologiens Mediehus.
Artiklen er ældre end 30 dage

Det kommer næppe som den store overraskelse for nogen, at der er massive problemer med phishing, identitetstyveri og anden kriminalitet i cyberspace, i takt med at samfundet er blevet digitaliseret.

Bankforretning, handel og kommunikation med det offentlige er blevet et digitalt foretagende, og derfor giver det næsten sig selv, at de kriminelle er fulgt med.

Til gengæld er det dybt bekymrende, når DR i denne uge kan fortælle, at ordensmagten slet ikke kan følge med udviklingen. Næsten 30.000 sager om økonomisk it-kriminalitet samler støv hos politiet og venter på at blive færdigbehandlet.

Samtidig viser tal fra National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), at næsten 80 procent af sagerne om it-relateret økonomisk kriminalitet helt blev droppet sidste år. Det er dels en helt uacceptabel retstilstand for de mange berørte danskere, men situationen kan desværre ikke siges at komme som en overraskelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Aallerede for halvandet år siden var flere politiforeninger ude og advare om, at man var ved at drukne i sager om it-kriminalitet. Både dengang og nu har dommen været klar fra både forskere og politiet selv. Dansk politi har hverken ressourcerne eller kompetencerne til at følge med den enorme mængde af svindel og anden økonomisk kriminalitet, der foregår digitalt. Og politikerne har været alt for langsomme til at gøre noget ved det.

Derfor er det beskæmmende, når justitsminister Peter Hummelgaard (S) over for DR afviser, at de folkevalgte på Christiansborg har været for sløve til at sørge for, at ordensmagten i Danmark er klædt på til at være lige så tryghedsskabende i cyberspace, som den er i den fysiske verden.

Til gengæld mener ministeren, at man har været for dårlig til at sikre, at »danskerne selv er klar over, hvad man kan gøre for at forebygge at blive udsat for kriminalitet på nettet«. Man må altså forstå, at løsningen på den digitale kriminalitet er at fortælle danskerne, hvordan de kan lade være med at være så lette at tage ved næsen i den digitale arena.

Denne signatur vil ikke brokke sig over (endnu) en oplysningskampagne om digital sikkerhed. Men når ministeren sender ansvaret for at nedbringe kriminalitet videre til skatteyderen, så fortæller det en større sandhed om digitalisering i Danmark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nemlig den, at den digitale transformation af den offentlige sektor, der som regel bliver solgt som en serviceforbedring, lægger mere ansvar over på den enkelte borger og presser retssikkerheden.

Udgangspunktet er, at din kommunikation med det offentlige foregår i den digitale postkasse, og det er dit ansvar at tjekke den. Hvis du er en af de tusinder af danskere, der har svært ved at bruge løsninger som Digital Post og MitID, kan du afgive din ret til privatliv og give dine pårørende lov til at tilgå løsningerne for dig.

Og ellers kan du blive fritaget for digital kommunikation med det offentlige – men det er dit ansvar at finde ud af hvordan. Hvis du vil have en jordisk chance for at blive korrekt beskattet af din ejerbolig, er det dit ansvar at have styr på, om en tidligere ejer har indtastet forkerte oplysninger i BBR-registret.

Listen er lang, men tendensen er den samme. Mere end 20 års intens digitalisering har presset alle myndige danskere ind i den digitale arena, der i dag er et vilkår for at være en del af samfundet.

Derfor er det simpelthen ikke godt nok, når justitsministerens svar på økonomisk it-kriminalitet er at hjælpe danskerne til at blive mere sikre på nettet. Det svarer til at imødegå en bølge af indbrud med en oplysningskampagne om, hvordan man installerer en bedre dør i sit hus. Det ville vi aldrig acceptere som samfund, og det skal vi heller ikke, selvom indbruddene foregår på internettet.

I stedet må og skal det være en bunden opgave for politikerne på Christiansborg at sørge for, at de lokale politikredse har rammer for og kompetencer til rent faktisk at efterforske digital kriminalitet. Det er selvfølgelig positivt, at NSK vil prioritere flere ressourcer til håndtering af it-kriminalitet. Men meget af arbejdet ligger lokalt.

Politiforeninger har flere gange råbt vagt i gevær og påpeget, at digital kriminalitet ikke er en del af ‘grundpakken’, når man læser til betjent. Det må og skal der gøres noget ved, så dansk politi kan blive klædt på til at patruljere i den digitale virkelighed, vi allesammen er blevet tvunget til at leve i.

21 kommentarer.  Hop til debatten

Tophistorier

Debatten
Vær med til at skabe en god debat ved at følge vores debatregler.

For at deltage i debatten skal du have en profil med adgang til at læse artiklen. eller opret en bruger.
settingsDebatvisning
21
14. juni 2023 kl. 10:57
Sikke noget vrøvl: …

Sikke noget vrøvl: "Politiets rolle er at være den udøvende magt, de skal fange lovbryderne" kræver at politiet efterforsker forbrydelser.

Havde du tænkt dig, at vi borgere skulle udfører efterforskningen, og stikke politiet en seddel med tekst "Fange tyv nummer 42"?

20
14. juni 2023 kl. 08:37
At beskytte sig mod IT…

At beskytte sig mod IT kriminalitet er vel borgerens opgave. Politiet kommer heller ikke og skifter mine lås, og gør mine vinduer indbrudssikre.

Politiets rolle er at være den udøvende magt, de skal fange lovbryderne

Men, da kriminaliteten rammer alle, ung som gammel, så må det være lovgivernes rolle at sikre at storkapitalen ikke laver ulovligheder. F.eks. ved at stille krav til Meta m.fl. - Samt at sikre at borgerne bliver klædt på til at passe på sig selv. Det skal starte allerede i folkeskolen - også her er der ofre.

Man kan ikke stoppe deep fakes o.lign - Men man kan sikre sig mod at miste sin konto - nemlig ved at være tilstrækkelig forsigtig, bruge lange passwords (password manager), samt MFA (gerne noget der ikke er SMS).

Gammeldaws kriminalitet der rykker på nettet er for mig at se stadig gammeldaws kriminalitet. Når Ole sætter en vare til salg på DBA som han ikke ejer, så er det stadig samme kriminalitet uanset om det er i en avis på papirform, eller på deres website. Det er IKKE IT kriminalitet. Det er ganske almindeligt bedrageri. Jeg håber ikke at det ender i IT kriminalitetsbunken.

Hvis det går ud over små og mellemstore virksomheder, så er det fordi der mangler lovgivning. Her burde man måske opstille krav til at en revisor skal revidere virksomhedens IT Sikkerhed sammen med resten. Revisoren er typisk den ene person den lille håndværker snakker med. Og der behøver ikke at være det store i det. Individuelle password, lange password, password managers, multifaktor, og backup af væsentlige data - også dem som ligger hos skytjenester (f.eks. timeregnskab). Det tager få timer at lære det til håndværksvirksomheden, og måske hjælpe håndværkerens kone med at få det sat op.

Og så må der findes en måde at sikre at deres leverandører af regnskab, løn, fakturering etc er passende sikrede.

19
11. juni 2023 kl. 15:29
Det er noget vrøvl at tale…

Det er noget vrøvl at tale om "kriminalitets fri it", og er det er slet ikke noget it-folk kan eller skal stilles til ansvar for medmindre de selv gør noget kriminelt.

Kriminalitet forekommer overalt,

Det har du ret i, men it og især med AI lagt oveni har forstærket og effektiviseret de, der bruger det mest skamløst og vidtgående. til upassende formål. Mens de, der ønsker redelighed, retsind og gennemsigtighed i vid udstrækning er koblet af for flere år siden. (Det er min personlige overbevisning).

og det vi som borgere så kan have en forventning om er, at politikere og myndigheder tager det alvorligt, også ved at afsætte de nødvendige ressourcer.

Så vidt jeg forstår, er der aktuelle problemer med inden for sikkerhed ol. at fastholde de it'ere i det offentlige, som man selv netop har uddannet. Ligesom store dele af det offentlige virkeligt skranter.

Hvad nu hvis folk simpelthen ikke gider disse opgaver. Fordi det er sjovere at arbejde for 'den anden side'. Det store flertal arbejder ikke for statens, helhedens og almenvældets skyld, de arbejder primært for deres egen. Sålænge der er så mange flere penge og sjovere arbejdsforhold at hente inden for det private og evt. også inden for kriminalitet, så vil den mest kvalificerede arbejdskraft da vælge dette.

18
11. juni 2023 kl. 06:05
Måske har regeringen i…

Måske har regeringen i virkeligheden fattet pointen: At det er fløjtende ligegyldigt, om noget bliver håndhævet eller ej, så længe vi ikke trækker stikket til AI-udviklingen?

Fra dagens berlinger.dk:

"Mange inden for kunstig intelligens anser alle tanker om dommedag for at være ren nonsens og vrøvl. Men Stuart Russell mener, at det er en direkte uansvarlig holdning. »Spørg dem, der afviser risikoen, hvordan de forventer at bevare magten over systemer, der er mere magtfulde end os selv.« I dag er Sam Altman selv blandt dem, der er blæst bagover af, hvor hurtigt hans firma OpenAI nærmest er snublet over at være tættere på en generel kunstig intelligens, end nogen i deres vildeste fantasi havde forestillet sig. Stuart Russell mener, at de pludselige landvindinger med ChatGPT har fået alvoren til at gå op for flere. »Large Language Models har ændret analysen af, hvor lang tid vi har til at udvikle redskaber til at kontrollere generel kunstig intelligens. Mange af dem, der troede, vi havde op mod 50 år, regner nu med, at vi er 5-15 år fra generel kunstig intelligens,« siger Stuart Russell."https://www.berlingske.dk/samfund/menneskeheden-risikerer-at-blive-udslettet-hvis-vi-beder-kunstig

17
10. juni 2023 kl. 20:39
Det er noget vrøvl at tale…

Det er noget vrøvl at tale om "kriminalitets fri it", og er det er slet ikke noget it-folk kan eller skal stilles til ansvar for medmindre de selv gør noget kriminelt.

Kriminalitet forekommer overalt, og det vi som borgere så kan have en forventning om er, at politikere og myndigheder tager det alvorligt, også ved at afsætte de nødvendige ressourcer.

16
10. juni 2023 kl. 17:34
Det er trist at skrive…

Det er trist at skrive følgende MEN jeg er en af dem som er blevet svindlet online fra 2006-2023.

Tak for et interessant indlæg. Det må være en whitepill for mange at finde ud af at ingen smukke kvinder (uanset nationalitet) er interesseret i dem.

15
10. juni 2023 kl. 17:32
At du kan blive svindlet når…

At du kan blive svindlet når du forsøger at køber en Pige i Østeuropa eller i Thailand, det er vel ikke nyt, og noget jeg håber at alle ved omkring denne menneskehandel ?

Det har intet med menneskehandel at gøre. Det er et mere avanceret romance scam hvor svindelen er sat i system.

14
10. juni 2023 kl. 17:13
Nu er der nok ikke mange der…

Nu er der nok ikke mange der går ind i politiet med ønsker om at sidde foran en computerskærm dagen lang, for at opklare IT-svindel. Det er nærmere det at køre i politibil og gå med pistol der trækker.

Så enten må de udvide rekrutteringen blandt computernørder / incels, eller også kunne man tillade borgerværn på det digitale område. Eksempelvis er der mange 4Chan brugere der opklarer forbrydelser på egen hånd.

12
10. juni 2023 kl. 16:00
At du kan blive svindlet når…

At du kan blive svindlet når du forsøger at køber en Pige i Østeuropa eller i Thailand, det er vel ikke nyt, og noget jeg håber at alle ved omkring denne menneskehandel ?

Det har du da ret i. Men ingen er fuldkommen, så jeg synes det er fint at folk som PS træder frem og informerer resten af samfundet, uagtet at de kommer til at udstille egne fejl og svagheder. Derfor en optommel herfra, skønt pigehandel heller ikke er min kop te.

Sagen er 'next level' kunne være at udsætte højt placerede beslutningstagere for lige så lokkende honningfælder, evt. med andet persontilpasset indhold. Kunne indgå i mulige forklaringer på manglende krav til diverse it-løsninger fra de højere luftlag.

11
10. juni 2023 kl. 15:35
Kompleksiteten i it-området…

Kompleksiteten i it-området er nok alt for stor til at undgå kaos (som kriminalitet, overgreb og tyranni lever af). Som alm. bruger af megen soft- og hardware igennem et par generationer har én jo kunnet se, at selv de dygtigste it-folk ikke selv kunne overskue, hvad der var sluppet løs derude. Deres chefer endnu mindre. Hvilket jo gør det lidt omsonst at forvente at politikerne så kan.. Hvis opgaven kriminalitetsfri it skulle løses, skulle måske 98% af klodens hardware og software sendes til HI Hansen, og kun en meget lille andel forblive tilbage. Men hvilken andel?

10
10. juni 2023 kl. 11:18
Nu skal man jo overveje hvad…

Nu skal man jo overveje hvad it konsulenter og softwarefirmaer lever af.

Mange tror at ovennævnte lever af at gøre vores hverdag lettere, det er absolut ikke tilfældet. De lever af at sælge software og yde support, desto dyrere software desto flere problemer det medfører igen mere supportsalg.

Jeg har det selv inde på livet netop nu. siden 2015 har jeg arbejdet på et velfungerende tegnesystem version 2013. I 2022 jeg så opdateret til version 2023 hvilket gav anledning til nogle frustrationer og problemer.

Chefer som ALDRIG har arbejdet på området meddelte så at systemet blev opgraderet med en overbygning så man kunne få styklister ud i exel, da jeg sagde nej selvfølgelig ikke det ligger allerede i exel det skal blot gemmes ude i stifinderen i en dertil oprettet mappe, fik jeg at vide at jeg bare var en sur gammel brokkerøv, det var købt. senere har man så fået udbygget softwaren ved extern konsulent arbejde, og jeg kan nu ikke ikke sende tegninger til underleverandører.

Om kort tid stopper en midlertidig ansat og jeg er så igen alene om et system som reducerer mit output til 1/3 på grund af evindelige problemer, sidste support-klippekort var til den nette sum af ca. 20.000, (der er rabat ved køb af 25timer) -- Er det it konsulent/sælgeren der er dum eller mine chefer? Det er dog en bedre forretning for sælgeren som har haft en glimrende forretning fra sommeren 22 til nu og fremover, end det var fra 2015 til 2022 hvor al support hed google (og fungerede glimrende) og der ikke blev købt software. Sælgeren har vel egentlig ingen interesse i mit manglende output.

9
10. juni 2023 kl. 11:01
At du kan blive svindlet når…

At du kan blive svindlet når du forsøger at køber en Pige i Østeuropa eller i Thailand, det er vel ikke nyt, og noget jeg håber at alle ved omkring denne menneskehandel ?

8
9. juni 2023 kl. 19:41
Det er trist at skrive…

Det er trist at skrive følgende MEN jeg er en af dem som er blevet svindlet online fra 2006-2023. Jeg er blevet svindlet på dating websider hvor man kan tale med øst europæiske piger så som piger fra ukraine, belarus, rusland, moldova. Jeg har talt med de smukkeste piger i verden og sågar været på dates og forlovet med en skønhedsdronning i kharkov. Meget lang historie kort har jeg været på over 15 dates incl rejser til ukraine og rusland. Hvordan blev jeg snydt.. Pigerne bad aldrig om penge og jeg har ikke overført nogen penge til dem. Svindlen foregår ved at en smuk model i ukraine bliver hvervet til at komme til et såkaldt ægteskabs buro/kontor i hendes by. Her betaler de for at tage professionelle billeder og photo shoppe dem. Herefter uploader de pigernes billeder til store typisk engelske eller amerikanske selvskabers dating sider hvor du/jeg så kan skrive breve til pigerne. MEN pigerne er slet ikke på udkig efter en kærste eller at blive gift, men derimod penge. Ofte skriver pigerne slet ikke deres breve selv men det er bare en ansat i det lokale ægteskabs buro som udgiver sig for at være pigen og låner hendes identitet. Pigen bliver så en bid af kagen når mænd skriver et brev til hende, sender en gave, eller chatter med hende online på websiden. Med andre ord får en pige en passiv indkomst på eks 2000-3000usd om mdr bare for at låne hendes billeder ud ! Med andre ord er det svindel og pigen er ansat og mændene som skriver til hende bliver bedraget. Nogen gange går pigen på date med en "god klient som mig" som har brugt penge på at tale med hende og hun møder så op i 2-3 timer på en date og spiser mad og lader som om hun er interesseret. Oversætteren som er med på date styrer slagets gang og du kan aldrig være alene med pigen ikke engang under et biograf besøg eller en gå tur alene. Pigen får nemlig bare et review af samtalen fra websiden og så arbejder de sammen om at få det til at ligne du er interesseret. Når date er overstået så tager pigen hjem til sit alm liv og oversætteren fortsætter samtalen med manden på websiden hvor han så bruger flere penge på at tale med pigen. Hvordan ved jeg det. Jo som sagt har jeg selv oplevet det, men jeg har faktisk også adgang til webfora hvor jeg kan hvordan at ægteskabs buroer reklamere for betaling af piger og efterlyser modeller til at arbejde hos dem. Jeg kan også se hvad de får i % og at nogen har været scouts i eks 11 og 14 år hvor de har spottet modeller og puttet dem på reelt set samtlige dating websider med øst europæiske piger. På samtlige websider magter antiscam systemet ikke at spotte pigerne som sjovt nok også ofte kan være på 15-25 websider på en gang og besvare hundrede vis af breve pr dag a eks 6usd pr stk. Det er en milliard industri ( 100 vis af websider ) og hele branchen er inficeret med svindlere.. eks hvorfor er der mon så mange model piger på mange af websiderne og hvorfor er 100% af alle piger interesseret i at tale med mig som mand. tja. Og hvorfor er der over 300 falske chat popup pr time på websiderne, og hvorfor får jeg også tilsendt falske "reklame" beskeder fra pigerne om at de er interesseret i mig få sekunder efter jeg har registeret mig på et websted. tja. Med rejser, hotel, mad, dates og snak og alt muligt er jeg blevet svindlet for over 200.000kr. Jeg har som borger flere gange iløbet af årene meldt det til politiet men der har ikke været nogen hjælp. Jeg har også bedt FBI i usa om hjælp uden held, og engelsk politi under hjælp. Jeg har sågar skrevet til justitsministren og gjort opmærksom på at millioner af mennesker er blevet svindlet men intet hjalp. Jeg har også skrevet til EU og bedt om hjælp men intet er sket. Tilbage sidder jeg som borger og har totalt mistet tiltroen til systemet. Oven i hatten så mange af de her gigantiske dating sider er ejet af selvskaber i skattely og alle mulige konstruktioner som gør det meget svært at komme efter dem. Selv hvis jeg imod alle ods kunne sagsøge dem så har de flyttet pengene ud af selvskaberne og i skattely og over i andre virksomheder. Jeg forstår ikke hvorfor at myndighederne på globalt plan ikke gør noget og eks ændre lovgivningen så som kræve at man ikke må drive dating websted og eje skattely virksomheder osv. Man skal også ændre måden selve websiderne fungere. eks det kræver jo slet ikke noget lokalt "buro" at komme online i vore dage og de fleste lære engelsk i skolen. Og er der behov for oversættelse så kunne man lade eksterne virksomheder stå for det eller tilbyde automatisk maskin oversættelse.

I frustration har jeg lavet en youtube video hvor jeg fremlægger beviserne hvor man aktivt kan se hvordan svindlere hyre modeller og hvordan de deler pengene osv. TÆNK ENGANG dansk politi har slet ikke efterspurgt beviser eller interesseret sig for noget som helst i mange år.

Jeg er blevet ført bag lystet/svindlet i over et årti og dem som har magten til at sparke døren ind og skaffe tekniske beviser osv. gør intet. Det skriger jo til himlen og krænker min retssikkerhed. !!!!! OG virksomhederne svindler stadig millioner af mennesker på globalt plan år efter år og det har de gjort i +20 år.

ps. hvis nogen af jer bruger et hvilket som helst websted med øst europæiske piger så STOP omgående.. Hele branchen og hundrede vis af websider er inficeret med svindlere og sågar falske personer.. Der er INGEN garanti for i taler med den ægte pige ej heller iselv om hun er ID verificeret og har givet personligt interview osv. tro mig reelt set alle model lignende piger er kun på websiderne fordi de tjener penge på det og der er 0 risiko for at de bliver snuppet af politiet.

7
9. juni 2023 kl. 11:49
Det er et politisk valg. De…

Det er et politisk valg.

De sidste tyve år er gået med at fokusere på, at privatisere det offentlige.

Målet er at efterligne USA.

Der har man også tradition for, at selv politiopgaver og fængsler er udliciteret. Fængselsopgaven har så resulteret i, at dommere, der sluser kunder ind i fængslerne, er faldet for bestikkelse.

Dvs der hvor danskerne har et ansvar er, at de skal gå sammen og købe sig til sikkerheden efter amerikansk forbillede. Det gælder også indbrud og cykeltyverier.

Men nu vi kommer til privat ansvar, så mindes jeg en nyhed på teksttv i nullerne, der oplyste, at 80% af politiets ressourcer gik til fodboldkampe.

Så firkantet sagt, læg sikkerheden for fodboldkampe over på arrangørerne eller forbyd dem. Det ville frigøre rigelig med ressourcer til de andre opgaver.

Og der hvor digitaliseringen adskiller sig praktisk er, at den har strømlinet og effektiviseret mulighederne for de kriminelle. De kan nu angribe rigtig mange flere ofre med minimal indsats. Det svarer til, at myndighederne havde udleveret nøgle til alle låse til tyveknægtene, så de ikke skal spilde tid på at bryde døre eller cykler op.

Som undersøgelser har vist, betyder tvangsdigitaliseringen, at op til hele 25% af befolkningen, der ikke har evne eller midler til digitaliseringen, helt bevidst er efterladt på perronen af politikerne, samtidig med at de har gjort overgreb på disse nemmere ved at undlade tilstrækkelig hjælp og sikkerhed.

Det bryder med det velfærdssamfund vi har haft, hvor de bredeste skuldre skulle bære. Nu har vi et samfund, der fungerer fint for de bredeste skuldre, der kun bærer egen vægt og ikke kan se behovet hos de smalleste skuldre.

6
9. juni 2023 kl. 10:57
Lederen skriver vel heller…

Lederen skriver vel heller ikke, at vi selv skal være uden ansvar?

For cykeltyverier er den normal tilstanden nu, at politiet i praksis slet ikke foretager nogen for form for efterforskning, men alene optager rapport, så vi kan få penge af vores forsikringsselskab.

Det er forhåbentlig ikke den tilstand, vi skal accepterer på området for digital kriminalitet?

5
9. juni 2023 kl. 09:51
Det er lige så sikkert at…

Det er lige så sikkert at færdes i den digitale verden som i den fysiske. Det er ikke mit indtryk at det er den digitale kommunikation med myndigheder der er problemer, det er når mennesker færdes rundt i fri leg på www der er problemet. Det er med digital kriminalitet er som med cykeltyverier antallet et stort og opklaringen næsten umulig. Vi kan ikke bare lægge ansvaret over på politiet og myndighederne.

4
9. juni 2023 kl. 08:22
Men - nu er den…

Men - nu er den problematiske digitalisering i artiklen jo slet ikke det offentlige. Det er banksektoren, og de kom længe før det offentlige med PC-bank, man koblede op på via modem i 90'erne.

Tak for svar, Christian P. Broe Petersen.

Men det er det offentlige - vore politikere og myndigheder - som burde sørge for at sikre, at de løsninger man vælger, kan betjenes af alle. OG som burde sørge for, at de myndigheder, som skal håndhæve, opklare osv. (politiet, Datatilsynet m.m.), har ressourcerne til det.

3
9. juni 2023 kl. 08:12
Men det er bare endnu et…

Men det er bare endnu et symptom på, at Danmark - og vore sløve, magthavende politikere, som i årevis har ageret halehæng til Silicon Valley - er ved fuldstændigt at miste grebet om den digitalisering, som de har sluppet løs på landet. Godt hjulpet af tech-ambassadører, råd, udvalg, studierejser, partistøttebidrag, VL-klubber og svingdørskarrierer.

Den evige sang om korrupte politikere og børnehave og mistet greb etc. Faktum er jo, at det går godt i DK. Når man først har prøvet at leve i det digitaliserede DK, så forekommer lande som Tyskland som et uland, hvor man skal udfylde formularer og stå kø på rådhuset for at få lov til at aflevere dem.

Ja, der har været og kommer skandalesager om dyre systemer, men man skal heller ikke glemme, at meget af det virker ganske fint.

Men - nu er den problematiske digitalisering i artiklen jo slet ikke det offentlige. Det er banksektoren, og de kom længe før det offentlige med PC-bank, man koblede op på via modem i 90'erne.

Og igen er det jo en fantastisk ting, at det er så nemt at gøre bankforretninger og overføre penge og betale regninger.

Problemet er så, at når der svindles, så har man ikke gearet politiet til at gøre noget. Pengene kan jo ofte følges og man kan godt finde ud af, hvem der ejer en konto, og hvis der er problemer med at penge kan gemmes, SÅ kan det være, at der er lovgivning der skal justeres etc. Men i første omgang skal man jo have nogen, der gider overhovedet opklare sagerne, og det virker lidt som om, at de folk ikke rigtig findes ud over hos medierne.

2
9. juni 2023 kl. 07:40
Klart bankrøverne skifter…

Klart bankrøverne skifter branche, når der nu ingen kontanter er i filialerne. Politiet kunne have en SPOC - 007? - man fluks kan ringe direkte til, når man har mistanke om digital svindel. 007-vagten kunne så have de kompetencer, som man har glemt at uddanne politieleverne i.

1
9. juni 2023 kl. 07:14
Hørt! Men det er bare endnu…

Hørt!

Men det er bare endnu et symptom på, at Danmark - og vore sløve, magthavende politikere, som i årevis har ageret halehæng til Silicon Valley - er ved fuldstændigt at miste grebet om den digitalisering, som de har sluppet løs på landet. Godt hjulpet af tech-ambassadører, råd, udvalg, studierejser, partistøttebidrag, VL-klubber og svingdørskarrierer.

Skruppelløse har de været - skruppelløse er de.