Svarede du rigtigt i sidste års quiz? Se de 13 rigtige her

27. december 2023 kl. 12:49
Svarede du rigtigt i sidste års quiz? Se de 13 rigtige her
Illustration: MI Grafik.
Sidste års quiz var svær, og et enkelt spørgsmål måtte udgå. To læsere fik 11 rigtige på sidste års tipskupon om begivenheder i 2023. Læs her, hvad du skulle have svaret.
Artiklen er ældre end 30 dage

For et år siden bad vi læserne af Ingeniørens magasin Året Rundt og brugerne her på ing.dk om at give deres bedste bud på, hvilke begivenheder vi kunne forvente os i 2023 – i quizzen Tip 13 rigtige. Det gør vi for resten også i år, og du kan stadig nå at udfylde årets tipskupon på ing.dk/tip13.

956 læsere tippede med i sidste års quiz, hvor  to læsere fik 11 rigtige, nemlig June Buxbom og Mike Danielsen. De får hver tre flasker god rødvin ligesom den tredje vinder, Miriam Drewsen, som vi udtrak tilfældigt blandt de 35, der fik 10 rigtige. 

Se her, om du svarede rigtigt i quizzen. Tallet i parantes angiver, hvor stor en del af tipperne der svarede rigtigt:

1) Vedtager Folketinget en national klimatilpasningsplan/-strategi inden 1. nov. 2023?

Artiklen fortsætter efter annoncen

NEJ. Mandagen efter stormfloden offentliggjorde regeringen sit udspil til en klimahandlingsplan, men der er endnu ikke fremlagt lovforslag i Folketinget. (40,1%)

2) Vil Rusland forlade Den Internationale Rumstation inden 1. nov. 2023?

NEJ. Rusland trak sig ikke ud af samarbejdet omkring ISS trods masser af trusler om det. (65,6%)

3) Har EU-Kommissionen inden 1. nov. 2023 tilføjet Crispr som undtagelse fra GMO-lovgivningen?

Artiklen fortsætter efter annoncen

JA. I juli 2023 præsenterede Kommissionen et lovforslag, der vil tillade brugen af Crispr til at foretage mutationer i plantegener uden om den fulde GMO-pakke. Forslaget skal dog stadigvæk vedtages af Parlamentet. (37,8%)

4) Åbner Aalborgs BRT-busser, Plusbus, som planlagt inden 1. nov. 2023?

JA. BRT-bussen, også kendt som Plusbus, blev indviet 23. september. (41,4%)

5) Efter planen skal fusionsreaktoren Iter tages i brug i 2025 (first plasma). Vil dette tidspunkt inden 1. nov. 2023 blive udskudt?

JA. Iter har i år meddelt, at  en ny tidsplan for projektet først kommer i 2024 og dermed også indirekte udskudt færdiggørelsen til langt senere end 2025. (60,5%)

6) Opkalder Københavns Universitet en bygning, et auditorium eller noget lignende efter Nobelprismodtageren Morten Meldal inden 1. nov. 2023?

NEJ. Ikke endnu. (64,7%)

7) Har Elon Musk gjort alle eller dele af de indholdsstyrende algoritmer bag Twitter til open source inden 1. nov. 2023?

Artiklen fortsætter efter annoncen

JA. Elon Musk holdt ord og offentliggjorde i marts 2023 Twitters bagvedliggende algoritmer via kodeplatformen Githhub. (27,6%)

8) Vil det inden 1. nov. 2023 lykkes Project Greensand at injicere den første CO2 i Nordsøens undergrund i forbindelse med pilotfasen af CO2-lagringsprojektet ved Nini-feltet? 

JA. CO2-lagringen blev sat i gang 8. marts. (57,0%)

9) Bliver august 2023 blandt de ti varmeste, der nogensinde er målt i Danmark?

NEJ. August 2023 endte med en middeltemperatur på 16,1 °C på landsplan, hvilket er 0,8 °C under klimanormalen på 16,9 °C beregnet for perioden 1991-2020. (35,0%)

10) Vil den danske elproduktion fra vind og sol overstige 60 procent af forbruget i perioden 1. jan.-1. nov. 2023?

JA. Ifølge Green Power Denmark lander andelen af elproduktionen fra danske vindmøller og solceller divideret med det totale elforbrug på 64 pct. (62,2%)

11) Har den danske regering inden 1. nov. 2023 taget initiativ til en undersøgelse, udredning eller lignende omkring atomkraft i Danmark?

NEJ. (84,1%)

12) Er der flertal i Folketinget for en ny togforbindelse over Vejle Fjord den 1. nov. 2023?

NEJ. (90,0%)

13) Vil der inden 1. nov. 2023 blive begået sabotage mod kritisk infrastruktur i EU, som vi i 2022 har set det med Nord Stream 2?

UDGÅR. Det Hong Kong-registrerede fragtskib NewNew Polar Bear er mistænkt for 8. oktober at have beskadiget gasledningen Balticconnector mellem Finland og Estland med sit anker, men da efterforskningen endnu ikke har fastslået, om der var tale om bevidst sabotage, kan dette spørgsmål ikke afgøres. Derfor tæller det ikke med i årets quiz.

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten

Tophistorier

Debatten
Vær med til at skabe en god debat ved at følge vores debatregler.

For at deltage i debatten skal du have en profil med adgang til at læse artiklen. eller opret en bruger.
settingsDebatvisning