Vores læser Mikkel Christensen spørger:
Hvordan kan verdens forbundne have være i stand til at opretholde så forskellige saltindhold, som det ses?
Man skulle jo umiddelbart tro, at osmosen sørgede for en udligning (nu ser vi et eksempel på osmosens styrke i forbindelse med det såkaldte saltkraftværk), og endvidere sørger tidevand, blæst og havstrømme for, at der sker en stor udveksling af vandmasser havene imellem.
Mængden er ferskvand er kun 3 procent af Jordens samlede vandmængde, og kun 0,3 procent af disse er defineret som overfladevand, der kan ’fortynde’ havene via flodudløb, altså forsvindende lidt.
Derfor tænker jeg, at der må være andre kræfter på spil. Kan det være, at fordampning fra ét hav resulterer i nedbør over et andet? I så fald skal der være tale om meget store mængder og en konsekvent skæv fordeling.
Læs også: Spørg Scientariet: Hvorfor er bunden af havet så koldt?
Henrik Tækker Madsen, Ph.d. hos Applied Biomimetic, svarer:
Verdenshavene er et meget stort system, der påvirkes i forskellig grad afhængig af, hvor på Jorden man er.
Eksempelvis er der større afdampning omkring ækvator, hvilket leder til en højere saltindhold disse steder.
De store verdenshave ligger typisk mellem 3 og 4,5 vægtprocent. Det betyder, at hvis du tager et kilogram havvand og inddamper det, så vil der være 30 - 45 g salt tilbage. Tæt ved kysterne eller i indre farvande kan det være lavere på grund af fortynding fra afstrømning af ferskvand.
Læs også: Spørg Scientariet: Bør man undlade at salte mod sne?
Når to opløsninger af forskellig koncentration er forbundet med hinanden, vil den tilfældige bevægelse af salt-ionerne og vandmolekylerne gøre, at forskellen i koncentration bliver udlignet.
Den tilfældige bevægelse af ioner og molekyler kaldes diffusion, men diffusion over så store afstande (ækvator til polerne) tager meget lang tid, hvorfor en konstant forskel kan opretholdes.
Afstrømning fra land vil også lede til fortynding af havvand tæt ved kysten, hvilket altså kan lede til en lavere saltkoncentration.
Dette ses for eksempel i de indre danske farvande, hvor vandet er næsten brakt (0,5 - 2 procent), fordi tilførslen af frisk havvand fra Nordsøen ikke kan kompensere fuldstændigt for afstrømning af ferskvand i de indre danske farvande og det baltiske hav.
