Satellit styrtet i Stillehavet
Uden dramatik sluttede missionen for en japansk jordobservationssatellit, JERS-1, i dag kl. 14.40 dansk tid, da den faldt ned på et fjernt sted ude i Stillehavet omkring 3000 km nord for New Zealand.
Satellitten, der vejede lidt over 1 ton, blev formentlig brændt så meget op, at kun nogle titanium brændstoftanke nåede ned til jordoverfladen. Den 12 meter lange radarantenne og de store solpaneler brændte op.
Satellitten blev sendt op med en japansk H-1 raket i februar 1992 og fungerede indtil oktober 1998. Nedslagsstedet var nær den af det japanske rumagentur NASDA beregnede mest sandsynlige position. Men sådanne nedfald kan aldrig forudsiges helt præcist på grund af satellitternes komplicerede form og på grund af tæthedsvariationer i atmosfæren bl.a. som følge af en varierende solaktivitet.