Adm. dir. i Nestlé Norden Torben Emborg.
Adm. dir. i Nestlé Norden Torben Emborg.

Foto : Nestlé

Nestlé er på jagt efter fremtidens grønne teknologier

Når verdens største fødevareproducent har lagt en strategi om at sløjfe udledningen af drivhusgasser i 2050, lyder det af noget. Men langt de fleste udledninger stammer fra andre i værdikæden, så resultaterne afhænger af samarbejde og et hav af pilotprojekter.

Al emballage skal være genanvendelig eller genbrugelig om fire år. Al palmeolie skal være certificeret om to år – det samme gælder for kakao og kaffe om fire år. Al ny plast (virgin) skal skæres ned med en tredjedel om fire år, og så skal hele Nestlés globale bilflåde være skiftet ud med mere miljørigtige biler næste år. 

Det er et udvalg af de 13 konkrete delmål, Nestlés ‘Net zero roadmap’ består af, og eftersom de alle skal nås lokalt på fødevarevirksomhedens 187 markeder, giver nogle af målene adm. direktør i Nestlé Norden Torben Emborg sved på panden. 

Han tiltrådte stillingen i november sidste år, og måneden efter blev koncernens køreplan mod CO2-neutralitet i 2050 lanceret. 

»Jeg synes ikke, der er lang tid til at nå vores mål for emballage. Det bliver også udfordrende at skulle skifte hele bilflåden ud med mere miljørigtige biler til næste år. Men det er godt at få de udfordringer,« siger han og peger på, at intet er simpelt, når man først dykker ned i teknologierne. For skal man for eksempel så skifte til hybridbiler som mellemstation, hvis ladeinfrastrukturen ikke gør det muligt at skifte til ren el, spørger han retorisk.

113 millioner ton CO2

En ekstern konsulent har i løbet af tre måneder lavet et baseline-studie af Nestlés udledning helt ude fra markerne, hvor kaffebønnerne dyrkes, til forbrugerne og til bortskaffelse af emballage for at finde frem til, hvor CO2-aftrykket ligger.

Læs også: BASF-direktør: Norden er kemigigantens greentech-legeplads 

Studiet har vist, at 3 procent af Nestlés samlede udledning på 113 millioner ton CO2-ækvivalenter kommer fra den direkte udledning; 2,2 procent kommer fra den indirekte udledning gennem eksempelvis el og varme leveret af et forsyningsselskab, mens hele 94,8 procent stammer fra anden indirekte udledning hos eksempelvis transportfirmaer, landmænd og forbrændingsanlæg.

Mens Nestlés brands – som for eksempel Nespresso, Nescafé, Starbucks og KitKat – arbejder på at nedsætte udledningen fra hele værdikæden, ligger der en koncernplan, hvor værdikæden slutter ved detailhandlen. ‘Koncernsporet’ står for 92 millioner ton af den samlede udledning, og her er det hovedsageligt ingredienserne, der vejer tungt. Især fra mælke- og kvægproduktion, jord og skovbrug.

Derfor har Nestlé valgt at investere ca. 8,3 milliarder kroner ud af en samlet investering på 22 milliarder kroner frem til 2025 på regenerativt landbrug.

»Det er en kæmpe opgave, der er enormt kompleks, fordi vi skal agere med en masse interessenter, vi ikke ejer eller har fuld kontrol over,« forklarer Torben Emborg og peger på, at flere af de store leverandører har tilsluttet sig Science-based targets (hvor virksomheder arbejder for at undgå, at Jordens temperatur ikke stiger mere end 1,5 grad), som Nestlé også er tiltrådt, og derfor har en fælles interesse i at nå.

På toppen af kødproduktionen

Den helt store nød at knække i køreplanen er, at halvdelen af koncernens hovedingredienser skal være produceret gennem regenerativt landbrug i 2030. 

»Det går lidt imod idéen om store industrilandbrug, så i første omgang bliver afgrøderne nok dyrere. Men i sidste ende er det meningen, at landmanden kan spare på sprøjtemidler, så det på sigt burde føre til en mere lukrativ forretning,« siger direktøren. Men omstillingen er ikke kun en udfordring for Nestlé. Det er en udfordring for hele verden, og Torben Emborg er sikker på, at vi allesammen kommer til at betale gennem dyrere fødevarer.

»Vi er i en tid, hvor kødproduktionen peaker. Der er ingen tvivl om, at vores kost bliver mere plantebaseret i fremtiden, så vi satser kraftigt på udvikling af plantebaserede convenience-produkter.«

For en fødevarekoncern som Nestlé er forbrugeren en afgørende faktor for de valg, virksomheden tager, og det koster mere at tage bæredygtige valg. Nestlé havde den samme diskussion omkring økologi, hvor mange forbrugere ikke var parate til at betale ekstra for det økologiske alternativ. 

»Så forretningsmæssigt handler øvelsen meget om balancering af alle interessenters interesser – og timing,« siger direktøren.

Birgitte Krenk

Direktør for produktion og logistik Birgitte Krenk.

Illustration: Nestlé

Som på alle andre områder er det en diskussion om hønen eller ægget, og direktør for produktion og logistik i Norden Birgitte Krenk forklarer, at Nestlé for sit vedkommende kommer til at presse på udviklingen ved i fremtiden at skifte leverandør, hvis en leverandør ikke vil leve op til kravene.

»Vi arbejder for eksempel med et koncept til produktion af babymad i Finland, hvor man kun har udvalgt landmænd, der vil være med til at arbejde med regenerativt landbrug,« fortæller hun.

»Men vi vælger at gå økonomisk ind i projektet i Finland, fordi det tager lang tid at ændre en landbrugsproduktion. Og det tager tid at få gevinsten af det,« siger Birgitte Krenk.

Ingeniørerne skal i arbejde

At vælge teknologi er ifølge Torben Emborg en anden af de største udfordringer, fordi Nestlé for eksempel ikke bygger fabrikker til kemisk genanvendelse og derfor skal have andre aktører med på det. Mange af de løsninger, Nestlé kommer til at arbejde med, bliver lokale løsninger, fordi den lokale infrastruktur er forskellig fra land til land. 

»Vi kan ikke løse alting med én teknologi. Derfor er det vigtigt at have et åbent sind og meget væsentligt at bygge det, vi gør, på videnskab, fakta og teknologi – og ikke populisme og løse påstande. Vi skal have ingeniørerne i arbejde!,« smiler han og peger på, at mekanisk genanvendelse fungerer nogle steder, mens kemisk genanvendelse fungerer andre. Eller at forbrugerne vil tage godt imod at fylde Nescafé på genbrugsglas nogle steder, mens den løsning vil falde til jorden andre steder. 

Nestlé har fire fabrikker i Norden, og Birgitte Krenk fortæller, at de største udfordringer på hendes ansvarsområde – ud over at reducere råvarernes CO2-aftryk –  er at reducere energiforbruget og skifte til vedvarende energi. 

»Vi ser hele tiden på nye teknologier og projekter. Men vi er små i Norden og vil gerne introducere nogle af vores løsninger til hovedkvarteret, som så kan udbredes til hele Nestlé,« siger hun og nævner blandt andet en investering i en eldrevet lastbil, der kører lokale transporter i Sverige, eller overvejelser om at skifte emballagen på kaffe-brandet Zoegas til et materiale, der kan indgå i kemisk nedbrydning, hvor svenske TMR og norske Quantafuel kan være gode partnere. Andre steder ser Nestlé på biogas. Pointen er, at det skal give mening og gerne kunne bredes ud, siger Birgitte Krenk.

På den eneste fabrik i Danmark, Oscar i Rønnede, er alt lys i produktions- og lagerområdet udskiftet med LED, og sammen med andre tiltag har virksomheden reduceret energiforbruget med 19 procent. For at nå målet om CO2-neutralitet har Oscar valgt at kompensere for C02-udledninger i energiforbruget gennem køb af oprindelsescertifikater fra vand- og biogasprojekter. Men det er ifølge Net zero-køreplanen kun ‘tilladt’ på brand-niveau.

»For at nå de ambitiøse mål på koncernniveau kræver det samarbejde på tværs af virksomheder, forskellige aktører i værdikæden, offentlige og private. Det er afgørende, at vi gør det allesammen,« siger Torben Emborg. 

»Så man skal ikke være flov over at sætte mange pilotprojekter i gang, for det er de mange bække små, der gør, at vi når målet.«

Skubber på åbne døre

Energiforbrug og CSR har været på dagsordenen i Nestlé i mange år. Men det er aldrig blevet koblet så gennemgribende sammen med bæredygtighed som nu. Det betyder, at bæredygtighed er tænkt ind fra starten på alle niveauer og i alle aktiviteter. For eksempel er der en række ‘golden rules’ for hele emballageudviklingen i forhold til, hvilke materialer man må bruge – hvilken type plast, og om det måske er bedre med papir?

På et globalt plan har Nestlé nedsat et bæredygtighedsråd, som afrapporterer til topledelsen, der har emnet på dagsordenen til hvert møde. 

»Her i Norden er der oprettet en netværksgruppe, hvor vores sustainability manager har én, der repræsenterer området i hvert team, så vi bringer det ind i vores daglige operation. Vi skal tænke bæredygtighed ind i alt, hvad vi laver – på linje med for eksempel kvalitet,« siger Birgitte Krenk.

Det kan lyde som en stor mundfuld, men egentlig er det nemt at lede en organisation i den bæredygtige retning, for der er ikke nogen, der er uenig med dig, siger Torben Emborg.

»Man skubber på åbne døre. Det er noget, alle kan relatere sig til, fordi de har en familie og er en del af samfundet.«

Læs også: H+H opretter nye innovationsafdeling der skal skubbe på den grønne udvikling

Rent praktisk har medarbejderne i alle kroge af virksomheden fået træning i, hvordan bæredygtighed kan medtages i alle aktiviteter, og alle, der arbejder med projekter i Nestlé, har fået et værktøj til at udregne, hvilken CO2-effekt et givent produkt har. 

»Så der er ikke nogen i Nestlé, der ikke ved, at vi prøver at reducere CO2,« smiler Birgitte Krenk, der også understreger, at alle tiltag og resultater undervejs bliver lagt åbent frem hvert år.

Lever ikke i vakuum

Torben Emborg er muligvis ny chef i Norden, men han har arbejdet det meste af sit arbejdsliv i Nestlé og er med egne ord ‘150 procent forretningsmand’. Men rammerne for at lave god forretning er nogle helt andre, end de var for 30 år siden, har han erkendt. 

»Jeg skal være ærlig at indrømme, at jeg da ikke tænkte meget over, at vi skal passe på vores planet, eller hvor affaldet forsvandt hen, når jeg smed det i skraldespanden for 30 år siden. Det begyndte jeg først rigtigt at interessere mig for i min seneste stilling i Tjekkiet.« Ikke mindst fordi han selv har børn og gerne vil efterlade tingene i en »fornuftig stand«. 

»Vi eksisterer ikke i et vakuum, så jeg synes virkelig, det er dejligt at arbejde for en virksomhed, der er engageret i disse mål, for det er klart, at vi som fødevarevirksomhed har en stor rolle at spille i at løse problemet,« siger han.

Vil du prøve Tech Management?

Styrk dit lederskab - bestil et gratis og uforpligtende prøveabonnement her

Om Tech Management

Tech Management er Ingeniørens ledelsesmedie, som sætter fokus på ledelse, projektstyring og strategi i en digital og teknologisk forandringstid.

5 grunde til, at du skal læse Tech Management

1. Du får indblik i digital omstilling i et ledelsesperspektiv

2. Du får adgang til et medie, der tør skære igennem hypen om ny teknologi

3. Du får gode, lærerige cases fra virksomhedernes hverdag

4. Du får værktøjer, du kan bruge direkte i dit arbejde med ledelse og strategi

5. Du får ny inspiration til at styre dine projekter, så de lander hvor de skal

Fristet? Bestil et 3 ugers gratis og uforpligtende prøveabonnement her.

Seneste nyheder