Klimaskadelige gasser smugles til Europa

10. april kl. 16:583
Køleskabe og frysere med glaslåger har sneget sig ind i både haller og skoler, fordi leverandører ofte giver dem gratis. Men energiforbruget er oftest højere end i almindelige køleskabe, så nu vil Aarhus Kommune udskifte dem.
Sortbørshandlen med ulovlige og regulerede HFC-gasser, der blandt andet bruges til nedkøling, er rykket til Europa. Illustration: Consumerist Dot Com / Wikimedia Commons / Flickr.
Ulovlige kølegasser bliver smuglet ind i Europa fra lande som Tyrkiet og Kina trods en fælleseuropæisk plan om at udfase dem.

Organiserede kriminelle smugler hydrofluorcarbon (HFC-gas) ind i Europa med lyssky metoder, viser en ny rapport fra den britiske NGO Environmental Investigation Agency (EIA). Det skriver Reuters.

»Der er et presserende behov for en koordineret, proaktiv indsats i hele EU for at bekæmpe den ulovlige handel med HFC-gasser,« siger Fin Walravens, der er senior climate campaigner i EIA, i en pressemeddelelse.

HFC-gasser bruges som oftest til nedkøling, i brandslukningsskum og i varmepumper. Gasserne smugles ind i Europa, fordi EU har påbegyndt en langsigtet plan om at udfase gasserne fuldstændigt, hvilket har åbnet et sortbørsmarked for handel med ulovlige eller stærkt regulerede gastyper.

Sortbørsmarkedet for indsmuglet HFC til Europa kan udgøre op mod 30 pct. af den samlede, lovligt handlede mængde gas, svarende til op til 30 millioner tons udledt CO2, ifølge en tidligere EIA-undersøgelse fra 2021.

Ulovlige og stærkt regulerede HFC-gasser smugles af organiserede kriminelle ind i Europa. 
Illustration: Environmental Investigation Agency (EIA).

HFC-gasserne har en betydelig indvirkning på klimaet på grund af et højt drivhuspotentiale (GWP), der er mange tusinde gange højere end klimapåvirkningen af kuldioxid.

Det sorte marked

Rapporten indikerer, at handlen på det sorte marked bliver stadig mere sofistikeret, og de kriminelle tilpasser deres taktik for at undgå at blive fanget. Gassmuglerne snyder  myndighederne ved blandt andet at forklæde HFC-gas som de mindre regulerede hydrofluorolefiner (HFO) eller ved at undgå forbudte beholdere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Hvis du kan snige den mest forurenende, grimmeste gas ind, får du dybest set flest penge,« siger Fin Walravens til Reuters. 

Det antages, at særligt værdien af HFC-404A-gassen vil stige i den nærmeste fremtid, da gassen antageligvis vil udgå af produktion som følge af EU’s planer om udfasning af F-gasser. Om to eller tre år vil 404A være »guld værd«, udtaler en anonymiseret HFC-forhandler fra Spanien til EIA.

Kigali-tillægget

I 2016 besluttede en række EU-lande at lægge en plan for at slippe af med HFC-gasser. Planen blev, at der indføres bestemte kvoter for HFC-gasser, hvilket nedtrappes år for år. Målet med nedtrapningen er, at gastypen skal være fuldstændig bandlyst i år 2050. 

Denne aftale går under navnet Kigali-tillægget, og er et tillæg til den historiske Montreal-protokol fra 1987, som alle FN’s medlemslande har skrevet under på. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Med tillægget har landene bundet sig til at implementere ændringer med henblik på at udfase al handel og brug af HFC-gasser. EU anslår, at planen vil spare kloden for op mod 0,4 °C yderligere global opvarmning inden næste århundredeskifte.

HFC-gasserne, der smugles, har en stor påvirkning på klimaet, idet de har et stort drivhuspotentiale (GWP). Gassen HFC-404A har eksempelvis et drivhuspotentiale på 4.808 over 100 år, ifølge International Institute of Refrigeration, hvilket er et mål for gassens globale opvarmningseffekt relativt til kuldioxid.

Gassens drivhuspotentiale er en værdi for mængden af varme, der opfanges af den samme masse af kuldioxid over en bestemt periode. Kuldioxid bruges som referenceramme og har således en GWP på 1.

Sidste år fremsatte EU-parlamentet et lovforslag, der skulle bygge videre på EU’s tidligere lovgivning på området, med henblik på at fremskynde udfasningen af særligt farlige fluorerede gasser, heriblandt HFC-gasser.

Oprindeligt blev HFC-gasserne indført som en substitut for de ozonnedbrydende CFC-gasser. På trods af det har forskere sidste år målt en stigning af en håndfuld CFC-gasser i atmosfæren. Noget af stigningen kunne på daværende tidspunkt tilskrives produktionen af de “nye” HFC-gasser, idet CFC-113a, CFC-114a og CFC-115 kan opstå som biprodukt af produktionen af HFC.

3 kommentarer.  Hop til debatten

Tophistorier

Debatten
Vær med til at skabe en god debat ved at følge vores debatregler.

For at deltage i debatten skal du have en profil med adgang til at læse artiklen. eller opret en bruger.
settingsDebatvisning
3
11. april kl. 18:37
Re: Hvem er køberne?

Måske er spørgsmålet rettere, hvor er produktionen af det udstyr der bruger disse kølemidler?

Er det blevet produceret skal det nok slippe ud. Så betyder det egentlig ikke så meget hvor det slipper ud.

2
11. april kl. 11:15
Re: Hvem er køberne?

Måske er spørgsmålet rettere, hvor er produktionen af det udstyr der bruger disse kølemidler?

Som med alt andet er politik jo: ude af syne ude af sind! Så længe det ikke tæller i vor snævertsynede nationale regnskab.

Når produktionen er sendt uden for landets grænser, er der ingen kontrol.

1
11. april kl. 08:52
Hvem er køberne?

Vi har jo i en årrække arbejdet på at udfase disse gasser, så jeg savner lidt information om hvor og til hvad de stadig anvendes? Da mængderne er store antager jeg at det ikke er hr og fru danmark der fylder dem på deres varmepumpe, men at det derimod er til industrielle formål. Man må da have en ide om hvem de mulige aftagere er?