Selv om Hillerød i de senere år er blevet forsynet med forsinkelsesbassiner til brug for overskydende regn- og spildevand fra kloakkerne ved voldsomt regnvejr, har de slet ikke haft kapacitet til fredagens skybrud.
Natten og dagen igennem hamrede regnen ned, og de store åer, der løber igennem Hillerød, løb over deres bredder. For at aflaste åerne blev sluserne åbnet ved Arresø. Men skønt både Falck og Beredskabsstyrelsen fra Næstved satte alt, hvad de havde af mandskab og pumper på arbejde i Hillerød, så stod syv lokale veje hele dagen under vand, og klokken 15 steg vandstanden stadigvæk.
»Den store udfordring er det stigende grundvand, så når vi pumper, skal vi rigtig langt væk med det. For oversvømmelserne sker jo netop i større, lavtliggende områder,« fortæller vagtcentralchef Thomas Reimann, Falck i Hillerød
Derfor havde de frivillige korps i Hedehusene, Hillerød og Hørsholm, Nordsjællands Brandvæsen og hjemmeværnet travlt med at fylde sandsække:
»Vi dækker op med sandsække nær døråbninger til folks huse og håber, at vandet ikke stiger op over dem og trænger ind. Og så venter vi på, at vandspejlet synker,« siger Thomas Reimann. Ifølge DMI stopper regnen først ud på aftenen, og først da begynder vandstanden at falde.
Også motorvejsnettet var fyldt med vand og spejlblanke, fortæller Thomas Reimann:
»Der har været trafikuheld, hvor bilerne snurret rundt på Helsingør motorvejen, Motorring 3 og Motorring 4. På Frederikssundsmotorvejen indadgående stod vandet så højt ved ved Tåstrup- og Ballerup-tilkørslen, at bilerne risikerer at gå i stå, så den har vi også lukket,« siger Thomas Reimann, der opfordrer bilister til at køre meget forsigtigt for at undgå akvaplaning.