Dialog skal hjælpe NNE-ledere med at styre fleksibilitet
I den store, gamle hal, der engang husede en tobaksfabrik, er medarbejderne så småt ved at vende tilbage efter coronanedlukningen. Ikke for at rulle cigaretter, men for at arbejde videre på NNE’s mange kundeprojekter.
NNE, der designer fabrikker til medicinalindustrien, er lige nu i gang med at føre de erfaringer, de to nedlukninger har givet, ud i livet, og ifølge HR-chef Camilla Hjorth Stræde er der overordnet to omdrejningspunkter for den fremtidige organisering: fleksibilitet og dialog.