Derfor investerer japanere 23 milliarder kroner i bioreaktorer i Hillerød
Høje orange kraner stikker op overalt i landskabet, og når man tænder blinklyset og drejer af Hillerødmotorvejen lidt syd for Hillerød, er det tydeligt, at man kører ind mod et område i udvikling. Der er kraner, så langt øjet rækker, og en lille landsby af skurvogne, stablet i tre etager, giver et fingerpeg om størrelsen af byggerierne.
På få kvadratkilometer bliver der de næste år investeret svimlende milliardbeløb i nye fabrikker til produktion af medicin.