Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Cowi har fundet sin agile muskel

11. oktober 2021 kl. 08:51
Jo, der har været mange bekymrede miner og tvivl hos kolleger i forhold til, om det nu var værd at bruge tid på at skabe en netværksorganisation ved siden af vores traditionelle organisation med det formål at sikre øget agilitet. Men tvivlen er gjort til skamme. Alt hvad det kræver er gå-på-mod, dygtige kolleger og en stærk ledelse, der ikke ryster på hånden.
Artiklen er ældre end 30 dage

Vi ved det godt. Det er vanskeligt at skabe ægte agilitet i store virksomheder – simpelthen fordi antallet af processer, politikker og stakeholders stiger i takt med, at en virksomhed vokser. Det tager ofte tid at komme fra beslutning til handling, og mange kolleger skal involveres undervejs. Så hvordan skaber man agilitet i større virksomheder, når nu rammerne ikke umiddelbart lader sig ændre?

Det har jeg et bud på: I Cowi har vi implementeret et "Dual Operating System" med inspiration fra en af de store managementguruer, Havard-professor John P. Kotter, og det har skabt rum til hurtigt at digitalisere og innovere på en helt ny måde.

Hvad er et Dual Operating System?

Lad os nu bare være ærlige: der er brug for den traditionelle hierarkiske organisation til at sikre fokus på driften af den daglige forretning. Den hierarkiske organisation er nyttig til at monitorere relevante KPI'er, være i kontakt med kunder og sikre kvalitet i leverancerne. Til gengæld er den ikke god til at drive udviklingsinitiativer – i al fald ikke, hvis man ønsker høj hastighed i udviklingen. Der er for mange beslutningslag, og der opstår flaskehalse, når de samme seniorprofiler er involveret i beslutningerne, f.eks. i form af styregrupper og boards. Hvis man vil opnå agilitet i form at høj hastighed i udviklingsinitiativer og parathed i forhold til forandringer i projekternes kontekst, skal man supplere den hierarkiske organisation med en netværksorganisation. 

Et Dual Operating System betyder i praksis, at den traditionelle hierarkiske organisation arbejder parallelt med en netværksorganisation – og at de to ‘systemer’ konstant er koordineret i forhold til strategien og retningen for strategiske udviklingsinitiativer. Det er den øverste forretningsledelse i ‘hierarkiet', der sætter rammerne og retningen i form af en overordnet strategi, og netværksorganisationen definerer og igangsætter initiativer, der understøtter den strategiske dagsorden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er frivilligt, om man ønsker at tage del i netværksorganisationens arbejde. Motivationen i netværksorganisationen skabes ved at have passion for de initiativer, der arbejdes på, og det fællesskab, der opstår på tværs af organisationen. Den største styrke ved et Dual Operating System er, at det er de samme folk, der både arbejder i hierarkiet og i netværket. På den måde opnår man sikkerhed for, at nye udviklingsinitiativer ikke slipper jordoverfladen, men rent faktisk kan implementeres og skaleres efterfølgende. Det er desuden medarbejderne i den traditionelle hierarkiske organisation, der har fingeren på pulsen i forhold til, hvad kunderne ønsker sig af nye eller forbedrede services, eller hvor der er et oplagt potentiale for effektiviseringsinitiativer, der eksempelvis er understøttet af nye teknologier. Det er her fra, idéerne til netværksorganisationens udviklingsinitiativer opstår.

Hvordan får man det til at virke i praksis?

For to år siden besluttede Cowi at etablere et Dual Operating System med fokus på at understøtte den digitale transformation og skabe en mere agil virksomhedskultur. Faktum er i dag, at mere end 2.000 medarbejdere (ud af cirka 7.000) er mere eller mindre involverede i vores netværksorganisation på tværs af lande, forretningsenheder og faglige discipliner. Netværksorganisationen består i dag af 15 communities under kategorierne: Tech, Tool og Sustainability. I disse communities arbejdes der på udviklingsinitiativer, der er understøttet af nye teknologier og materialer. Det overordnede mål er at hjælpe vores kunder med at skabe en succesfuld grøn omstilling – og sikre, at Cowi forbliver en relevant og effektiv samarbejdspartner også i fremtiden.

Alle udviklingsinitiativer er definerede inden for rammerne for Cowis overordnede strategi, og derfor har de enkelte udviklingsteams mandat til at tage egne hurtige beslutninger og rykke hurtigt, når der valideres og testes nye initiativer. De følger alle en overordnet innovationsproces, hvor vi gennem tidlig kunde- og/eller slutbrugerinvolvering sikrer, at vi har forstået det problem, vi ønsker at løse, før vi går i ‘løsningsmode’. Innovationsprocessen er baseret på agile principper ift. at udvikling så vidt muligt foregår i kortere tidsbegrænsede perioder (sprints) og i små iterationer med løbende feedback fra kunden/brugeren. Vi kan se, at det virker, selvom det kan være svært at holde ivrige løsningsorienterede kolleger tilbage, når nu de har udtænkt den perfekte løsning.

Hvori består det svære?

At benytte et Dual Operating System som organisationsmodel lyder nok nemmere end det er, for der er naturligvis også udfordringer. Det svære består i at identificere og sikre dedikerede kolleger til at drive udviklingsinitiativerne og dermed den ønskede hastighed. Når medarbejderne i de enkelte communities også skal passe deres almindelige arbejde ved siden af – og igangværende kundeprojekter altid har førsteprioritet – så giver det sig selv, at udviklingsindsatsen er svingende. Nogle initiativer løber derfor hurtigere end andre, men ved at benytte en sprint-tilgang og allokere folk fra en uge til et par måneder til et givent initiativ lykkes vi med at holde dampen oppe på det meste, og det giver god energi i teamet at dedikere sig til en opgave for en periode. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vi har lige nu over 50 mindre initiativer i gang på tværs af de forskellige communities. Nogle rykker hurtigere end andre, ligesom vi også jævnligt lukker initiativer ned, der ikke viser den værdiskabelse eller efterspørgsel, som vi havde håbet på. Det er også vigtigt i forhold til at være agil, at man hurtigt kan lukke ting ned.

Vi plejer at sige, at hvis en ud af ti initiativer lykkes, så har vi succes. Under alle omstændigheder har netværksorganisationen fundet og aktiveret vores agile muskel i Cowi – og det er i sig selv en succes. 

 

Vil du bidrage til debatten med et synspunkt? Så skriv til vores debatredaktion på debat@ing.dk

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten

Tophistorier

Debatten
Vær med til at skabe en god debat ved at følge vores debatregler.

For at deltage i debatten skal du have en profil med adgang til at læse artiklen. eller opret en bruger.
settingsDebatvisning