Bestyrelsesmedlemmer ender ofte i uheldig dobbeltrolle
En farlig dobbeltrolle blomstrer blandt de små og mellemstore virksomheder. For blandt de 150.000 bestyrelsesmedlemmer i de danske SMV-virksomheder agerer 27 procent samtidig betalte konsulenter for den virksomhed, de sidder i bestyrelsen for. Det skriver Ugebrevet Mandag Morgen.
Læs mere i vores vidensbank: SMV Bestyrelsesrapporten 2020: Uenighed om bestyrelsers bidrag til værdiskabelse
Tallene har ugebrevet hentet fra en undersøgelse foretaget af bestyrelsesnetværket BoardPartner, der for tredje år i træk har gennemført en undersøgelse blandt danske bestyrelsesmedlemmer i SMV-laget. Netværket har spurgt i alt 1.383 bestyrelsesmedlemmer, og her svarer mere end hver fjerde, at de samtidig agerer konsulent for den virksomhed, som de udstikker den strategiske retning for. Det vækker kritik fra Mette Neville, der er professor på Juridisk Institut ved Aarhus Universitet og leder af instituttet Center for Små og Mellemstore Virksomheder.
»Man kan ikke træffe de rigtige beslutninger om, hvad virksomheden har brug for, hvis man samtidig er afhængig af, at der skal falde nogle konsulentkroner af til ens egen lille gesjæft,« siger hun til Ugebrevet Mandag Morgen.
Læs mere her: SMV-bestyrelser bakser med nye teknologier: Tre råd til bestyrelsesarbejdet
Problemet er, at dobbeltrollen kan sætte spørgsmålstegn ved et bestyrelsesmedlems habilitet, når vedkommende samtidig nyder godt af at levere konsulentydelser til selvsamme virksomhed.
Professor Mette Neville understreger over for Ugebrevet Mandag Morgen, at det er »naivt« at tro, at man kan eliminere dobbeltrollen, men at det er vigtigt, at man er opmærksom på at begrænse udbredelsen af det og sørge for løbende at genoprette armslængden, når den pågældende opgave er løst.
Læs mere her: Skal du til at overveje en bestyrelsespost? "Det vil klart kunne styrke samarbejdet mellem direktion og bestyrelse"