Vores læser Tore A. Jakobsen har spurgt:
I hvilket temperaturområde er stikmyg mest aktive?
Jens Thorving Andersen, Content creator på SEJENS og museumsformidler, Naturhistorisk Museum i Aarhus, svarer:
Lad os starte med, at få styr på, hvad stikmyg egentlig er for nogle dyr. Myg er er nemlig ikke bare myg.
I dyreriget finder vi myggene i den insektorden, der hedder Tovinger. Tovingeordnen består af en lang række familier med tovingede insekter, hvor vi finder alt fra de store bremser og flotte båndfluer til stankelben, som vi pt. udstiller fossiler af, og de egentlige fluer, som de fleste ser i vindueskarmen.
Og så er der dem vi kalder myg, såsom dansemyg, galmyg, glansmyg, hårmyg, kvægmyg, sommerfuglemyg og svampemyg.
Som navnene antyder, ser de både forskellige ud og udfylder forskellige økologiske nicher. Faktisk finder vi i Danmark alene over 4000 arter af tovingede insekter, hvoraf 1000 arter er myg.
Af disse findes 3 procent i den familie, der hedder stikmyg. Fascinerende er det, at denne lille familie - kun repræsenteret af 30 arter - er blevet nogle af dyrerigets mest berømte skabninger. Det er nemlig dem, der kan suge blod på os.
Perfekt under den lune solnedgang
Myggenes aktivitet afhænger af flere ting. Myggene lægger deres æg på steder med vand og varme, så den lune, fugtige og skyggefulde solnedgang er helt perfekt. Er det under 10 grader, vil myggenes vingemuskler simpelthen være for kolde til rigtigt at kunne arbejde.
Stikmyggene er ligesom andre myg spinkle af bygning, og foruden den slanke krop har de lange ben. Specielt for stikmyggene er, at de har en lang sugesnabel, som de har specialiseret sig i at suge blod fra andre dyr med.
Når hannerne har sværmet og afleveret generne til hunnerne, skal der altså findes blod. At flyve forvirret rundt og lede efter et byttedyr er ikke energieffektivt. Derfor vil myggene som regel sidde gemt i skovbunden eller i græsset.
Et arsenal af sanseorganer
Når et byttedyr, som f.eks. et menneske, kommer gående, har myggen et arsenal af sanseorganer, der kan hjælpe med at afgøre, om den skal slå til.
Det første, myggen sanser, vil formentlig være ændringen i CO2-koncentrationen som resultat af vores udånding. Myggen vil være i stand til at kunne sanse denne ændring på ca. 10 meters afstand.
Derefter er det lugtesansen, der tager over, og myggen vil begynde at spore sig ind på os. Når myggen er tæt på, vil det være afgivelsen af kropsvarme, der afslører os.
Nu lander myggen på os og gør brug af det afgørende våben: Fødderne. Med fødderne smager myggen efter: 'Er det nu også et byttedyr jeg er landet på, og i så fald: Hvor skal jeg stikke snablen ind?'
Jeg må indrømme, at denne baggrundsviden er blevet til mange myggestik gennem tiden, fordi man simpelthen er nødt til at opleve processen.
Et stikkende forsøg
Hvis man selv vil kaste sig ud i et lille forsøg, kan man starte med at fange en blodfyldt hunmyg i en beholder. En klar plastbøtte eller sylteglas er fremragende, og så skal du lade dig stikke af myggen.
Hav lidt fugtig køkkenrulle liggende i beholderen, så dyret ikke tørrer helt ud og sørg ligeledes for, at der kommer en smule ilt til.
Nu skal du holde øje med den røde bagkrop, hvor blodet befinder sig. I løbet af 7-14 dage vil bagkroppens farve gå fra rød til hvid. Når du ser den hvide bagkrop, har hunmyggen omdannet dit blod til æg.
