USA har sat fuld skrue på en America first-inspireret industripolitik med Inflation Reduction Act, der giver amerikansk statsstøtte på samlet 369 milliarder dollars til investering og produktion i »climate change and energy security«. Først nu er den søvnige kæmpe EU langsomt ved at vågne. Måske så sent, at vi spiller vores bedste kort af hænde.
Den franske præsident Emmanual Macron har i Financial Times givet udtryk for, at det må være slut med at være naiv. Vi skal i gang med at beskytte vores interesser, vores uafhængighed og vores værdier, og et europæisk tabu over for en aktiv industripolitik skal lægges på hylden: Tag kontrollen tilbage over forsyningskæder, innovation og energi, lyder det fra den franske førstemand, der i samme åndedrag taler for en revitalisering af det, som har udgjort rygraden i Europas velfærd: en stor middelklasse, der nyder godt af velbetalte job i industrien.
Frankrig og Tyskland har ført an i EU med nye statsstøttede projekter inden for udvikling og produktion af supercomputere, batteriteknologi, mikrochips og grøn brint. Eksempelvis gav den tyske regering i denne uge amerikanske Intel et tilskud på 10 milliarder euro for at bygge en chipfabrik i byen Magdeburg. Frankrig giver statsstøtte og lempelige vilkår til en ny batterifabrik i Dunkerque, som bygges af taiwanesiske Prologium. I Danmark er f.eks. løsninger baseret på enzymer og bakterier eller lydteknologi til både civil og militær brug oplagte kandidater til en fast track-indsats.
Problemet er – både i EU og i Danmark – at såvel kineserne som amerikanerne er langt hurtigere til at godkende og give støtte til ny teknologi, så det kan skaleres til industriniveau. Kineserne har deres femårsplaner, og USA har åbnet en ladeport for mulig statsstøtte. Og mens vi i mange EU-lande og i EU-systemet bruger op til otte-ti år på at vende og dreje budgetter og ansøgninger om støtte til teknologier inden for f.eks. cleantech, så paces det samme igennem i USA på under et halvt år. »Europa lever i postmoderne naivitet,« lød det syrligt fra Vestas’ vicedirektør Morten Dyrholm på Folkemødet i sidste uge i en diskussion om, hvordan vi får kontinentets spydspidsteknologier op at flyve – inden det er for sent.
Mens lande som Tyskland og Frankrig altså synes at have forstået situationens alvor bedre, synes en tilbundsgående erkendelse om at sætte industripolitikken i højsædet desværre at udeblive fra vores egen flertalsregering. Den kom ellers til magten med et mantra om, at nu skulle partifnidder lægges til side til fordel for ‘er der en voksen til stede-politik’. Flere potentielle danske styrkepositioner inden for teknologi trænger til større opmærksomhed fra både politikernes og pensionskassernes side.
Det gælder bl.a. vores årelange styrkeposition inden for såkaldte biosolutions med produkter, der er skabt ved hjælp af enzymer, bakterier og proteiner. Netop det techområde ser ud til at kunne erobre langt større markedsandele, hvis vi satser industrielt. I 2030 vil der kunne sælges for over 100 milliarder kroner danske biosolutions om året eller en tredobling af i dag, anføres det. Branchen med virksomheder som Novozymes, Chr. Hansen og startuppen Pond har dog brug for, at staten og de danske pensionskasser vågner op. Der skal bl.a. investeres i bioreaktorer, hvor nye produkter kan testes i et opskaleret miljø.
Ifølge tænketanken ATV, Akademiet for de Tekniske Videnskaber, har Danmark stadig en styrkeposition på lyd og vind, men også her skal der mere grundforskning og kapacitetsopbygning til. Det er horribelt, som det trækker ud med at få etableret et nyt testcenter for vindmøller på over 400 meter. Årene går, mens myndighederne vender og drejer, hvor testområdet kan placeres, holder møder med kritiske borgere og vurderer belastningen af omkringliggende biodiversitet.
Også droneområdet presser sig på. Branchen er klar til at videreudvikle fremtidens industrielle droner. Autonome droner og bemandet luftfart kan dog kun sameksistere, hvis man etablerer automatiseret digital flyveledelse. Lande som Tyskland, Holland, Belgien, Sverige og Norge har fuld fart på, mens vi tøver. Udviklingen kan derfor gå vores næse forbi.
Der er brug for at smide nogle figenblade og gå aggressivt ind i at understøtte styrkepositioner med alt, hvad det indebærer af testfaciliteter, forskning og kapital. Det er værd at hæfte sig ved, at USA bruger industripolitiske virkemidler som lokomotiv i den grønne omstilling, mens vi i EU tilgår det omvendt. Også klimaet kommer til at lide, hvis vi ved at lade vores techstyrkepositioner i stikken ikke får råd til den indsats for klimaet, som uigendriveligt skal iværksættes. /hm
