Farlige bivirkninger: Eksterne forskningsmidler skal gavne os alle

Det vil være dumt at begræde, at Danmark har stærke private fonde og virksomheder, der investerer i forskning på danske universiteter, og at vi har forskere, der er dygtige til at tiltrække eksterne midler fra fonde i både ind- og udland. I en tiårig periode fra 2011 steg de eksterne midler således med 53 procent, mens basismidlerne alene er steget med 14 procent. De eksterne midler udgør i dag godt halvdelen af universiteternes samlede forskningsindtægter, og særlig inden for teknisk forskning samt sundheds- og naturvidenskabelig forskning fylder de eksterne midler godt op på budgetterne.

Det er på mange måder godt, men det udfordrer samtidig forskningens rolle. De mange eksterne midler kommer nemlig med en række alvorlige bivirkninger, viser en ny analyse fra tænketanken DEA. Analysen, der samler den eksisterende forskning på området og tilføjer en spørgeskemaundersøgelse blandt godt 4.000 forskere på danske universiteter og kvalitative interview med 43 ditto, bekræfter en del bekymringer, der har lydt fra både forskerne selv og faglige organisationer i takt med udviklingen mod, at en stadigt større del af universiteternes økonomi hviler på eksterne midler.

Den store konkurrence om midlerne og presset på forskerne for at skaffe dem hjem til universiteterne skader ikke alene arbejdsmotivation og jobsikkerhed – især blandt tekniske forskere, der bruger 11 procent af deres arbejdstid på ansøgninger med kun 20 procents succesrate. Den skaber også en usund konkurrence med mindre videndeling og samarbejde forskerne imellem. Yngre forskere har svært ved at komme til, fordi eksterne fonde typisk går med sikre kort i form af kendte forskere – en praksis, som skaber individualisering og en klar opdeling i stjerner og vandbærere, hvor sidstnævnte gruppe ikke anerkendes for sin deltagelse. Noget, som enhver klog leder ved kan være ødelæggende i en virksomhed.

Blandt bivirkningerne er også, at de eksterne midler primært lander på klart definerede forskningsområder, som bedømmelsesudvalgets medlemmer kender til, hvormed interdisciplinær forskning overses, ligesom mere ‘kedelig’ forskning i f.eks. metodeudvikling, videre arbejde med eksisterende forskningsresultater og mindre spændende sygdomme overtrumfes af mere populære og konkrete forskningsprojekter.

Analysen bekræfter, at forskernes valg af projekter påvirkes af, hvad de tror, de kan få bevilling til. Dette behøver ikke i sig selv at være et problem, da det må formodes, at fondspengene søger derhen, hvor der er et tydeligt samfundsmæssigt behov. Men sammenholder vi det med, at de eksterne midler i høj grad suger af basismidlerne, kan man frygte, at det sker på bekostning af den fri forskning, som udgør grundlaget for den mere konkrete og bevillingsvenlige forskning.

Fondsbevilget forskning koster universiteterne administration, ledelse og laboratoriefaciliteter, ligesom der skal findes andre kræfter til undervisning, når forskere fritages til projekter, de har fået penge til. Københavns Universitet har beregnet, at det koster dem 70 kroner at modtage 100 kroner i ekstern bevilling.

Hverken Bohr eller Ørsted bekymrede sig særlig om den praktiske anvendelse af deres opdagelser, og som vi tidligere har skrevet på denne lederplads, havde H.C. Ørsted næppe fået eksterne midler til at undersøge sin skøre teori bag elektromagnetismen, som ingen troede på, men som blev hele grundlaget for vores elektrificerede samfund, ligesom Niels Bohrs arbejde danner grundlag for dagens computervidenskab.

Basismidlerne er helt essentielle for at sikre den fri grundforskning, som igen er essentiel for vores samfundsudvikling. Ikke alene grundforskningen bag teknologiudviklingen i sig selv. Teknologiudviklingen fordrer også, at der er god solid basisforskning på de øvrige områder, når vi f.eks. skal forstå, hvordan teknologien påvirker os som mennesker, vores samfund og demokratiudvikling, så vi kan sikre de rigtige rammer for teknologien.

Vi skal som sagt ikke begræde, at der er kommet flere penge til forskningen på danske universiteter. Men der er behov for, at vi sætter nogle rammer for de eksterne bevillinger, så ødelæggende bivirkninger begrænses.

Først og fremmest må det slås fast, at universiteterne ikke er konsulentbureauer eller udvidede forskningsafdelinger for private virksomheder, der frit kan trække på de stærke forskningmiljøer, laboratorier, administration og ledelse på danske universiteter. Der bør være krav om et administrations-, facilitets- og undervisningsbidrag i alle eksterne forskningsbevillinger – sidstnævnte skal sikre forskerne tid til at dele deres nye viden i universiteternes auditorier.  

For fremme af forskningsmiljø og karriereveje for forskerne samt videndeling bør der være krav om, at i hvert fald de offentlige fonde har fokus på forskningssamarbejder, deltagelse af unge talenter mv. i ansøgningsskemaerne og lader det vægte i bedømmelserne.

En yderligere skærpelse af krav om vidtgående forskningsfrihed og videndeling i kontrakter med eksterne fonde skal sikre, at også den betalte forskning er troværdig og bidrager til samfundsudviklingen.

Og endelig bør vi politisk sikre, at basisbevillingerne opretholder en vis andel af forskningsbudgetterne på universiteterne, og at der sikres et rimeligt beløb til forskningen, når universiteternes udgifter til bygninger, administration, undervisning mv. er trukket fra budgettet.