Genlæs: En boreplatform i Congo blev afgørende for dansk astronauts karriere
Interviewet med Andreas Mogensen er en genudgivelse fra foråret 2020.
»Først lignede den et lille skib i horisonten, men for hvert minut, speedbåden nærmede sig, voksede den. Jeg begyndte at ane høje kraner, der stod side om side med tunge maskiner og udstyr i et virvar af metalstænger og rustne plader.«
I en lille speedbåd nogle kilometer fra Congoflodens udmunding ankom den 24-årige Andreas Mogensen til sin første ingeniørarbejdsplads: en semisubmersible (halvt nedsænkbar) olieboreplatform lokaliseret fire grader syd for ækvator, få kilometer fra kysten.
Nogle måneder forinden havde den høje, lyse dansker bedt sin arbejdsgiver, Schlumberger Oilfield Services, om at sende ham så langt væk som muligt. Da han fra et gyngende Atlanterhav blev hejst op til platformen i et lille net, vidste han, at hans chef havde holdt sit ord.
»Jeg jagtede et eventyr. Jeg ville have oplevelser – og det skal jeg love for, at jeg fik,« fortæller Andreas Mogensen.
Året forinden, i 1999, var han blevet uddannet som aerospace engineer på Imperial College i London. Hans drøm om at arbejde i rummet voksede kun gennem de fire år i London, hvor han lærte om alt fra aerodynamik til styring af jetmotorer og rumfartøjer. Men jobmulighederne var begrænsede.
Ved indgangen til det nye årtusinde var den britiske rumindustri falmet, og British Aerospace havde ingen oplagte ledige stillinger. Så Andreas gik på jagt ved de mange jobtræf, som blandt andet hans universitet arrangerede. Imens tog flere kammerater imod tilbud fra banksektoren. Men Andreas takkede nej.
»Banksektoren prøvede ofte at hyre de mest matematisk begavede og lokkede med tårnhøje lønninger, men jeg gad ikke sidde på et kontor hele dagen. Jeg ville ud og opleve verden,« fortæller han.
Et spændende sted, langt væk
På et jobtræf fik han kontakt til Schlumberger Oilfield Services, der havde en stand, hvor nogle unge nyansatte fortalte om deres oplevelser. Det er et stort amerikansk firma i oliebranchen, og da han senere undersøgte mere om firmaet på nettet, fornemmede han en dør stå på klem til den slags eventyr, han havde jagtet under studietiden. Her arrangerede han nemlig ekspeditioner til Amazonas, hvor han sejlede rundt i kano og indsamlede sommerfugle til biologerne på universitetet.
Om det var sommerfugle eller olie, var ikke afgørende. Det var eventyret, der trak. På det tidspunkt havde Andreas Mogensen også leget med tanken om at søge job som ekspeditionsleder eller rejseguide. Hos det amerikanske oliefirma så han muligheder for at komme ud i verden igen. Derfor sendte han en ansøgning og blev indkaldt til samtaler og en række psykologiske og matematiske tests, der imponerede cheferne fra Schlumberger Oilfield Services. Men de havde én bekymring:
»De sagde tydeligt til mig, at de var i tvivl om, om jeg overhovedet ville have jobbet. Og mit svar var, at det ville jeg gerne, hvis de sendte mig til et spændende sted langt væk,« siger han.
Kort tid efter sad Andreas Mogensen i et fly på vej mod den lille by Pointe-Noire i Vestcongo – et transitsted for firmaets ansatte, før de bliver sejlet ud til olieboreplatformene i området. Men ingen bliver i Pointe-Noire længere end nødvendigt. Og det er typisk kun få timer.
Byen er en udørk uden asfalterede veje, hvor en hvid mand lyser op i et gadebillede uden gadelamper, fyldt med mørke afrikanere. Og selvom Andreas havde rejst hele sit liv med sin omflakkende familie, var den første aften i Pointe-Noire en ny oplevelse.
»Jeg blev bare droppet af om aftenen og overladt til mig selv indtil næste morgen, hvor de hentede mig. Jeg kunne intet fransk og anede ikke, hvor jeg skulle få mad, så jeg begyndte bare at vandre rundt på må og få. Jeg var omgivet af afrikanere overalt, der kiggede på mig, og jeg husker, at jeg tænkte, at sådan må det være, når flygtninge krydser grænserne til lande som Danmark.«
Valget af job i Schlumberger Oilfield Services så Andreas Mogensen ikke som et skridt på vejen mod at blive astronaut. Men nogle gange er det umuligt at forudse resultaterne af ens valg i livet, når man står midt i dem.
»At stå i Pointe-Noire var ikke ligefrem et strategisk karrierevalg. Jeg ville jo være astronaut, men måtte også være realistisk og fleksibel. Jeg anede jo ikke, hvornår ESA (den europæiske rumfartsorganisation, red.) ville begynde at søge efter nye astronauter, så astronautvejen var en drøm, jeg ikke kunne planlægge efter. At mit arbejde i Vestcongo senere skulle vise sig at blive afgørende for at blive valgt som astronaut, var mere held end forstand,« siger Andreas Mogensen.
Om bord på olieplatformen arbejdede Andreas Mogensen med såkaldt measurement drilling. Hans opgave var at have styr på det måleudstyr, som er anbragt lige over borehovedet og løbende indsamler data om borehovedets position og sammensætningen af jorden, så olieboringen hele tiden foregår i præcis det lag, ofte kun få meter tykt, fire kilometer under jorden, hvor olien befinder sig.
»Det var ret overraskende at opleve, hvor højteknologisk olieindustrien er. Jeg havde altid forestillet mig, at man bare borede lodret ned, og så kom der olie op. Men jeg lærte hurtigt, at jagten foregår på kryds og tværs i lag dybt nede,« fortæller han.
På boreriggen arbejdede Andreas Mogensen med en makker i en stor container fyldt med pc’er, instrumenter og ledninger. De havde også ansvaret for udstyret og sensorerne, der var indbygget i det 10 meter lange stålrør, der arbejdede under jorden. Alt udstyr var tungt, og mændene må bruge muskler og kraner for at flytte rundt på det. Og hele tiden gik ting i stykker.
»Hvis der opstod fejl, så måtte vi arbejde i døgndrift for at løse problemet. Det kostede tusindvis af dollars for hver time, vi ikke var oppe og køre, så man knoklede altid, indtil problemet var løst,« fortæller Andreas Mogensen – og netop i de situationer mindede arbejdet på olieriggen om arbejdet i rummet.
»Astronauter skal også kunne løse svære problemer under pres og problematiske forhold, og da jeg af natur er en person, der er mest teoretisk, så er jeg sikker på, at mit arbejde på olieriggene gav mig en praktisk erfaring, som var afgørende for, at jeg blev udvalgt som astronaut hos ESA,« siger han.
‘The Widow Maker’
Arbejdsdagene var dog ikke de eneste, der kunne sammenlignes med hverdagen på en rumstation. Når Andreas Mogensen havde fri, var forholdene på havet ud for Congo også af en anden ‘klaustrofobisk’ verden, som krævede is i maven og tæt samvær med andre.
Olieriggens 30 arbejdere boede nemlig i primitive værelser på en flydende platform ved siden af olieriggen, og på det værelse, Andreas delte med en makker, var der kun lige plads til en køjeseng. Hvis vinden rasede, væltede mændene fra side til side i deres køjer om natten. Foruden værelserne var der kun et lille køkken fyldt med kakerlakker, og fitnesscentret var et par håndvægte.
Hver dag skulle Andreas Mogensen gå den farlige vej fra beboelsesplatformen til olieriggen. Turen gik over kassen, som oliearbejderne har døbt ‘The Widow Maker’ eller ‘tingen, som gør din kone til enke’. Kassen stod på det yderste af platformen, og fra den kunne man hoppe over på en stige, der førte op til olieriggen. Men i høje bølger gyngede kassen og stigen op og ned, så det krævede stor koncentration at hoppe på det rette tidspunkt.
Andreas Mogensen endte med at arbejde knap to år i Schlumberger Oilfield Services, hvor han også blev udsendt til andre olierigge, blandt andet ud for Angola. Hans længste samlede ophold var på 11 uger. Men i løbet af 2001 blev det mere og mere tydeligt, at han var nødt til at tage et egentligt karrierevalg.
»Hvis jeg blev i oliebranchen meget længere, ville det begynde at definere min karrierevej. ‘Aerospace-ingeniøren’ ville glide mere og mere i baggrunden og dermed også astronautdrømmen, så jeg var nødt til at gøre noget,« siger Andreas Mogensen, der fik ansættelse i Vestas’ udviklingsafdeling i Ringkøbing.
Der var han med til at udvikle pitchregulering af vindmøllevinger, hvor vinklen ændres, for at møllerne yder deres optimale.
»Vestas var jo ikke rumfart, men jeg fik lov at arbejde med teknologier, der også bruges i rumfarts- og flyindustrien, så jeg kom tættere på astronautdrømmen,« siger Andreas Mogensen.
Grib de chancer, der opstår
Jobbet i Vestas var dog ikke alene et spørgsmål om karrierevalg for Andreas Mogensen. Kærligheden havde også en finger med i spillet, for under en ferie fra olieriggene havde Andreas mødt en 21-årig studerende fra Roskilde Universitetscenter, Cecilie Beyer. Igen er det umuligt at forudse resultaternes af ens valg i livet, når man står midt i dem. I dag er de gift og har to børn.
»Jeg tror ikke, at man som 24-årig skal være alt for opsat på at jagte sit drømmejob. Der er mange måder at nå derhen på, og jeg tror, at man skal være fleksibel og gribe de chancer, der opstår på ens vej,« lyder rådet til nye ingeniører fra Andreas Mogensen.
Efter to års arbejde i Vestas tog han til Texas for at skrive ph.d. i styring af rumfartøjer i et forsøg på at få mere rumfartsrelevant erfaring på sit cv. Senere blev han også ansat i rumfartsvirksomheden EADS Astrium i Tyskland, og kort før midnat 16. juni 2008 indsendte han sin ansøgning til ESA om at blive astronaut.
Syv år efter så han en genstand nærme sig og blive større minut for minut. Om bord på Soyuz-kapslen kiggede han på sin nye arbejdsplads: Den Internationale Rumstation.
