Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Teknologiledelse mellem vision og sortsyn

14. oktober 2021 kl. 08:21
Indførsel af ny teknologi følges ofte af visioner om alt det, teknologien kan løfte - på såvel samfunds- som virksomhedsniveau - med løfter om mere indflydelse til borgere og kunder, bedre kvalitet i ydelserne, større effektivitet og bedre økonomi. Samtidig kan tidligere erfaringer med indførsel af ny teknologi skabe sortsyn og frygt.
Artiklen er ældre end 30 dage

Der er mange eksempler på, at indførsel af ny teknologi ikke har indfriet forventningerne, men tværtom har forringet arbejdsmiljøet og antastet faglighed og meningsfuldhed i arbejdet, fjernet oplevelsen af at levere kvalitet til brugere og borgere, og skruet tempoet i vejret, hvis det da ikke ligefrem har fjernet arbejdet.

Mens de store visioner sjældent indfries, behøver historierne om, at ny teknologi forringer arbejdet, heller ikke at gentage sig. Tager vi afsæt i nyere forståelser af teknologianvendelse, som eksempelvis Orlikowski’s begreb om ’technololgy-in-practice’, der beskriver, at teknologier altid indgår i en socioteknisk sammenhæng, og anerkendt viden om trivsel og psykisk arbejdsmiljø, kan indførsel af ny teknologi understøtte medarbejdernes faglig udvikling og autonomi samt løfte kvaliteten af ydelser/produkter. Det forudsætter dog, at man forstår, at teknologier ikke bare virker, men bringes til at virke i specifikke kontekster, og at medarbejderne, som har viden om arbejdet, kan spille en vigtig rolle i at udvikle brugen af teknologi – ofte på uforudsete måder. Vi vil udfolde disse forudsætninger med afsæt i vores baggrund som forskere i teknologi i arbejdslivet, særligt vores forskning i velfærdsteknologi i pleje og omsorgsarbejde.

Teknologi er generel men teknologianvendelse er specifik

Teknologier overvejes og indkøbes typisk på baggrund af forestillinger om, hvad teknologien generelt kan bruges til. På baggrund af den generelle beskrivelse af teknologi udfoldes fantasier – også kaldet visioner – om hvad teknologien kan gøre for vores samfund eller organisation. Tænk bare, hvor smart det kan være med skylle-tørretoiletter, der automatisk kan skylle og tørre borgere, der ikke selv kan gøre netop dét længere og på den måde heller ikke har brug for, at et andet menneske skal gøre det. Her viser det sig, at der er masser af specifikke situationer, hvor teknologien ikke kan bruges. Situationer, hvor borgerens krop ikke passer med udformningen af et standardtoilet eller måske på grund af demens reagerer negativt på pludseligt at blive skyllet, eller hvor den måske kan anvendes, men ikke kan erstatte hjælp fra omsorgspersoner og dermed ikke sparer tid. Det er helt centralt at anerkende, at der er og altid vil være et gab mellem teknologiens generelle funktion og brugen af den i en specifik kontekst.

Drop udrulning som metafor og filosofi

Fornuftigt nok håndteres gabet mellem den generelle forestilling om en teknologi og brugen af den i en specifik kontekst ved at afprøve teknologien i praksis. I relation til velfærdsteknologi har man i bevillingsstrukturen eksempelvis opereret med en skelnen mellem modning, storskalafprøvning og implementeringsprojekter, sidstnævnte gerne benævnt som udrulning. Man foretager med andre ord test af teknologien ét sted, forsøger sig så på større skala og ruller til sidste ud i eksempelvis hele ældreplejen. Problemet med idéen om ’udrulning’ som slutpunktet er, at det både overses, at de sammenhænge, teknologien ’udrulles’ i, er forskellige, selv om de har ligheder, og at teknologien – selv hvis den er funktionelt velfungerende og velafprøvet i nogle sammenhænge – fungerer anderledes i andre sammenhænge, og endelig, at teknologien stadig er ny og uafprøvet for de medarbejdere, den rulles ud over, og at de derfor nemt oplever at blive kørt over af teknologien.

Medarbejderne som kreative entreprenører

Skal teknologierne fungere i en specifik kontekst, skal medarbejderne inviteres til at tænke med på teknologianvendelsen. For de har specialviden om, hvordan arbejdet udfolder sig i den specifikke kontekst; det er dem, der udfører det, og møder borgere, brugere og sagsgange i al deres særegenhed. Denne specialviden kalder på, at medarbejderne får rum til at afprøve teknologierne og deres anvendelsesmuligheder i deres arbejde og får rum til at udvikle de erfaringer, de gør sig, til viden i organisationen. Det kræver tid, nogle gange facilitering og altid organisatoriske rum. Én model er at invitere medarbejdere ind i afprøvningsgrupper og/eller nedsætte teknologiudvalg, der løbende reflekterer over og justerer, hvordan teknologien anvendes. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vender vi tilbage til skylle-tørretoiletterne, kan en sådan brug af medarbejderne som kreative entreprenører føre til, at der udvikles arbejdsgange, så teknologien faktisk gør nytte, hvor den installeres, men også udvikler nye forståelser af teknologiens potentiale, som når toiletterne kommer til at indgå i bestræbelser på at mindske vold fra demente borgere, som reagerer på for tæt fysisk kontakt under toiletbesøget. Det er klart, at der er forskel på, hvordan medarbejderdeltagelse kan tænkes i forhold til forskellige typer af teknologi; hvor det både kan dreje sig om store integrerede systemer og simplere, enkeltstående teknologier. 

Men, inddrages medarbejdernes viden om arbejdet i udforskning og implementering af nye teknologier, skabes der rum for faglig refleksion, udvikling og indflydelse, og i stedet for modstand ... relevant og nytænkende teknologianvendelse. Det kan lade sig gøre i ældreplejen med relativt kortuddannede medarbejdere, så mon ikke det også kan lade sig gøre på andre områder.  

 

Vil du bidrage til debatten med et synspunkt? Så skriv til vores debatredaktion på debat@ing.dk

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten

Tophistorier

Debatten
Vær med til at skabe en god debat ved at følge vores debatregler.

For at deltage i debatten skal du have en profil med adgang til at læse artiklen. eller opret en bruger.
settingsDebatvisning