Sådan kan End-of-Waste-kriterier drive den cirkulære omstilling
De såkaldte End-of-Waste-kriterier kan være nøglen til den cirkulære omstilling i bygge- og anlægsbranchen. En af de cirkulære udfordringer er at skabe tillid til byggeaffaldet, når det anvendes i nye produkter, og her kan End-of-Waste (EoW) få en afgørende rolle.
Når vi taler om cirkulær økonomi – og særligt kvalitet - er et af de helt store spørgsmål, hvad der skal til for, at byggeaffald ophører med at være byggeaffald og bliver godt nok til at være et produkt. Her mener jeg, at End-of-Waste-kriterier kan være et stærkt redskab, særligt til at skabe det marked, som udfordrer den cirkulære omstilling i bygge- og anlægsbranchen.
Som begreb er End-of-Waste-kriterier ikke nyt. Begrebet er over 10 år gammelt, og stammer fra affaldsdirektivet, som er EU's rammelovgivning på affaldsområdet.
Alligevel kan det give god mening at bringe EoW på banen igen, da kriterierne kan anvendes til at afgøre, hvornår en specifik affaldsstrøm ophører med at være affald. Det betyder i praksis, at End-of-Waste-kriterier kan være det afgørende bindeled mellem byggeaffaldet og det nye produkt.
Hvis den cirkulære omstilling af bygge- og anlægsbranchen skal lykkes, er der især 3 centrale lovgivninger, der spiller ind, nemlig kemikalielovgivningen, byggelovgivningen og affaldslovgivningen. De har, hver især, en omfattende europæisk lovgivning bag sig kombineret med national regulering.
De tre lovgivninger har udviklet sig hver for sig, vel at mærke inden cirkulær økonomi for alvor kom på dagsordenen. Det betyder, at når affaldet anvendes igen i byggeriet, så står vi med nogle udfordringer, som ikke nødvendigvis er adresseret fuldt ud i lovgivningen.
Kriterier med fokus på hele værdikæden
En af årsagerne til, at den fornyede interesse for EoW-kriterierne er relevant, er det reviderede affaldsdirektiv fra 2018, hvor kravene til EU-medlemsstaterne forpligtelse til at lave End-of-Waste-kriterier er blevet skærpet, samtidig med, at der er udspecificeret nogle overordnede rammer for kriterierne.
Fra kommissionens side har der været lagt et stort arbejde i at forsøge at lave fælles europæiske EoW-kriterier for en række affaldsstrømme. Det er dog kun lykkedes for få af disse strømme, og derfor er der en række centrale elementer i kriterierne, som vi skal adressere, før vi kan tage afsæt i dem.
For det første skal End-of-Waste-kriterier for byggeaffald have fokus på hele værdikæden og ideelt set indeholde informationer om, hvad der sker med materialet gennem hele dets levetid. Derudover, skal EoW i højere grad være med til at skabe et marked – hvilket lige nu er fastlagt i lovgivningen som en betingelse for at fastsætte kriterierne.
Men udfordringen ved cirkulær økonomi i byggeriet er i mange tilfælde, at markedet har det svært, men qua End-of-Waste kriterierne er der netop et potentiale for at skabe en tillid til kvaliteten af de sekundære råmaterialer, som kan få et marked til at vokse.
Derfor skal vi også have fokus på at sikre gode tekniske og miljømæssige egenskaber gennem End-of-Waste-kriterier. Betingelser for End-of-Waste i lovgivningen er da også, at affaldet opfylder de tekniske krav til de specifikke formål og lever op til gældende lovgivning og normer vedrørende produkter, ligesom anvendelsen af affaldet ikke må få generelle indvirkninger på miljøet og menneskers sundhed.
En ny dimension på kriterierne som ikke pt. er indeholdt i lovgivningen kunne være at skabe fokus på de fordele som genanvendelsen har. Som eksempel kunne man forestille sig, at kriterierne også synliggjorde en reduktion af råstofforbrug og reduktion af CO2 udledning, fx via LCA-vurderinger.
En væsentlig pointe er også, at End-of-Waste-kriterier ikke alene skal fastsættes for hver enkelt affaldsstrøm, men også for hver enkelt anvendelse af affaldsstrømmen. Dette betyder i praksis, at der vil være behov for en række End-of-Waste-kriterier, og der kan derfor med fordel tænkes i systematikker på tværs af affaldsfraktioner og anvendelser.
Tillid kræver gennemskuelige kriterier
Vi skal også skelne mellem genanvendelsesoperationer, hvor byggeaffaldet laves om til et nyt råstof, der kan anvendes i produktion af nye materialer, og forberedelse til genbrug, hvor brugte byggematerialer bliver rengjort, repareret og kontrolleret før de kan genbruges. Dette skyldes, at værdikæderne, og behovet for dokumentation er meget forskellige i de to affaldsoperationer.
Hvis vi kan lykkes med at skabe fælles gennemskuelige kriterier om teknisk og miljømæssig kvalitet, kan vi også lykkes med at skabe en tillid i markedet, som kan føre til en større efterspørgsel på affaldet til byggeriet. Hvis affald opnår status som ”End-of-Waste” – og dermed ophører med at være affald - har det betydning for, hvilken lovgivning der skal anvendes.
Med en status som 'End-of-Waste' skal man ikke længere følge de regler, der måtte være i affaldslovgivningen. I stedet skal man så være opmærksom på, at regler for produkter gælder, fx byggelovgivning og kemikalielovgivning – og her er der så selvfølgelig en ny række opmærksomhedspunkter.
Her kan 'End-of-Waste' netop fungere som bindeleddet mellem lovgivningen for byggeaffald på den ene side og lovgivningen for byggeriet på den anden side. EOW kan sikre at både krav til affaldsstrømmen og krav til nye produkter bliver overholdt, ligesom det kan være med til sætte en retning for nye typer af krav for specifikke affaldsfraktioner, hvor der endnu ikke er lovgivning.
Men først og fremmest ser jeg End-of-Waste som en metode, der ved hjælp af dokumentation kan skabe tillid til byggeaffaldet, når det anvendes i nye produkter til byggeriet.
Vil du bidrage til debatten med et synspunkt? Så skriv til vores debatredaktion på debat@ing.dk
