Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Nye arbejdsnormer udfordrer virksomheder og ledere

14. marts 2022 kl. 08:28
Michael Holmberg Andersen
Illustration: Michael Holmberg Andersen.
Virksomheder og ledere over hele verden står alle sammen i samme udfordring i disse tider: Hvordan skal vi som arbejdsgivere strukturere arbejdet for kollegerne på en måde, der forener fleksibilitet (som særligt den nye generation stiller krav om) med struktur og de faste rammer, der skaber fællesskaber, kultur, loyalitet og innovation?
Artiklen er ældre end 30 dage

De to år, corona har hærget, har verden ændret sig markant – i særdeleshed, når det gælder arbejdskultur og interaktion mellem kollega og leder. Nye online-formater har taget over, hvor de fysiske rammer måtte melde corona-pas, og det blev en øjenåbner for mange virksomhedsledere, at vi faktisk kunne fortsætte i samme tempo uden at ses fysisk.

Men hvad gør vi nu, hvor restriktionerne lempes, vi igen bevæger os mod pre-corona-tilstande og igen kan samles? Kan vi gå tilbage til en tid før corona, hvor man mere eller mindre mødte ind på kontoret hver dag? Eller skal vi omfavne den anden ende af ligningen, som talenterne i stor stil efterspørger, hvor arbejdet kan udføres, hvorfra man vil, og i nogle tilfælde også hvornår man vil? 

Onlineformater skal bygge kultur og loyalitet

I min rolle som Chief Development Officer i adtech-virksomheden Adform oplever jeg disse ændringer på nærmeste hold og ikke mindst de problemstillinger, de medfører. Som organisation er vores 650 kolleger fordelt over 29 kontorer på tværs af kontinenter. Det skaber en unik global forståelse og verdensudsyn, at ansatte i Danmark dagligt taler med kolleger i både Japan, USA, Polen og Kina. I udviklings- og it-afdelingen, jeg er ansvarlig for, er vi spredt over fire kontoret fordelt i Danmark, Litauen, Polen og et nyt kontor i Indien.

Samlet arbejder godt og vel 200 kolleger i afdelingen med at sikre, at vores produkter kontinuerligt udvikles og holdes på et højt niveau – og her må jeg bare konstatere, at det er nogle andre ledelsesmæssige udfordringer og problemstillinger, jeg står overfor i 2022, end jeg gjorde i 2019.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Særligt én ting bryder jeg mit hoved med: Hvordan kan vi på den ene side tilbyde den fleksibilitet, kollegerne efterspørger – samtidig med, at vi bygger en virksomhedskultur baseret på vores kerneværdier, som vil sikre højt medarbejderengagement og stor loyalitet. Og hvordan sikrer vi, at udviklings- og innovationsopgaver løses bedre, når teamet mødes. I mine øjne er der ingen tvivl om, at den større distance mellem medarbejder og virksomhed som distancearbejde fører til, leder til mindre loyalitet og engagement over tid. Og nogle opgaver løses bare ikke lige så nemt og effektivt online. Det skal vi som virksomhed være bevidste om og og agere på.

I Adform investerer vi derfor mere end nogensinde i at skabe fællesskaber – både internationalt, som den globale virksomhed, vi er – men også lokalt i de enkelte markeder, vi har kontorer.   

Det gør vi netop for at skabe intern stolthed og sikre større loyalitet, og her spiller de online formater en helt afgørende rolle – uden at det er det eneste, vi gør. Eksempelvis mødes Adform-udviklere i København dagligt med sine afdelingskolleger i både Vilnius og Warszawa til interne præsentationer, coffee-breaks, træningssessioner og workshops. Vi sørger for at fejre sejre i online-fællesskaber, og kollegerne mødes i onlinebarer til en drink eller mocktail for de vouchers, vi som virksomhed har sendt.

På gruppeniveau bygger vi faste kulturbyggende formater – som eksempelvis vores ugentlige radioprogram, der sørger for, at alle kolleger ved, hvilken retning vi som virksomhed bevæger os i.    

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og vi arrangerer lederseminarer for at klæde alle Adform-ansatte med lederansvar på til at agere og lede i den nye virkeliglighed, der uden tvivl har skabt nye udfordringer og problemstillinger, der skal håndteres.

Ovenstående udgør isoleret set mindre indsatser – men det er indsatser, vi i det store hele tror på, gør en forskel. For når kollegerne ikke bare er fordelt på tværs af kontinenter men også i større og større grad arbejder fragmenteret fra forskellige lokationer lokalt, så skal vi være dygtige til at skabe nye fællesskabsformater og værktøjer til at lede, så vi kan skabe kultur og loyalitet, der er så vigtig for vores succes.

Vil du bidrage til debatten med et synspunkt? Så skriv til vores debatredaktion på debat@ing.dk

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten

Tophistorier

Debatten
Vær med til at skabe en god debat ved at følge vores debatregler.

For at deltage i debatten skal du have en profil med adgang til at læse artiklen. eller opret en bruger.
settingsDebatvisning