Virksomhed sender medarbejderne på kollektiv efteruddannelse i nye teknologier

14. januar 2020 kl. 11:50
Bøger
Illustration: Nanna Skytte.
DTU har sammen med en række samarbejdspartnere skabt KomDigital, en helt ny måde at tænke efteruddannelse på til små og mellemstore virksomheder. Virksomheden Nethire er vild med konceptet. Læs, hvorfor virksomhedsejeren mener, at konceptet virker.
Artiklen er ældre end 30 dage
Manglende links i teksten kan sandsynligvis findes i bunden af artiklen.

Onlinebutikken Nethire hører uomtvisteligt til i kategorien af tidlige digitale frontløbere.

Virksomheden, der udlejer værktøj, introducerede de første online bestillingsterminaler allerede i 1990.

Lysten til at investere i ny teknologi har altid været og er fortsat i top. Årligt bruger virksomheden for tiden i størrelsesordenen 10 mio. kr. på it-relaterede ydelser.

»Systematisk udvikling af virksomheden en del af dens dna,« siger Johnny Noisen, der er stifter og i dag udviklingsdirektør.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Johnny Noisen har i løbet af de 30 år, virksomheden har eksisteret, gjort sig mange erfaringer om, hvordan man løbende løfter kompetenceniveauet.

En af hans vigtigste erfaringer er, at kompetenceløft og efteruddannelse ikke må blive soloprojekter, men skal være noget, der foregår kollektivt.

Ny type efteruddannelse til mindre virksomheder

Sådan har det altid været hos Nethire. Og senest har virksomheden også været involveret i projektet KomDigital, der er en ny type kollektiv efteruddannelse målrettet mindre virksomheder.

KomDigital har udviklet nye metoder til, hvordan man især kan løfte især små og mellemstore virksomheders kompetencer, så de får en effekt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

LÆS OGSÅ: Kultprofessor slår fast: »Det handler ikke om at tiltrække de bedste folk, men om at holde på dem, du allerede har«

Det handler dels om at tilpasse virksomhedernes situation og behov, dels om at uddanne ikke bare én medarbejder, men et helt team.

På den måde står det i kontrast til, hvordan mange typisk griber teknologiske udfordringer an ved enten at hyre nye kompetencer eller sende de eksisterende medarbejdere på kursus.

En enkelt Pantani vinder ikke Tour de France

Men hvorfor ikke bare sende en i forvejen dygtig medarbejder af sted på efteruddannelse? Ifølge Johnny Noisen er der en god forklaring på det.

»Bare fordi man har en enkelt Pantani på holdet, er det ikke sikkert, man kan vinde Tour de France. Ved at få uddannet flere på samme tid får vi kalibreret viden, så alle har det samme syn på sagen,« siger han.

»Vi er 21 ansatte, hvis vi tæller vores fysiske butik Garant Udlejning i Glostrup med. Vi har alle kompetencer her – service, transport, cand.merc.ere og ingeniører. Hvis man tror, at forskellighed gør stærk, så bør man også vide, at det giver anledning til diskussioner og forskellige opfattelser. Derfor er det vigtigt med fælles referencer på tværs. Det giver sammenhængskraft. Det dur ikke, at det bare er mig, der står og fortæller om alt det nye,« siger han.

LÆS OGSÅ: Metal-formand: Skrøne at der ikke er tid til efteruddannelse

Ad flere omgange har Nethire haft medarbejderne på kollektiv efteruddannelse i nye teknologier via KomDigital. Medarbejderne har eksempelvis været igennem et forløb om kunstig intelligens. For nylig har fokus været kundernes brugeroplevels – den såkaldte UX, der er it-akronymet for user experience.

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Vi kan hele tiden blive bedre. Først for nylig stiftede jeg bekendtskab med UX, og det har siden åbnet en helt ny dimension for os,« siger han.

»Vi havde slet ikke forstået, hvordan brugervenlighed faktisk er en hel videnskab for sig, og at der en masse kloge mennesker, der arbejder specifikt med netop det område,« fortæller Johnny Noisen.

Kongstanken er samspil

Kongstanken i projektet KomDigital har været mantraet om, at digitale kompetencer skal styrkes i samspil med virksomheden. Projektet organiseres af DTU, men inddrager en lang række organisationer og virksomheder. Det bygger på støtte fra Den Europæiske Socialfond.

Projektleder Sofie Rasmussen fra DTU sætter flere ord på:

»Der er allerede et kæmpe udbud på markedet for efteruddannelse, men SMV’erne bruger det ikke ift. det store potentiale, som ligger hos dem. Vi fik til opgave at udvikle en metode, som virksomhederne rent faktisk bruger,« siger hun.

LÆS OGSÅ: Behov for et nyt PC-kørekort? Erhvervsliv efterspørger bredt digitalt kompetenceløft

Siden er metoden udviklet og fungerer i grove træk på den måde, at virksomhederne først screenes for, hvad der egentlig er deres forretningsmæssige behov.

Herefter inviteres eksperter og via en dialog, der også tager højde for virksomhedens ressourcer, tilrettelægges et uddannelsesforløb. Typisk skal minimum en leder og fire nøglemedarbejdere deltage i efteruddannelsesforløbet.

Efteruddannelse nede på fabriksgulvet

Resultatet er blandt andre elementer nogle workshops, der målrettet indholdet til virksomhederne.

»Det kunne eksempelvis handle om kunstig intelligens, hvor vi ikke bare ser på alle mulighederne og potentialerne, men på modenheden i teknologien, og hvad den kræver at anvende,« siger Sofie Rasmussen.

Indtil videre har 12 virksomheder været igennem forløbet, men yderligere fondspenge fra Den Europæiske Socialfond gør det muligt for KomDigital at åbne porten for 50 nye virksomheder i 2020 og 2021.

Det tager selvsagt tid, når en hel gruppe af ledere og medarbejdere drager af sted på efteruddannelse sammen.

Hvordan berettiger man det?

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Jeg har ikke noget quick-fix svar. Men hvis man gerne vil udvikle forretningen, så er vi nødt til at udvikle virksomheden digitalt,« siger Johnny Noisen fra Nethire.

Og der sker så meget på det teknologiske område, at forudsætningen er løbende kompetenceløft, mener han.

»Jeg er så heldig, at det er en del af min tankegang. Jeg tog allerede i gymnasiet ekstra moduler i EDB, hvor jeg arbejdede med hulkort. Siden tog jeg en ingeniøruddannelse. Jeg har altid søgt ny viden,« siger han.

Slut med at finde hullerne i osten

Hos Nethire lå tilbuddet fra KomDigital således også i forlængelse af nogle metoder, som Nethire allerede benyttede.

»Vi har altid holdt møder, hvor vi inviterer folk ind til at fortælle om nye emner, og hvor folk i fællesskab kan stille spørgsmål. Det er min filosofi, at hvis man ikke har en fælles forståelse, så begynder hver enkelt blot med at se hullerne i osten. Og så er der pludselig ikke meget ost tilbage.«

Kompetenceløftet på brugervenligheds-fronten har også fået en anden udløber hos Nethire.

»Vores dialog med KomDigital endte med, at de formulerede et konkret projekt til universiteterne med udgangspunkt i vores løsning. Derfor begynder et hold studerende fra Aalborg Universitet snart her hos os for at arbejde med UX,« siger han.

»I det hele taget fortjener KomDigital en stor ros for både deres proaktive tilgang til at få os med. De har bl.a. stillet med en hel delegation på vores lokation af kvalificere personer. Hele setuppet har været 110% relevant indhold og med undervisere, som alle har været superdygtige både fagligt og kommunikativt,« siger Johnny Noisen.

KomDigital har 3 grundlæggende principper

1. Brugerinvolvering

Et grundlæggende udgangspunkt for læringsforløbene er, at disse tager udgangspunkt i virksomhedens/organisationens behov, udfordringer og potentiale. Derudover sker udviklingen af læringsforløbet i en iterativ proces, hvor forløbet løbende præsenteres og testes sammen med modtageren.

2. Inddragelse af tredjepart

Planlægning og gennemførelse af læringsforløbene foregår i en co-create-proces, hvor man benytter sig af f.eks. ekspertise udefra i form af faglige specialister, undervisningsinstitutioner, eksisterende undervisningssekvenser etc. På den måde kan man bygge et læringsforløb op ved at skabe nye og genbruge eller videreudvikle eksisterende legoklodser, så de matcher modtagerens specifikke behov og forudsætninger. 

3. Commitment fra udviklingspartnere

Projektets partnerkreds på 18 organisationer er en central del af projektet. Den består af vidensparter, repræsentanter for arbejdsmarkedstager og -giver. Deres kombinerede viden og deltagelse er væsentlig for projektets succes.

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten

Tophistorier

Debatten
Vær med til at skabe en god debat ved at følge vores debatregler.

For at deltage i debatten skal du have en profil med adgang til at læse artiklen. eller opret en bruger.
settingsDebatvisning